Læsetid: 2 min.

Solidaritet set gennem navlen

Måske er vi slet ikke så individuelle og forskellige, som vi går og tror
Debat
26. januar 2002

Filosofi
Den 18. januar interviewes Henrik Kaare Nielsen om sin nye bog Kritisk teori og samtidsanalyse. Det meget spændende perspektiv Kaare Nielsen anlægger her er, at samtidens meget omtalte individualisme ikke nødvendigvis er direkte forbundet med egoisme. Vi er m.a.o. ikke blevet narcissister, vores fællesskabsformer er blot skiftet – eller er i færd med at forandres – fra at være baseret på kollektive bevægelser til nu at basere sig på enkelte individer. Det lyder jo meget forjættende, men jeg tvivler på, at det er det hele billede.
Det er selvfølgelig rigtigt, at vi er sociale væsener, og at vi formodentlig altid vil søge at opbygge nye fællesskabsformer, når de hidtidige bryder sammen. At vi nødvendigvis søger det andet menneske for selv at blive til. Eller helt kort, at identitet er en relationel størrelse – at selvet ikke er en monade, for nu at bruge et sjovt ord.
Men selve den indbyggede eksistentielle relation til andre sætter jo ikke i sig selv andet end rudimentære rammer for samværet. Det, der kendetegner de svindende fællesskabsrammer, er eller var, at de var værdiorienterede på en måde, så de passede ind i det omgivende samfund, der således også normativt set udgjorde en organisme af en slags.

Sårbarhed følger med
Formidlingen af de mellemmenneskelige relationer bliver, som Kaare Nielsen skriver, i stigende grad overtaget af marked, stat og civilsamfund. Sagt på en anden måde, er livsverdenen i tiltagende omfang ved at blive kultiveret – og kommercialiseret. Disse instanser er ikke meningsbærere på samme måde, så i den omtalte reorganisering af samfundsmæssige relationer er det overladt til individet selv at finde ud af, hvem det er og hvad det skal med sig selv.
Det er nok frihed, men det er også sårbarhed over for eksempelvis stærke og mere eller mindre usynlige kapitalkræfter. Hvorvidt dette frie individ er i stand til at reorganisere samfundsmæssige relationer, eller hvorvidt det er fanget i det »house of mirrors«, som Naomi Klein omtaler, det er spørgsmålet.
En ny verden bryder ikke frem af sig selv, og man skal nok passe på med at potensere individet og fraskrive sig muligheden for fremtidige nye ideologier (dette fuldstændige fy-ord) eller overordnede sammenhænge, der igen tør pege ud i fremtiden.
Det kunne være, at vi slet ikke er så individuelle og forskellige, som vi går og tror og at det, at vi går og tror dette, er det egentlige uheldige. Det kunne være, at når Henrik Kaare Nielsen slutter med at efterlyse en større mobilisering af solidaritet, så er det alligevel udtryk for, at individualitet hænger sammen med et perspektiv på tingene, der i noget omfang begrænser sig til en selv – altså en form for egoisme.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her