Kronik

Tæt på generalen

Hvorfra stammer den store forskel i mediedækningen af to gamle mænds gerninger?
7. januar 2002

Historisk set
De indviede i journalistikken taler om nærhedsprincippet som en rettesnor for, hvad der er vigtigt at orientere læseren, lytteren og seeren om. Princippet går, med et illustrativt eksempel, ud på, at to tyskere druknet ved Løkken har lige så stor nyhedsværdi som 20 tyrkere kvalt under et sammenstyrtet hus, som igen har samme nyhedsværdi som 200 døde ved et indenrigsflystyrt i Laos.
At nyhedens værdi altså afhænger af, i hvor høj grad en begivenhed er tæt på modtagerens livshorisont. Et nogenlunde objektivt kriterium for udvalg af nyheder kan man kalde det.
Noget tyder dog på, at der er langt flere subjektive elementer til stede i anvendelsen af dette princip, end det lader ane på overfladen, hvad en mindre analyse af de danske mediers dækning af to sammenlignelige retssager fra den store verden viser.
Indtil for kort tid siden var en gammel general fra Latinamerika i høj grad i nærheden i de hjemlige medier. I dag er Augosto Pinochet for en stund tilbage i æsken, men med garanti for at springe op, når der igen er nyt fra domstolene i Chile. Den gamle, efter egne lægers udsagn senile mand, kan i mellemtiden benytte tiden til at komme sig endeligt over en ufrivillig langvarig rejse til Europa.
I et andet latinamerikansk land længere mod nord, Guatemala, er en gammel general også genstand for de nationale domstoles opmærksomhed. Her i starten af juni blev der således anlagt sag mod denne general for ansvarlighed for folkemord. Navnet er Jose Efrain Rios Montt, nuværende formand for kongressen i Mellemamerikas folkerigeste land, og tilmed generalsekretær for landets største parti.
De to generaler har meget til fælles udover alderen, den militære titel og en retssag hængende over hovedet. Begge stod således i spidsen for deres hjemlande i kortere eller længere tid under den Kolde Krig. Pinochet i 17 år fra 1973, Rios Montt i 17 måneder fra marts 1982. Begge kom til magten ad mindre demokratisk vej, Pinochet ved at styrte en demokratisk valgt regering, Rios Montt ved at overtage magten fra diktatoren før ham. Og endelig har begge stadig deres at skulle have sagt i det hjemlige politiske liv, især sidstnævnte, der som nævnt sidder på indtil flere topposter.
Det vigtigste fællestræk er dog anklagen for menneskerettighedsforbrydelser i stor skala, anlagt ved de respektive landes nationale domstole, efter indledende forsøg på retssager ved europæiske domstole i begge d’herrers tilfælde.
I graden og omfanget af de forbrydelser, de er anklaget for, skiller vandene dog. Pinochets diktatur har omkring 4.000 liv på samvittigheden. Ofrene var fortrinsvis venstreorienterede intellektuelle, hvis kritiske røster der ikke var plads til i det nye Chile efter udraderingen af Salvador Allendes regering. Anklagerne går på politiske mord, forsvindinger og tortur.

Pinochet når dog kun den anden gamle general til sokkeholderne. Rios Montts diktatur har titusindvis af liv på samvittigheden, anslået 40.000. Anklagerne går her på vilkårlige massakrer, henrettelser og forsvindinger, med fuldt overlæg især begået mod den fattige mayaindianske befolkning. Forbrydelser, som derfor af FN er betegnet som folkemord.
To tidligere diktatorer fra to stort set lige store lande i Latinamerika overfor hinanden. Politiske mord overfor vilkårlige massakrer. En sluttet kreds af ofre overfor et helt folk af ofre. 4.000 overfor 40.000. Det burde være oplagt, hvem nærhedsprincippets pendul burde svinge ud til fordel for. Objektivt set.
Et par opslag i en af Danmarks mest anvendte avisdatabaser kommer dog til et andet resultat end hvad man således objektivt set kunne forvente.
Er søgningen på Chile og Pinochet, spytter databasen 828 henvisninger ud, godt fordelt på de danske aviser. Er søgningen indstillet på Guatemala og Rios Montt, er tallet 26, hvor cirka halvdelen kommer fra et enkelt dansk mindre dagblad.
For hver gang den gamle general fra Guatemala er i vælten, er hans kollega fra Chile altså det samme sted omtrent 32 gange, og oven i købet hos en større læserskare generelt. Med en anden sammenligning har der indtil nu været en artikel i de danske medier for cirka hvert 5. offer fra Chile mod hvert 1.500. offer fra Guatemala.
Hvorfor denne store forskel i mediedækningen af de to gamle mænds gerninger?
Hvilke trumfer har Pinochet haft på hånden eller i ærmet, som på så overbevisende måde har kunnet vinde spillet om den danske journalists, og dermed læsers opmærksomhed? Det må stikke dybere end at Pinochets land eksporterer godt med rødvin til de danske middagsborde, og at samme land har en genkendelig form på verdenskortet.

