Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

3. januar 2002


Dumhedens Livskraft
28. DEC. – Jeg troede at folk ikke kunne tåle at blive set som tåber, men tog fejl: Ejvind Larsen kan udmærket tåle at jeg oplever ham som en snakkesalig nar.

Peter Zinkernagel
Fiolstræde 12, 4. 1171 K

Kære hr. udenrigsminister
30. DEC. – Jeg ved at du vil det gode og det rigtige og først fremmest fred her til lands og det er alt sammen godt, men der er dog tider, hvor man bliver nødt til at tage stilling enten for eller imod. Hvis man ikke gør det, kan man ufrivilligt komme til at støtte det, som ikke er hverken godt eller rigtigt hverken her til lands eller i det store udland.
Her tænkes på at vi kunne komme til at støtte et illegitimt gangsterregime som det israelske, eller en amerikansk administration, som står for alt det som rettænkende ikke tror på – i stedet for den anden halvdel af befolkningen, som tror på noget andet og bedre.
Jeg tænker på, at hvis man kunne slippe fri for de to regimer og få løst problemet i Mellemøsten, så ville det være et dræbende slag mod al terrorisme i denne verden.

Bent Ploug Pedersen
Storegade 28, Svaneke

Blod og jern
30. DEC. – År 2001 rinder til ende. Det vil ikke blive husket for det godes skyld. Bismarck sagde i slutningen af 1800-tallet, at folkeslagenes skæbne ikke bestemmes af folkeafstemninger, men af blod og jern. Det er en sandhed, der også har gyldighed i dag, hvor stater med stort dræberpotentiale uden videre tager retten i egen hånd. Tallet på ofrene for USA’s hævnbombardementer i Afghanistan ligger nu omkring 5.000, og andre hundredetusinder frister en kummerlig tilværelse i bjergene uden udsigt til at kunne vende hjem, eftersom jorden i deres landsbyer er spækket med ueksploderede klyngebomber, velsignelser fra oven i denne søde juletid! Israel fortsætter den etniske fordrivelse af palæstinenserne og opfører dag for dag flere illegale bosættelser på det område, der skulle have været en palæstinensisk stat.
Herhjemme bruges terrorangrebet i USA som kærkomment påskud til at demontere retsstaten, og fra mange sider lyder der selvretfærdige krav om en ’stram’ retspolitik, sært småsadistiske ønsker om at påføre individet større mål af lidelse. I sandhed en kold tid, hvor vold, intolerance og ondskab regerer verden!

P. Jespersen
Adelgade 108
1304 København K.

’Information’ og musik
30. DEC. – Information d. 19. dec. side 6: Informations anmeldere giver deres bud på årets mest høreværdige udgivelser. Rock, pop, jazz: Seks anmeldere anbefaler tre udgivelser, hvoraf den ene er Kim Larsen & Kjukken.
Et præcist billede af Informations dækning af den klassiske musik.

Jørgen Ugilt Jensen
Mejlgade 97
Århus C

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu