Læsetid: 3 min.

Ørestanken breder sig

Musikfagets problemer tydeliggør folkeskolens vanskeligheder med at fastholde fagligheden
2. januar 2002

Folkeskolen
Musiklivet har problemer med den hjemlige rekruttering af unge til de klassiske discipliner. Problemer, der i nogen grad kan spores tilbage til skolen. Mange mener, at det skyldes seminariernes dårlige uddannelse og lærernes ringe undervisning. De vil nu have skolen til at ansætte fagfolk udefra, og professor Finn Egelund Hansen udtaler den 22. december: »Danmarks Lærerforening (DLF) er paranoid overfor for andet end seminarieuddannede lærere. Det er jo deres trosbekendelse nr. 1. Før den brydes, mener jeg ikke man med rette kan tale om at noget er ved at lykkes«. Også Informations Anders Beyer har været ude med riven efter DLF i denne sag (15. december).
DLF har en såkaldt funktionsoverenskomst med kommunerne. Det betyder, at alle, der arbejder som lærere i folkeskolen, er organiseret i DLF, seminarieuddannede eller ej. DLF kan således ud fra en snæver fagforeningsmæssig vurdering være temmelig ligeglad med om folkeskolens lærere er uddannet til jobbet eller ej. Det her drejer sig om at sikre lærerstandens professionalisme og folkeskolens kvalitet på længere sigt. Problemer som følge af vores ringe læreruddannelse kan og skal løses, der hvor de opstår, dvs. på seminarierne. Indslusning af uprofessionelle i lærerstanden kan aldrig blive endet end en nødløsning.

Voldsomme ændringer
Som fagfolk har for vane, fokuserer såvel Anders Beyer som Finn Egelund Hansen snævert på deres eget område. Men musikfagets krise i folkeskolen er ret beset hele folkeskolens problem. Folk, der ikke har daglig berøring med lærerarbejdet, er tilsyneladende ikke klar over, hvilke voldsomme ændringer folkeskolens lærerrolle har undergået den sidste halve snes år. Ikke som følge af patologiske tilstande i Danmarks Lærerforening, ej heller som følge af noget udtrykt ønske fra lærerstanden i øvrigt, men som følge af folkeskoleloven og dennes kommunale udmøntning: Faglæreren, hvor dygtig vedkommende end måtte være, marginaliseres eller fortrænges ligefrem fra skolen, navnlig fra de første fem-seks klassetrin, hvor musikundervisningen finder sted. Her er lærerne i dag almindeligvis organiseret i teams på to-tre personer, der skal dække alle fag, hvad enten de piver eller synger.
Anderledes kan det ikke være, når de socialpædagogiske, reserveforældrelignende opgaver, der kræver et nært forhold til hjemmene og et grundigt kendskab til den enkelte elev, fylder så meget mere end de gjorde, da Finn Egelund Hansen og Anders Beyer gik i underskolen. De små fag: Musik, billedkunst, kristendomskundskab, natur og teknik og idræt varetages i reglen af lærerteamet, så godt det nu kan lade sig gøre. Desuden skal lærerne samarbejde tværfagligt og projektorienteret, og et væld af timeløse fag og emner, rangerende fra seksualundervisning til arbejdsmarkedsorientering, skal inddrages på samtlige klassetrin. Faglærere, der ikke kan indgå i denne skolestruktur, kan i bedste fald bruges som gæstelærere. Som teamkolleger vil de ikke kunne løfte opgaven pga. deres manglende overblik, og mulighed for at tumle socialpædagogiske og tværfaglige udfordringer.

Musikken på tværs
Når specielt musikfaget ligger underdrejet i hele denne udvikling, skyldes det formentlig fagets særegne karakter. Det er så at sige kommet til at ligge på tværs af tidsåndens tilbedelse af det autonome individ og det personlige udtryk. Enhver, der har arbejdet seriøst med musik, ved, at musik i ekstrem grad er en kollektiv præstation, der fordrer disciplin, hengivelse, ja kærlighed, hvis den skal nå det ypperste. Der kan kun musiceres, når alle trækker på samme hammel. Kontrolleret, præcist, i lange ubrudte forløb. Nogle skal tage soloer, andre skal akkompagnere, og alle skal underkaste sig det fælles projekt under ledelse af én dirigent. Første og anden stemme, klang og udtryk, takt og tone i mere end én forstand. Går der for meget diskussion i musikudøvelsen, standser musikken, og udarter det til skænderi og magtkamp, fordufter den glæde, der er selve musikkens eksistensberettigelse.

Logisk fravalg
Det kan således næppe overraske, at musikfaget har papir på at være det mest uro-plagede fag i folkeskolen, og det er desværre kun logisk, at selv kvalificerede musiklærere i stor udstrækning vælger det fra. Og så ender faget hos klasselæreren, der aldrig har ønsket det og i værste fald ikke har en tone i livet. Musikfagets akutte problemer tydeliggør folkeskolens vanskeligheder med at fastholde fagligheden, når mylderet af navnlig socialpædagogiske opgaver trænger selve undervisningen i baggrunden.

Grænsen er nået
Skal lærerne være mere lærere og mindre mor og far, må børnenes behov for voksen omsorg og opdragelse i højere grad imødekommes andetsteds. Hjemmet virker som den mest oplagte mulighed i så henseende, men også børnehaver og fritidsinstitutioner kan antagelig løfte en større opgave her.
Skolen har i hvert fald nået grænsen for sin ydeevne, og det er bydende nødvendigt, at de voksne får afklaret deres forskellige roller og ansvar i forhold til børnene i dette land.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu