Læsetid: 2 min.

Regeringens boliger til de rige

Med sit forslag om at sælge de almene boliger i København viser regeringen sit sande liberalistiske ansigt
Debat
17. januar 2002

Boligpolitik
familie- og arbejdsmarkedsborgmester (SF), Københavns Kommune
Regeringens forslag om at sælge de almene boliger vil være en katastrofe for Københavns Kommune og alle de familier, der er kommet i en ulykkelig menneskelig situation, fordi de mangler en bolig, f.eks. den enlige kvinde med børn, familien der får et handicappet barn, voldsramte kvinder eller hjemløse. Alle de mennesker, som Anders Fogh Rasmussen i sin nytårstale sagde, han ville hjælpe, men altså ikke med en bolig.
Københavns Kommune er helt afhængig af den almene boligsektor, når vi skal hjælpe disse mennesker i bolignød, og hvis regeringen nu sælger boligerne, så kan vi ikke opfylde vores forpligtigelser til at anvise boliger. I dag står 640 på venteliste til en bolig. De er nu anbragt på herberger, hoteller og andre nødløsninger. Den venteliste vil blive meget længere – medmindre vi da igen begynder at bygge husvildebarakker, som lige efter krigen. Men jeg går ikke ud fra statsministerens slogan »Tid til forandring« betyder, at vi skal sættes 50 år tilbage.
Det er historieforfalskning at påstå, at det alene er salget af lejligheder, som har rettet op på et kvarter som Vesterbro. Der er skudt enorme summer i byfornyelsen. Allerede nu er der brugt 2 mia. kr. på privat byfornyelse på Vesterbro, og herudover har staten for hele København brugt 1 mia. kr. på den garanti, de gav TOR-ejendommene om, at man kunne købe til ejendomsvurderingen. Så en stor del af byfornyelsen på Vesterbro skyldes ikke salget af lejligheder, men det er da klart at nu, hvor lejlighederne er blevet dyrere, så har en række af de lavtlønnede beboere måttet flytte ud til kvarterer med billigere lejligheder.

Skaber ghettoer
Og her er vi ved sagens kerne: Salg af lejligheder kan måske nok give byfornyelse i et kvarter, men de sociale problemer eksporteres til andre kvarterer. Vi får ghettodannelse, vi får rige og fattige kvarterer. For det er klart, at det er lejlighederne i de attraktive kvarterer, som kan sælges først. Herefter har Københavns Kommune kun mulighed for at anvise boliger i fattigere bydele, som f.eks. Tingbjerg, Kgs. Enghave, Nordvest og Ydre Nørrebro. Og det gavner ikke integrationen og målet om en mere alsidig boligsammensætning. Tværtimod vil regeringens forslag skabe ghettoer!
Jeg går ind for byfornyelse – ikke beboerfornyelse!
De borgerlige har sagt, at Københavns Kommune skal være spydspids i liberaliseringsfelttoget, men det er der ingen gode begrundelser for. København har en meget lav andel almene boliger – kun 20 procent – og samtidig størst behov for almene boliger og boligsocial anvisning, fordi hovedstadens anonymitet tiltrækker sociale problemer. Til sammenligning har mange Vestegnskommuner en almen boligandel på over 50 procent. Hvorfor er det lige København, der skal være spydspids?
Regeringen viser med forslaget sit sande liberale ansigt! Det er et rent ideologisk privatiseringsfelttog, som vil ramme de svage i samfundet. Forslaget vil føre til, at vi får flere dyre ejerlejligheder og færre billige lejelejligheder.
Men det er jo netop de billige lejligheder, vi mangler. I København er situationen ved at være sådan, at man skal have vundet i lotto eller have en million i baglommen for at få en bolig. Det er ikke min politik.
Hvorfor ikke bygge flere lejeboliger, som folk kan betale – i stedet for at gå den modsatte vej?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her