Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
30. januar 2002


Mere om SF
24. JAN. – De fremstormende EU-glade SF’ere markerer sig. Når Balder Asmussen den 11. nov. argumenterer for at afskaffe undtagelserne, siges det gang på gang:
»Lad os erstatte forbehold med politik.« Undskyld – var det ikke politik, da undtagelserne blev udformet, drøftedes, vandt tilslutning og var årsag til, at Maastrichttraktaten blev vedtaget.
Var det ikke udtryk for en klart politisk vurdering, at man markerede netop de områder, der konstituerer en statsdannelse, som områder for undtagelse? Og var det ikke netop vigtigt, at en femte undtagelse markerede, at traktatens unionsmålsætning ikke skulle gælde for Danmark på netop disse fire områder? SF regnede det i hvert fald for væsentligt i kampagnen op til anden Maastrichtafstemning i ’93. I valgavisen fra Folketinget til alle husstande pointerede SF, at Danmark er undtaget fra den udbygning og styrkelse, der vil kunne følge af unionsmålsætningen på disse fire områder.
Det var dengang.

Lissie Thording
Kronhjortløkken 94
5210 Odense NV

Mellemøsten set fra Galten
25. JAN. – Bent Brogaards kommentar den 25. januar til mit indlæg om PLO’s økonomiske forhold er intet andet end primitiv mistænkeliggørelse helt uden substans. Rachel Ehrenfeld og hendes Center for Korruptionsstudier i New York er så respekteret for deres mangeårige arbejde, at hun er medarbejder ved New York Times og Wall Street Journal, og dertil en ofte benyttet kommentator ved tv-kanalerne CNN, NCB og FOX. Det bliver man ikke i mediernes benhårde konkurrencekamp i USA ved bare at være »tendentiøs«, som vor historiker i Galten så smagfuldt antyder. Hendes to bøger Evil Money og Narco Terrorism kan sikkert give Bent Brogaard al den viden, han så åbenlyst mangler.
Hvis hans historiske studier fra besættelsestiden foregår efter samme nøjsomme kriterier, kan vi sandelig vente at se Danmarkshistorien omskrevet på en yderst interessant måde.

Uffe Nissen
Præstevangen 3B-5, Birkerød

Svaret blæser i vinden
25. JAN. – Kære venner af vedvarende energi: Lokummet brænder, og regeringen er parat til at kaste mere Bendtsén på bålet, men tak til Informations p.t. suverænt bedst roterende skrivekugle, Jørgen Steen Nielsen, for hans forsideleder af 24. jan. – kontrolleret engagement med perspektiverende overblik og detaljeret faktuel og pointerende argumentation samt klar konklusion.
Det er den slags tekster der er næsten hele årsabonnementet værd. Og til jer (specielt Folketingets medlemmer) der endnu ikke har læst den: Se nu at få det gjort!

Jens Gaarde
Kirkevej 26, Odense S

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her