Kronik

Mennesker uden filosofi

Den multikulturelle verden er også en kamp om retten til historien: Hvem var her først? Men hvorfor påstod så Derrida, at filosofi kun er europæisk?
2. januar 2002

Tro og filosofi
Der findes ikke filosofi uden for Europa. Filosofi er ikke mulig uden for Europa.« Således talte den muligvis overdrevent berømte franske tænker
Jacques Derrida på et universitetsseminar i Sussex i 1994. Jeg var ganske forbløffet over udtalelsen, navnlig fordi den kom fra en filosof, der har ydet så stor en indsats for at dekonstruere eurocentrismen. En belæst mand som Derrida kan umuligt være uvidende om darshan-tænkningen i Indien eller om ru jia-filosofien i Kina.
Måske var han blot ironisk. Eller måske var det hans dybsindige
pointe, at det ville være højdepunktet af epistemisk vold at tale om fremmede tankesystemer i et konceptuelt sprog, der er formet i Europa. Når man tager de magtrelationer, der har været bestemmende for moderniten, i betragtning, vil en oversættelse af et hvilket som helst tankesystem ved at sammenligne det med filosofiske traditioner i Europa nødvendigvis forme sig som en indlemmelse af dem, dvs. en omgestaltning af dem i vores eget billede.
Måske skal svaret på, hvad Derridas egentlige intention var, søges i, hvad han videre sagde den dag. I sin forelæsning, der blev overværet af fagfilosoffer og ivrige phd.-studerende som jeg selv, argumenterede han nemlig for, at vi har brug for at underkaste vores gæstfriheds-begreb en nøjere granskning. Hvad vil det sige, at være gæstfri? Hvem kan og hvem kan ikke være vores gæster?
Derridas foredrag mindede mig om den berømte forelæsning, som Edmund Husserl holdt i Wien i 1935. Under overskriften »Filosofien og den europæiske humanitets krise« funderede Husserl over filosofiens kritiske natur og dens forhold til traditioner.
Jeg vil her rekapitulere ham i grove træk, idet jeg noterer, at mange andre europæiske filosoffer som som Hegel, Heidegger,
Nietzsche, Gadamer og Levinas osv., bygger på samme grundantagelse. Karakteristisk for alle disse tænkere er, at de støtter sig til en bestemt model for antikkens historie. Ifølge denne har filosofihistorien sit centrum i Grækenland. Ifølge denne model, der samtidig skal tjene til at legitimere
filosofiens fortælling om sig selv, udspiller den sande tænkning sig i det græske åndsrum.
Husserl hævder, at filosofien er græsk i sine rødder og kun kan være græsk. Filosofien taler ikke noget andet sprog, hverken egyptisk, babylonisk, kinesisk eller indisk. Det står derfor klart, at den ikke kan være afrikansk eller asiatisk. Det er fornuftsmæssigt indlysende, at filosofien kun kan have én begyndelse, og denne begyndelse er tilfældigvis græsk.
Grunden er simpelthen, at vi er dem, vi er. Vi er europæere, og Europas vugge – både åndeligt og geografisk – stod tilfældigvis i Grækenland. Det, som skete i Grækenland, og som gav os vores teoretisk-videnskabelige kultur, var slet og ret filosofiens fødsel. Ved at forholde os til denne begyndelse, bliver vi i stand at forstå den græske oprindelse for Europas åndelige søgen. Hvad vigtigere er: Først ved at gøre krav på denne begyndelse som vores egen bliver vi i stand til at indse vores autenticitet som europæere. Kun på denne måde bliver vi i stand til at håndtere Europas krise og åndelige sygdom. Sygdommen skyldes hukommelsestab: Vi har glemt, hvem vi er. Vi har glemt, hvorfra vi kom og har ladet os styre af traditioner.
Vi må drage disse traditioner i tvivl, eftersom filosofien intet er værd, hvis den ikke er traditionskritik. Der er brug for at gribe tilbage til en anden tradition, som er vores egen. Og den tradition er udelukkende græsk. Hvis vi undlader at begynde i denne tradition, er vores identitet som europæere fortabt. Og filosofien er fortabt.

Hvilket historisk grundlag findes der til en sådan antagelse? Vi har hos Husserl m.fl. at gøre med, hvad der er blevet kaldt »den ariske model« for antikkens historie. Hvad der måske kan forekomme overraskende for mange, så bliver denne model først skabt i de første årtier af 1800-tallet, hovedsagelig i England og Tyskland. I sin i øvrigt langt fra fejlfri bog Black Athena påviser Martin Bernal på overbevisende vis, hvordan den tidligere antikke model for klassisk civilisationshistorie i denne periode gradvis bliver fortrængt af den
ariske model.
Den antikke model var baseret på, at filosofi hovedsagelig var egyptisk og først herfra kom til Grækenland. Vi ved, at Platon besøgte Egypten omkring år 390 fvt. Ved siden af impulserne fra Egypten blev Grækenland dybtgående påvirket i civilisatorisk henseende via fønikerne, hvad enten de optrådte som kolonimagt eller handelspartner.
Græsk civilisation og dens filosofi var således på ingen måde et genuint, uafhængigt fænomen, men skyldtes i høj grad påvirkninger fra de nærorientalske kulturer i Afrika og Asien. Hvilket med andre ord vil sige, at græsk kultur i lighed med andre kulturer ind til sin kerne var opblandet med andre udefra kommende elementer. Den var et hybridprodukt bastardiseret af invasioner, immigrationer, og etniske blandinger og krydsninger.