Iscenesættelse er alt, indhold intet. Måske skal en stor del af forklaringen findes i denne sætning. En gammel gentleman tager til hospitalsbehandling i udlandet, på et af Englands bedste privathospitaler, og finder pludselig sig selv invaderet i sygesengen af politifolk, anklagere og journalister. Senere kommer sygeplejersker og andre forsvarere til. Husarrest er pludselig dagsordenen, efter Pinochets forventning om et helt anderledes forum for genoptræningen. Og alt sammen på grund af en s..... spansk dommer, som ikke kunne holde nallerne væk fra juridiske muligheder for anlæg af sag på globalt plan, samt udlevering af anklagede fra andre lande.
Der er stof til en storfilm i dette plot. Og samtidig en lang storfilm, viser det sig, da Pinochets ophold i England bare fortsætter og fortsætter ganske som batteridrevne kaniner.
Rios Montts første fejl i spillet om adgangen til den danske læser er altså, at han ikke tog til Europa, hvor en sag faktisk også ventede på ham. Han havde garanteret ikke engang behøvet at være særlig syg for at tage af sted.

En anden af chilenerens trumfer var førstegangseffekten. Global ret har fået en helt ny betydning efter Pinochets sidste rejse til Europa.
Den gamle sandhed om, at generaler aldrig sover, da de hele tiden skal være på vagt for alle dem, der har en høne at plukke, har fået ny værdi. Og når førstegangseffekten først har været der, er der kun smuler tilbage til resten, deriblandt. Rios Montt, som her må lide den tort igen at blive sat til vægs af Pinochet.
Iscenesættelsen i Europa, og førstegangseffekten af det globale retssystem, kan altså forklare Pinochets forrang i den danske læsers bevidsthed langt hen ad vejen, hvis man også lægger en nævneværdig eksilchilensk befolkning, heriblandt journalister, i Danmark og den vestlige verden oven i hatten. Og det uden at slå knude på rimeligt objektive nær- og nyhedsprincipper.
De faktorer til Pinochets fordel kan dog ikke være hele forklaringen, det må kræve lidt mere at få Rios Montts trumf med de 40.000 ofre for folkemord spillet ham af hænde.
Den resterende goodwill til fordel for Pinochet skal vi finde i den danske journaliststand, det vil sige hinsides de mere eller mindre objektive kriterier.

Det første af Pinochets esser i denne henseende ligger i det, at den chilenske general i langt højere grad passer ind i journalistens præference for sort-hvid skelnen. En præference, som læseren ikke nødvendigvis deler. Eksemplet Chile passede og passer således godt ind i en skabelon for en typisk koldkrigskonflikt. Det gør eksemplet Guatemala også så nogenlunde, men der er en række uklare elementer, som gjorde og gør den mellemamerikanske konflikt så meget mere kompleks, at journalisten mener, at læseren ikke kan kapere kompleksiteten.
Ofrenes for Pinochets diktatur var således forsvarsløse intellektuelle uden andet våben i hånd end den spidse pen, måske suppleret med talenter for teatralske udfoldelser.
Tilmed var de venstreorienterede intellektuelle, hvad heller ikke talte til deres bagdel i starten af 70’erne, da forbrydelserne stod på, og da en stor del af den nuværende danske journaliststand skrev deres første artikler.
Ofrene for Rios Montts diktatur var derimod en eller anden mellemvare, som udover at tillade sig at dø i en mere borgerlig periode i den vestlige journalistik, starten af 80’erne, stod mellem to parter i en borgerkrig, militæret og guerillaen. De var en lus mellem to negle, er den mest almindelige journalistiske tolkning, en ganske almindelig civilbefolkning, som gjorde alt hvad de kunne for at undgå at involvere sig i konflikten, men som begge parter i borgerkrigen gjorde deres til, skulle involvere sig eller i det mindste tage klart stilling.
En kastebold har danske journalister altså langt sværere ved at forholde sig til end en boksebold. Man er jo selv lidt ude om at være kastebold, man kan jo bare lade være med at gå imellem, undskyld, befinde sig imellem de stridende parter.

Pinochets sidste es, måske den oppe i ærmet, som rydder det sidste af Rios Montts beholdning af jetoner i spillet om den danske læser af bordet, er dog journalistens hvide væsen.
Den intellektuelle chilener er næsten så hvid, som en tredjeverdensborger kan blive, når man tager hans oplysningsniveau og baggrund i raceblanding mellem spanske erobrere og indfødte indianere i betragtning. Modsat en analfabet mayaindianer, og måske tilmed kvinde. Mere fjerdeverden kan man næsten ikke blive.
Alt i alt er det altså ikke så mærkeligt, journalistikkens objektive og subjektive kriterier for nyheder og nærheder i erindring, at Augosto Pinochet, den ene gamle latinamerikanske general, så eftertrykkelig får sit kontrafej slået fast i den danske offentligheds bevidsthed af de danske medier, i forhold til den anden gamle latinamerikanske general, Jose Efrain Rios Montt.
Den forklaring bliver man dog ikke mere oplyst af som læser.

*Peter Sig Kristensen er stud. mag. i etnografi og socialantropologi, og aktiv i solidaritetsorganisationen Mellemamerika Komiteen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu