Kronik

Sauron bin Laden

Den, der tager ringen på sin finger bliver selv som Sauron, ville Tolkien sige. Og er der ikke døde ligeså mange uskyldige i Afghanistan som i terrorangrebet på USA?
Debat
25. januar 2002

Det virtuelle rum
Faërie is a perilous land...« Efter at Eventyret om Ringen (første del af Ringenes Herre) er blevet filmatiseret, har en masse mennesker pludselig en mening om J. R. R. Tolkien og hans værk. Det er forstemmende at læse hvor lidt de egentlig har at sige. Nogle svinger sig op på høje toner, og skriver om kampen mellem det Gode og det Onde; et tema, de priser i en tid hvor alt er gråt i gråt.
Andre fæstner sig ved at det Gode altid vinder hos Tolkien, og fniser lidt deraf, men nyder naiviteten. Mange er glade for hobbitterne, og glædes ved deres pusse-nusseland, andre gør grin med samme. En ting kan de fleste prise: Tolkiens tro på at selv den mindste kan ændre verden.
Disse temaer ligger desværre langt fra Tolkiens verden. Tolkien forestillede sig ikke at der fandtes noget evigt ondt, og adskillige af hans personer er grå eller skifter mellem godt og ondt. Tolkien mente ikke at det Gode automatisk vandt, kun Guds aktive indgriben udvirkede dette. Hobbitterne og deres land var ikke et pusse-nusseland, men endte som et land i borgerkrig, der for evigt havde tabt sin uskyld. Og selvom den mindste kan ændre verden, så fejlede Frodo til sidst og magtede ikke at fuldføre sin mission.
Tolkien var kristen og kristendommen gennemsyrede hans værk. Til en vis grad kunne han sige som John Milton i Paradise Lost at hans formål var »[to] justify the ways of God to men«. Derfor var mennesker (og alle andre racer i Midgård) ikke åh-så-gode, for kun Gud er god!
Den onde Sauron, Ringenes Herre, har engang været god, men valgte det onde, og forsøger nu at friste alle til hans onde projekt, og dette fristelse ligger også i Saurons ring.

I Eventyret om Ringen ser vi hvorledes Boromir, en trofast og ærlig mand, fristes og angriber Frodo for at tage ringen. Midgårds skabninger er faldne væsner, faldne fra nåden, og kun ved en kraftanstregelse og Guds samarbejde kan de gøre det gode; det falder dem lettere at gøre det onde. Frodo er et eksempel på denne kraftanstrengelse.
Til Elronds rådsmøde skal de finde ud af hvem der skal bringe ringen til Dommedagsbjerget, et umuligt projekt - dømt til at mislykkes. »All the council sat with dowcast eyes, as if in deep thought. A great dread fell upon him [Frodo], as if he were awaiting the pronouncement of some doom that he had long foreseen and vainly hoped might after all never be spoken ... At last with an effort he spoke, and wondered to hear his own words, as if some other will was using his voice. ‘I will take the ring,’ he said ‘though I do not know the way.’
Som Abraham i Kierkegaards Frygt og Bæven begiver Frodo sig ud på Den længste Vej, ikke med erfaring og fornuft, men i kraft af det Absurde, og fordi det er hans skæbne. Men som Tolkien ville sige, skæbnen lagde ringen i Frodos hånd, det var Frodo der valgte at tage ansvaret for den på sig. Senere forlader Frodo sine følgesvende og begiver sig afsted alene, for kun alene kan han fuldføre den skæbne han har valgt. Han kan ikke forlade sig på andre.
Dog følger Sam med ham under Frodos protester. Her ser vi at Tolkien ikke var filosof som Kierkegaard, men eventyrfortæller; selv når vi begiver os ud alene på en ensom vej, så har vi dog altid en ven som støtte.

Dem der har læst Ringenes Herre til ende vil vide at Frodo ikke formår at smide ringen i Dommedagsbjerget, tværtimod, han udråber sig selv til Ringens Herre! Kun ved et tilfælde kommer ringen alligevel i ilden og historien kan ende som det var planlagt. Så den mindste kunne ikke redde verden...
Sjælen er redebon, men kødet er skrøbeligt, kan man sukke som dansk fatalist. Men her er Tolkiens budskab til os skåret ud i pap! Vi kan ikke redde verden, vi kan ikke være åh-så-gode, men vi kan komme et godt stykke hen af vejen hvis vi forsøger, og så vil tilfældet (Gud) sætte kronen på værket, for kun Gud kan redde verden.
Måske lyder det naivt at det altid ender godt, men Tolkien var ikke naiv. Han mente at eventyrenes funktion var at bringe os til troen på, at alting ender godt eller som han skriver: »a catch of breath, a beat and lifting of the heart, near to (or indeed accompanied by) tears.« For eventyr skulle efterligne det største eventyr af dem alle, Evangeliet.

Måske skurrer det i ørene på moderne humanister, at vi er magtesløse, men ikke destomindre er det budskabet i Ringenes Herre. Tolkiens værk er en opfordring til handling på trods af magtesløsheden, for Gud har ikke tænkt sig at bære ringen fra Hobbitrup til Dommedagsbjerget, det skal Frodo gøre.
Frodo såres til døden af strabadserne, og da han endelig vender tilbage til (pusse-nusse?) Hobbitrup er landet en krigszone, hvor alt hvad han elskede er blevet smadret og fabrikker og barakker er rejst i stedet. De tilbagevendne må udkæmpe en borgerkrig, men selv efter deres sejr, kan Frodo ikke blive i sit hjem, men må rejse hinsides denne verdens grænser for at finde hvile.
Tolkien var soldat under Første Verdenskrig, og de der vendte hjem dengang må have følt som Frodo, såret af dødelige sår ude i verden, der gjorde at de aldrig fandt fred og hvile.
Derfor er det også lodret forkert at betegne eventyr som eskapisme, for som Tolkien skrev: »they are confusing ... the Escape of the Prisoner with the Flight of the Deserter.« Når vi hengiver os til eventyr er det ikke desertørens flugt væk fra en virkelighed vi ikke vil håndtere, men fangens flugt væk fra et fængsel, der forhindrer os i at se verden udenfor murene. En verden der nægter at forholde sig til andet end hvad der kan måles og vejes (eller hvad der figurerer i en meningsmåling), bliver et fængsel når vi skal se verden i dens symbolske fylde.
Når Frodo finder skæbnens stemme dybt i sit hjerte og vælger at følge den, er han ude af det fængsel vi andre sidder i. Havde han lavet en cost-benefit analyse, var han taget hjem igen!

Er det ikke mere eskapistisk at se CNN? Der lærer vi at at tusindvis af menneskers død kan blive godt igen, hvis vi dræber tusinder af andre. Det kaldes Evig Frihed. For de onde hader vores frihed og vil tage den fra os. Det er ikke vores militære aktioner i Mellemøsten de hader. Ikke vores støtte til diktatoriske regimer. Ikke vores ophobning af rigdom på bekostning af andre.
I Tolkiens verden er Godhed ikke noget vi har, og Ondskab noget de andre har. Ond er den der vil påtvinge andre mennesker sin magt mod deres vilje, og derfor vil de gode blive onde, hvis de tager ringen (magten) på deres finger og udsletter dem der før var onde.
Tolkien taler til os som mennesker. Skrøbelige mennesker, der må tage et valg, hvis ikke jorden skal ende i mørke. Stærke mennesker, der tør slås mod dæmoner og trolde. Religiøse mennesker, der ved at kun Gud kan redde verden. Håbefulde mennesker, der hengiver sig til at den der handler vil finde hjælp.

De mennesker der stadig mener at Ringenes Herre er underholdning og ikke kan sige noget om vores verden, skal måske kaste et blik på verdenspolitikken idag. Hvis vi leger at vores verden var Tolkiens verden, kan vi sige at vi lod den stærkeste af os tage ringen på sin finger og udslette Osama bin Laden, nå nej, Sauron. Men den der tager ringen på sin finger bliver selv som Sauron, ville Tolkien sige. Og er der ikke døde ligeså mange uskyldige i Afghanistan som i terrorangrebet på USA?
Selv om vi valgte at destruere ringen, ville ondskaben ikke være udslettet, for vi har allesammen en magtliderlig djævel i os, selv den mindste hobbit, men vælger vi at gå den svære vej og bekæmpe magten og hvad dertil hører af krig, ødelæggelse og korruption, ender verden da ikke i Saurons mørke.
Lad os håbe at Tolkiens budskab når ud til endnu flere med den nye film og de film der er på vej. Lad os håbe at de ser dybere end anmelderne, lederskribenterne og klummisterne, der ikke ser andet end eventyrlig underholdning. For Faërie, som Tolkien kaldte eventyrenes verden, er et farligt land. Landet hvor vi igennem Tolkiens detaljerede beskrivelser og forståelse for skrøbelige mennesker lever os ind i en lille hobbit, og måske finder styrken i vore egne hobbithjerter til at gå i modaktion mod de stores magtkampe. Lad os håbe at Tolkien stadig kan tale i en verden, der ikke regner fantasien som en politisk kraft; hvor tidsplaner, målinger og fakta er forståelige, men hjertets skjulte bud og modet til at kigge ud over fængslets mure ikke regnes for noget.
Den der har levet sig ind i Tolkiens verden, kommer ikke uforandret ud derfra, ligesom det går med menneskene i folkeviserne, der begiver sig ind i elvernes verden.
Lad os håbe at de menneskestrømme, der vandrer ind i Imperial, Cinemax og alle de andre biografer for at rejse til Midgård, tager fangens flugt ud af et fængsel der kun forstår magtens sprog.

*J. R. R. Tolkien: Tree and Leaf. London: Unwin Books, 1964
*J. R. R. Tolkien: The Fellowship of the Ring. London: Allan and Unwin, 1966
*John Milton: The Works of John Milton. Wordsworth Editions Ltd. 1994

*Peter Edelberg er stud. mag. i historie ved Københavns Universitet

APROPOS
Bogen bag filmen
*Onde tunger kalder Tolkiens Ringenes Herre en monstrøst for lang version af børnebogsklassikeren Mis med de blå øjne, som på samme måde beskriver en endeløs vandretur til en bedre verden, blot meget sjovere og kortere. John Ronald Reuel Tolkien (1892 -1973) var født i Sydafrika, gjorde tjeneste under Første Verdenskrig, fra 1925 professor i old- og middelengelsk ved Oxford University. Hans berømmelse skyldes dog forfatterskabet om eventyruniverset Middle-Earth (Midgård). Hobbitten (1937) og trilogien Ringenes Herre (1954-55) udkom på dansk 1969-70 og blev kult i 1970’erne. mlk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her