Også filosofihistorierne frem til 1700-tallet skildrede de mange ’visdomstraditioner' i de hebræiske, egyptiske, babyloniske og sumeriske kulturer. Filosofiens kanon fra 1800-årene og frem begyndte at udelukke disse traditioner med henvisning til, at de enten var mytiske, præ-rationelle eller i alt for vidt omfang anonyme.
Derimod bar grækerne personnavne. Den individuelle tænker, og ikke et bestemt stykke tankegods, blev kriterium for optagelse. Filosofien begyndte derved kun at tilhøre grækerne. Tilstedeværelsen af de såkaldte præ-sokratikere på Lilleasiens ioniske kyst blev bortforklaret ved at omtale disse områder som »græske kolonier« – en kuriøs og anakronistisk bagudprojicering af det moderne koloniseringsbegreb til Oldtidens verden.
Som socialhistorikeren Eric Hobsbawm har hævdet, begynder visse varianter af nordeuropæisk nationalisme og imperialisme i denne periode at læne sig tungt op ad selvopfundne traditioner. Rejsningen af statuer af allestedsnærværende øvrighedsfigurer som Bismarck og Kejser Wilhelm på offentlige pladser i Tyskland, nationalflagenes og nationalsangenes hastige fremvækst ledsager nationalismens opkomst som ideologi. I kraft af ritualer og gentagelser og en næsten rousseausk borgerreligion, bliver visse værdier og normer fremstillet som traditioner, der har deres faste rødder i den græske antik.
Den filosofiske traditions kontinuitet, som viser sig at bero på en frit opfunden historisk linearitet, der holdes oppe af konstante repetitioner og vanetænkning, bør give anledning til dyb bekymring.
Hvor længe skal filosofiundervisningen være gidsel for denne ariske historiemodel? Er vi dømt til altid at måtte gentage historien om den græske begyndelse og dermed desavouere den blotte mulighed for andre begyndelser. Filosofien insisterer på universel gyldighed, men alligvel kan den altså ikke tænkes at begynde noget andet sted end i Europa.
Dette skal selvsagt ses i sammenhæng med de måder, hvorpå den ’græske’ ariske model er blevet så rodfæstet som en måde at iscenesætte identitet på, at dens grundlæggende mønster (at vende tilbage til den antikke verden for at finde vores ’rødder’) gentages igen og igen – undertiden i omvendt form som en formel benyttet af dem, der tidligere var udelukket fra at deltage i denne gentilegnelse af rødder.
Det vil i afkoloniseringens tidsalder sige, at mange – heriblandt afrocentrister etc. – bruger denne metode som en del af en strategi for at finde en ’sort écriture’ (skrivemåde, red.) og hænger sammen med påstande om den egne overlegne oprindelse (Egypten frem for Grækenland).
Den realistiske filosof Rom Harré har netop udgivet et bind filosofihistorie med titlen 1.000 Years of Philosophy – From Ramanuja to Wittgenstein. (Ramanuja er en indisk 1200-1300-tals filosof). Harré gennemgår de vigtigste tankefigurer og hovedsynspunkter, både vestlige og østlige, i det andet årtusinde.
Men selv i vores mere inklusive og kosmopolitiske tredje årtusinde er sådanne initiativer sjældne. Undervisning i østlig filosofi er stort set fraværende i den akademiske vestlige filosofiverden. Vedisk filosofi, buddhisme, konfucianisme, islamisk filosofi osv. har status af at være noget andet end metafysik, erkendelsesteori, etik og logik. Det gør for eksempel ikke større indtryk, når skarpsindige kommentatorer påviser, at dekonstruktionen af tekstbegrebet allerede blev foregrebet hos den oldindiske tænker Nagarjuna i hans læsning af buddhistiske tekster.
Den idéhistoriske fremstilling og det komparative indblik, som Harré udfolder i sin bog, er et sundhedstegn, men hans diskussion af begreber som atman og brahman og deres påståede identitet er problematisk, for disse begreber kan ikke uden videre oversættes til vestlige. Og netop heri ligger problemet ved en fremstilling af østlige og vestlige tænkemåder inden for en fælles ramme.

Nogen vil måske spørge, hvorfor jeg den dag ikke passede Derrida op i en krog (hvis man overhovedet kan gøre det med en dekonstruktør, der i så høj grad forstår at sno sig) og spurgte ham, hvad han egentlig mente med sit udsagn om, at filosofi er umulig uden for Europa.
Det gjorde jeg faktisk. Jeg løb risikoen for selv at fremstå som kulturchauvinist og fik formuleret mit spørgsmål. Han smilede og erklærede på et karakteristisk, ufransk og tøvende, men afslørende engelsk: »Europa er nødt til at bevæge sig hen imod det, som det ikke er… bevæge sig ud over sin moderne tradition og mod en anden grænsestruktur… du aner sikkert, hvor jeg vil hen?« En mere hybridagtig, kritisk filosofi? En mindre voldelig metafysik? Et
mere gæstfrit Europa?

*Prem Poddar er indisk født, dr. phil., lektor ved Engelsk Institut på Aarhus Universitet

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu