Læsetid: 5 min.

Manden, der myrdede Bill Clintons hund

De fleste af USA’s præsidenter har haft hund. Måske for at have bare én ven?
24. januar 2002

Kommentaren - Vov
Lige siden min første hund blev kørt over af en bil for næsten et halvt århundrede siden, har jeg været en hund efter hundehistorier.
Jeg var nødt til at forære min hund Ruby til en kammerat, da jeg og min familie skulle flytte til en anden by. Få måneder senere læste min mor, der ikke mener, at man bør skjule noget for sine børn, op af et brev fra min kammerats mor.
Ruby var sluppet løs og blev alvorligt såret, da hun blev ramt af en bil på gaden. Hun blev straks bragt til dyrlægen, men han vurderede, at hun var for slemt medtaget og aflivede hende på stedet.
Jeg vil tro, at vi alle med tiden kommer over den slags, men faktisk er jeg ikke sikker på, at det helt er lykkedes mig endnu.
Derfor blev jeg dybt be-drøvet, da jeg hørte, at Bill Clintons hund, Buddy, var blevet udsat for samme skæbne.
Den fire-årige chokoladebrune Labrador løb efter en byggeentreprenør, som netop havde forladt Clinton-familiens hjem i Chappaqua, New York. Buddy krydsede en stærkt befærdet tosporet vej og blev ramt af en gymnasieelev, der kørte forbi i høj fart i en sportsvogn.
Bill Clinton var ikke hjemme, da ulykken skete, men jeg formoder, at man straks underrettede ham om tragedien pr. telefon.
Det gør mig virkelig ondt for den tidligere præsident, men jeg har endnu mere ondt af den unge mand, som kørte Buddy ned.
Forestil Dem at skulle leve med det resten af livet. ’Det var mig der myrdede Bill Clintons hund.’ Hvilken tung byrde.

Den nagende tvivl
For omkring 15 år siden, da jeg var på vej hjem i bil en vinternat – det var snestorm og der var kun få dage til jul – kom jeg selv uhyre tæt på at køre en hund ihjel. Jeg undgik den lige akkurat, men kunne ikke lade være med at tænke på, hvor forfærdeligt det ville have været, hvis jeg havde påkørt hunden og ødelagt et eller andet barns jul. Samtidig så jeg en mørk skygge passere forbi lige foran bilen, hvorefter der lød et bump og jeg så en anden hund blive slynget ud i rabatten.
Jeg var nødt til at køre videre i et minuts tid, før jeg kunne holde ind til siden. Jeg gik et godt stykke tilbage for at lede efter den påkørte hund, men fandt den aldrig. Måske havde jeg kun såret den, og den var selv haltet væk fra stedet.
Tvivlen nager mig stadig.
Men folk på burde på den anden side heller ikke lade deres hunde løbe frit i nærheden af en mellemstatlig motorvej. Det var ikke min skyld. Måske var det endda en vild hund. Men så kom jeg til at tænke på Rubys gode øjne. Jeg kæmpede mig tilbage til bilen, imens jeg viftede sneen og tårerne væk fra mine øjne.
Jeg havde det elendigt i flere uger. Jeg ville dog nok have følt mig endnu mere utilpas, hvis jeg i næste dags avis havde kunnet læse, at jeg havde kørt præsidentens hund ihjel.
Ikke fordi, at præsidentens hund er vigtigere end Ruby eller nogen som helst anden hund, selvfølgelig. Men fordi jeg så aldrig ville få nogen chance for at glemme episoden.
Den unge fyr, der ramte Clintons hund, fik ikke sit navn nævnt i de landsdækkende medier, men jeg er sikker på, at folk i Chappaqua må vide, hvem han er. Jeg er også ret sikker på, at Bill Clinton må have ringet til ham og sagt det rette. For uanset hvad man mener om ham, så har Clinton den slags personlige format.

En plads i historien
Buddy var den seneste i en lang række af præsidentielle hunde, s0m har bevaret en særlig plads i nationens historie. Flere af dem var deciderede berømtheder såsom Franklin Roosevelts navnkundige Fala, der trofast sad ved sin herres side igennem hele Anden Verdenskrig.
Præsident Truman udtalte engang, at hvis en præsident ville have sig en ven i Washington, så var han nødt til at anskaffe sig en hund. De fleste præsidenter har siden da fulgt Trumans råd.
Hundene synes altid at have forlenet præsidenterne med et vist menneskeligt træk. Min yndlings-præsidenthund tilhørte Gerald Ford. En dag kom den til at besørge på tæppet i Det Hvide Hus og adskillige tjenende ånder ilede til for at fjerne sporene. Men Ford holdt dem tilbage og ordnede det selv, ved hvilken lejlighed han udtalte de berømte ord. »Ingen bør nogensinde være nødt til at gøre rent efter en anden mands hund.«
Episoden skete så vidt jeg husker i slutfasen af præsidentvalgkampen i 1976, og dengang mente politiske analytikere, at denne enkle ydmyge gestus sikrede titusindvis af stemmer til Ford, selv om det selvfølgelig ikke var nok til at vinde over Jimmy Carter. Men et flertal af hundeejere har nok holdt på Ford.

Lewinsky og Buddy
I Bill Clintons tilfælde har pressen gjort et stort nummer ud af de omstændigheder, hvorunder præsidenten fik sin hund. Buddy var en gave til Clinton-parret i december 1997. Få uger senere udbrød Monica Lewinsky-skandalen, og tv viste ofte billeder af den hårdt trængte præsident i færd med at lægge kabaler med sin hengivne Buddy ved sin side.
Det er netop det fine ved hunde. Det bekymrer dem ikke stort, hvis vi, deres herrer, optræder skandaløst. De er lige så trofaste over for os som før. Og så stiller de ikke en masse spørgsmål.
En gang sprang Buddy op i kådhed og væltede Clinton omkuld. Måske Buddy var republikaner. Hjælpere og vagter ilede til for at hjælpe præsidenten på benene, men han kom op ved egen hjælp og kløede Buddy bag ørene. Det er endnu en god ting ved hunde – de er ligeglade med om du er præsident eller ej.
Clinton-familien udsendte en formel erklæring i anledning af Buddys bortgang. »Vi er dybt bedrøvede over Buddys død. Han var en loyal kammerat og gav os megen glæde. Han vil i sandhed blive savnet.«
Disse ord siger alt. Hvis Bill Clinton har formuleret dem, er det en af de sandeste og bedste ting, han nogen sinde har sagt.

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu