Læsetid: 2 min.

Regnskabets time for Enron

Den 510 år gamle herskende regnskabsmetode er utidssvarende
Debat
26. januar 2002

Økonomi
Hvad har Ludvig Holberg og virksomhedskrak som Enronskandalen med hinanden at gøre? Ikke så lidt endda. Godt nok udtrykker Erasmus Montanus og Enrons revisorfirma Arthur Andersen sig forskelligt, men logisk set er det det samme. Man kan ikke slutte noget positivt ud fra to negationer. Ikke desto mindre er det, hvad begge aktører gør.
En typisk revisorpåtegning udtrykker følgende: Der synes ikke at være begået fejl. Der synes ikke at være begået ulovligheder. Derfor giver regnskabet et retvisende billede. Det svarer til at sige: Morlille kan ej flyve. En sten kan ej flyve. Ergo er morlille en sten.
For et år siden var olie- og gas-selskabet Enron 500 mia. kr. værd på papiret. Det svarer til værdien af maskinkapitalen i hele Danmark. Nu er Enrons egenkapital væk. Når regnskaber kan være så misvisende, er der grund til at kritisere den 510 år gamle herskende regnskabsmetode for at være tilbageskuende og ufuldstændig. Det dynamiske regnskab udarbejdet af Henning Kirkegaard fremlægger et alternativ, der kort sagt består i ved hjælp af moderne IT kontinuert at udregne konsekvenserne af ændrede forventninger, indgåede aftaler, hvad der realiseres og betalinger. Meningen er bl.a. at holde tjek på betalingsevnen hele tiden, og at gøre regnskaber til fremadrettede styrings- og informationssystemer. Det er også mest interessant for langt de fleste, ikke mindst medarbejderne og det omgivende samfund. Virksomhedernes verden kan forenklet opdeles i to dimensioner: På den ene side: finans, skat og regnskaber. På den anden side: produkt, marked og teknologi. Først det formelt bureaukratiske. Dernæst det realøkonomisk værdiskabende. Som verden foreløbig er indrettet, fremmes spekulation, manipulation og bureaukrati i det private erhvervsliv. Det kan nemlig ofte betale sig målt med årsregnskabets alen.

Umuligt at overskue
Antallet af revisorer, advokater, bankfolk og ansatte eksperter og deres honorarer, løn og status er i sig selv en indikator for, hvad der tillægges størst betydning til daglig. Dette hænger tæt sammen med en stadig mere kompleks og globaliseret verden med enormt mange spilleregler. Ekspansionen i finansteknikker og valutaspekulation er stor, selv om euro og tobinskat kan dæmpe dette. Dertil kommer de mange skatteregler, hvor forskelligheden fra land til land kan udnyttes. Tilsvarende med regnskabsregler, hvor bundlinjen kan pyntes ved hjælp af interne afregningspriser, periodiseringsskift, lagerforskydninger, afskrivninger osv.
Kun højtlønnede eksperter kan overskue en del af dette på internationalt koncernniveau, og ingen kan overskue det hele. Hvis vi skal tage ved lære af Enrons kollaps, bør de konstruktive forslag der er fremlagt tages alvorligt, fra James Tobin til Henning Kirkegaard, og vi må satse på internationalt samarbejde, fra EU til FN, særligt med henblik på at forenkle reglerne. Der er brug for mindre bureaukrati globalt i det private erhvervsliv. Én ting er helt sikkert: Adam Smith forudså ikke denne udvikling, da han i 1776 skrev Wealth of Nations. På sin vis kom Holberg tættere på.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her