Læsetid: 4 min.

I alles interesse

Regeringen vil i sagen om Public Service Rådet hverken høre på eksperter eller på befolkningen
15. februar 2002

Råd
Kulturministeren har besluttet at nedlægge Public Service Rådet kun godt et halvt år, efter at det blev oprettet, og altså inden nogen seriøst kan udtale sig om dets betydning. Den officielle begrundelse for beslutningen, nemlig at rådet er overflødigt, kan derfor ikke tages alvorligt.
I Politiken den 12. januar kommer ministeren da også med en anden forklaring, som imidlertid ikke er mindre usaglig.
Han siger her, at han »hele tiden har ment, at Public Service Rådet var meningsformynderi«, og tilføjer: »Jeg synes ikke, at der er behov for et meningspoliti, som siger, at tv og radio skal opføre sig sådan og sådan«. Udtalelsen er ikke bare pinligt uinformeret, men også en fornærmelse af et råd, som har brugt tid og kræfter på at løse en helt anden opgave end den, ministeren taler om. Af lovgivningen fremgår nemlig, at Public Service Rådet alene er et rådgivende organ, der samler mediefaglig ekspertise på public service-området.

Vilkårlighed hærger
I sit arbejde har rådet lagt vægt på en videnskabelig funderet faglighed, ikke blot fordi det er nødvendigt, når man skal forholde sig analytisk til public service-medierne, men også for netop at undgå den form for vilkårlige smagsdomme, som hærger mediedebatten.
Public Service Rådet er ikke en tilfældig politisk opfindelse, men har baggrund i behov, der er opstået som følge af de senere års medieudvikling. Da TV 2 kom til i 1988, og Radiorådet forsvandt, fik public service-medierne langt større frihed end før, men til gengæld blev den offentlige kontrol med dem svækket.
For dog at opnå en vis indsigt i, hvordan DR og TV 2 forvaltede deres opgave, blev de pålagt hvert år at offentliggøre ’public service-regnskaber’, som belyser, hvordan de programmæssigt har levet op til lovgivningens krav. Fordelen ved denne fremgangsmåde er, at man overlader det til DR og TV 2 selv at fortolke lovkravene, så man undgår direkte politisk styring. Problemet har til gengæld været, at regnskaberne reelt ikke har haft nogen betydning, fordi ingen har forholdt sig seriøst til dem.
De er enten blot blevet taget for pålydende eller er blevet affærdiget som PR-virksomhed fra public service-mediernes side.
Public Service Rådet blev oprettet for at sikre en uvildig og saglig ’revision’ af ’public service-regnskaberne’ som baggrund for en efterfølgende kvalificeret offentlig debat om public service-medierne.

En svækkelse
Vi ved godt, at hverken DR eller TV 2 har været glade for Public Service Rådet, fordi de har set det som politisk indblanding og i øvrigt helst ikke vil kigges efter i kortene. Det er dog tvivlsomt, om de skal glæde sig over, at rådet forsvinder, da det meget vel kan komme til at betyde, at public service-medierne svækkes, også selv om det hverken er kulturministerens erklærede hensigt eller DR og TV 2’s ønske. Public service-mediernes fortsatte eksistens bygger nemlig i høj grad på, at de er i stand til at legitimere sig ved at dokumentere, at de lever op til de krav, der stilles til dem.
Ellers vil kommercielle konkurrenter med støtte i EU’s konkurrencelovgivning kunne hævde, at de udøver unfair konkurrence.
Af EU-kommissionens nyligt fremsendte »meddelelse om anvendelse af statsstøttereglerne på public service radio- og tv-virksomhed« fremgår, at forudsætningerne for, at public service-medierne kan modtage offentlig støtte (licensmidler), er, at public service-opgaven er klart defineret, og at der findes »en myndighed eller et udpeget organ«, der kontrollerer, at opgaven varetages. »Et sådant organ«, hedder det videre, »kan kun udfylde denne rolle, hvis det er uafhængigt af den omhandlede virksomhed«, hvorfor den altså ikke kan lægges i hænderne på DR og TV 2’s bestyrelser.

Må opfinde et nyt organ
Public Service Rådet kunne have varetaget denne opgave, og det er derfor ikke usandsynligt, at kulturministeren snart bliver nødt til at opfinde et nyt organ med tilsvarende beføjelser.
En anden side af public service-mediernes legitimering består i, at de imødekommer de krav, som befolkningen stiller til dem. Det er klart, at seere og lytteres mediebrug er en vigtig indikator, men det er naivt at tro, at public service-medierne i længden kan overleve ved blot at sende, hvad publikum efterspørger. Det er nødvendigt, at befolkningen har forståelse for, hvad public service vil sige, og hvad den slags medier betyder for samfundet.

Velinformeret debat
Skal en sådan forståelse udbredes til andre end de i forvejen indforståede, fordrer det en velinformeret offentlig debat.
Public Service Rådet kunne som uafhængigt organ have bidraget til dette, og når man nu nedlægger det, lukker man derfor ikke bare munden på en håndfuld eksperter, men beder på forhånd befolkningen om at klappe i. Regeringen vil altså i denne sag hverken høre på eksperter eller på befolkningen, men vil åbenbart forlade sig på sin egen vurdering.
Tilbage for os står kun at ønske kulturministeren held og lykke med opgaven!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu