Læsetid: 3 min.

Spindoktor med illusioner

Listen over eksempler på Venstre-formynderi er lang. Det glemmer Ejvind Larsen
Debat
7. januar 2002

Selvransagelse
Ejvind Larsen lovede mig i Frie ord den 27. december svar på en række spørgsmål, som jeg stillede til ham i et indlæg den 24. december. Jeg venter stadig. Mens man venter kan man jo så bruge tid på at læse ledere forfattet af Ejvind Larsen den 31. december. I sin leder søger el at fortælle SF’erne Pia Olsen og Villy Dyhr, hvad de burde have sagt i et interview i Information få dage forinden.
Ifølge SF-fornyernes selvudnævnte spindoktor skulle de have sagt: Svaret på liberalisme er ikke bureaukratisering, men lokalisering. Derfor deres forslag om samarbejde med Venstre om decentralisering, selvstyre og selvbestemmelse.
Hertil kan siges mindst to ting. For det første, at det sagde PO og VD ikke. Tvært-imod var svaret på et af nyliberalismens mest markante udtryk, udlicitering, netop – udlicitering. Og i den megen snak om det forfærdelige i, at SF kræver flere penge til de ældre – altså formoder jeg en bedre pleje af vore ældre medborgere og mindre ned-slidning af det plejepersonale, som er storleverandører til skaren af førtidspensionister – fornemmer man endog en tilslutning til Anders Foghs skattestop.
Og for det andet – og det er det alvorlige: el kolporterer det synspunkt, at partiet Venstre faktisk repræsenterer et opgør med formynderi, bureaukrati og et reelt forsvar for personlig frihed og for det myndige menneske, der udfolder sig frit og lever efter egne valg.

Papegøje-Anders
Glemmer du Ejvind, så er vi andre der husker:
*Anders Fogh Rasmussens papegøje-agtige ’ja, ja og atter ja’ under valgkampen til den forgangne regerings terrorpakke, der må anses som et eklatant overgreb både på den personlige frihed og de politiske rettigheder.
*Venstres medvirken i gældende forlig omkring familiesammenføring. Regler som tilmed søges strammet yderligere og tildeler staten rollen som den, der bestemmer hvem man må – og hvem man ikke må – forelske sig i og danne par med. Et grovere overgreb på såvel personlig frihed som kærligheden og et større statsligt formynderi skal man da lede længe efter.
*Venstres medvirken til tvangsaktiveringspolitikken – iværksat af den forgangne regering. En politik, hvor det gælder, at et fravalg af statsmagtens sicillianske aktiveringstilbud er lig et tilvalg af egen mangel på et eksistensgrundlag. Og en politik, som Venstre givetvis vil videreføre – blandt andet ved at fortsætte den forgangne regerings usmagelige de facto-graduering af selve begrebet myndighedsalder i og med en social- og arbejdsmarkedslovgivning, der tildeler folk særlige ydelser (kontanthjælp, dagpenge) alt efter hvilken voksenalder, de har. Sådan som vi har set det med de halverede ydelser for unge under 25 år.

Total kodificering
*Og så er der jo udliciteringen. I Albertslund kommune har man fornylig kategoriseret hjemmehjælpen i 840 forskellige slags ydelser, alle udstyrede med hver deres ydelsesnummer. Denne total-
kodificering af ydelserne i den kommunale ældrepleje er selvsagt det første nødvendige skridt før en udlicitering. Men det er også en kendsgerning, at den samtidig reducerer plejepersonalet til kodificerede robotter, som leverer disse ydelser – og dermed fratager såvel hjælpere som vore ældre medborgere muligheden for selv at træffe valg og selv – på pragmatisk dag-til-dag-basis – at afgøre, hvordan hjælpen skal være. Udlicitering lægger således gift for såvel demokrati som for myndiggørelsen af os – som borgere og som ansatte.
Listen over eksempler på Venstre-formynderi kunne gøres meget længere. Kendsgerningen er vel at det eneste ’formynderi’, Venstre vil gøre op med, er det ’formynderi’, som omhandler, at også velbjærgede danskere og virksomheder skal betale skat, samt at man skal overholde færdselslove og arbejdsmiljølove. Men medmindre man vil gøre op dette ’formynderi’ er det nok begrænset, hvad der er kan foretages af opgør med formynderi i alliance med partiet Venstre.
Jeg venter stadig på at få at vide, hvad Ejvind Larsens
opgør med formynderiet be-
står i.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her