Læsetid: 4 min.

LÆSERDEBAT

Debat
29. januar 2002


Stor ståhej om fransk præsident?
23. JAN – Jeg forstår ikke, hvorfor Information den 23. januar både på lederplan og i en artikel gør så meget ud af, at den kommende formand for EU-konventet Giscard d’Estaing forlanger 150.000 kr. om måneden plus det løse for at bestride det ærefulde hverv. Manden har vel brug for pengene. Det er jo efterhånden en del år siden, at han fik lidt diamanter fra sin og Frankrigs gode ven Bokassa, kannibal og selvudnævnt kejser af Centralafrika.

Niels Eriksen
Politisk sagsbehandler for Folkebevægelsen mod EU
Flakholmen 36, 2.th.
2720 Vanløse

Sociologiens Lomborg
25. JAN. – Den 25. januar skriver konsulentfirmadirektør Henrik Dahl nekrolog over Pierre Bourdieu med overskriften »Han havde ret«. Det fremgår ikke af artiklen, hvad Bourdieu havde ret i, men Henrik Dahl hævder at Bourdieus forestilling om ’kulturel kapital’ er dennes mest originale bidrag til sociologien.
Men forestillingerne om kulturel og human kapital har hæmmet tankeprocesser verden over i omfattende grad og på denne måde befordret opkomsten af utallige vrøvlehoveder – herhjemme er Henrik Dahl en af de værste jeg kender.
Kvalitative processer (kultur) sammenblandes med kvantitative processer (kapital). Kapital er en proces hvor penge tjener flere penge (en økonomisk vækst med henblik på yderligere økonomisk vækst), altså en proces, hvor der alene gælder kvantitative mål udtrykt ved tal. Kultur er derimod noget rent kvalitativt som kun i meget begrænset omfang kan beskrives kvantitativt med f.eks. tal.
Hvis sådanne to begreber (et klart og et uklart defineret) sammensættes dannes der et nyt begreb som nødvendigvis må blive uklart. Og når såkaldte sociologer helt ophører med at bruge definerede begreber, så udskrives der kaskader af vrøvl.
På samme måde som Lomborg sætter alt på samme kvantitative prisskala, så gør Henrik Dahl alle begreber uklare således at de kan anvendes forskelsløst.

Erling Frederiksen
Landevejen 26, Gislinge

Dit fede kinesersvin
24. JAN. – Katrine steg af bussen og hankede op i sin sportstaske. Hun gik videre hen ad fortovet, da en mand pludselig råbte til hende: »Hvad laver du her, dit fede kinesersvin?« Katrine kiggede chokeret efter ham. Hun mærkede en tåre trille ned ad kinden. Var hun anderledes?
Katrine var adopteret fra Korea og havde boet i Danmark hele sit liv. Hun kunne ikke huske noget som helst fra Korea og følte sig lige så dansk som sine kammerater. Den eneste forskel på hende og de andre var de skæve øjne, det flade ansigt og det sorte hår.
De fleste danskere siger, at de ikke er racistiske, men hvorfor fik Pia Kjærsgård så mange mandater ved det sidste valg? Hvis Danmark er sådan et smukt land, hvorfor findes der så et parti, der hedder Dansk Folkeparti? Er danskerne for indskrænkede? Ser de kun forskellen som noget dårligt? Hvorfor har de et problem med noget nyt og anderledes? Det er ikke udlændingene, der har et problem, det er danskerne.

Katrine Jun Hansen og Anna Christensen (begge 14 år)
Villestofte Hegnet 202,
Odense NV

Udlændingepolitik
24. JAN. – Breve, som ikke burde kunne skrives i et demokratisk retssamfund:
Kære Ali. Jeg håber du har det godt i Danmark. Desværre er mange af dine politiske venner blevet arresteret. Yassir døde under tortur i sidste måned.
Mor er meget syg nu, og hun ønsker inderligt at se dig inden hun dør. Der er forholdsvis fredeligt i den nordlige del af landet, så hvis det er muligt for dig, kan vi arrangere et møde med mor der.
Din elskede bror Ahmed

Kære Ahmed. Jeg kan desværre ikke komme og se mor en sidste gang. Grunden er, at de i Danmark lige har indført en lov, der betyder, at hvis jeg rejser hjem og besøger mor, risikerer jeg at blive smidt ud af Danmark og dermed at miste mit liv ligesom Muhammed.
Giv mor et stort knus fra mig og sig jeg elsker hende.
Kærlige tanker Ali.

Kære Najat. Det bliver svært at vente – tre år er lang tid. Men i Danmark har de nu lavet en lov der betyder, at du først kan komme op til mig, når du bliver 24 år.
Lad os ikke være kede af det, men i stedet være glade for at jeg slap væk og reddede mit liv.
Hils din mor og far og min mor og far mange gange.
Kærlige tanker Hassan

John Ib
Hjortshøj Stationsvej 34,
Hjortshøj

Noget om videnskab
24. JAN. – I 1920’erne måtte atomfysik-forskerne konstatere, at borgerlig tænkning ikke giver grundlag for at aflure atomkernen dens hemmeligheder.
Blandt andre tilkendegav en rystet Niels Bohr, at netop sådan forholder det sig.
Denne misere har imidlertid sit udspring tilbage i middelalderen. Da videnskabsmænd gennem observationer af planeterne med deres omkredsende måner havde godtgjort, at jorden måtte være i kredsløb om solen, blev de kanøflet af datidens herskende kredse, der (med rette) følte deres autoritet og magt truet stillet overfor et ændret verdensbillede, som stemte dårligt overens med deres opfattelse af menneske og samfund.
Videnskabens tjenere blev jaget en sådan skræk i livet, at virkningerne har holdt sig til ind i nutiden. Således bringer medierne dagligt meddelelser, som klart fremkalder forestillingen om jorden som verdens centrum, hvorom alle ting herunder solen drejer sig.
Det turde være indlysende, at dette forhold har fatale konsekvenser, videnskabelige såvel som praktiske.

Jørgen Strange
Krogebjerg 39, Vanløse

Apropos hjemmeværnet
24. JAN – Er der ikke lige en eller anden behjertet person med indsigt, der gider forsøge at forklare, hvad det er vi vil med hjemmeværnet. I disse tider, hvor så meget andet bliver sparet væk, undrer det meget, at vi er parate til at bruge flere hundrede millioner på hjemmeværnet. Hvad kan det værne os imod? Er vi bange for, at tyskerne planlægger at besætte Danmark igen?

Henning Clemmensen.
Grundtvigs Alle 22.
6700 Esbjerg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her