Kronik

Amdis vingefang og den gule spand

Teorien om Tvind som en god idé, der løb af sporet, er belejlig for alle, der engang var fascineret af Tvind. Men Tvind, Amdi Petersen og den gule spand til pengene har lignet sig selv fra begyndelsen
20. februar 2002

Tro & Filosofi
Sociologen Max Weber stillede det ikke uinteressante spørgsmål, hvordan nogle får magt over andre mennesker. Han skelnede mellem tre måder at berettige magt på: Et legalt herredømme, sådan som det udøves af en virksomhedsleder eller en valgt politisk leder, et traditionelt herredømme, som i tilfældet en stammehøvding eller en hersker i et feudalt system, og endelig det karismatiske herredømme.
Hvis Weber havde kendt Mogens Amdi Petersen ville han ganske givet have brugt ham som et klokkerent eksempel på det sidste. I henhold til Webers definition styrer den karismatiske leder i kraft af en affektbestemt hengivenhed for herskerens person og hans nådegaver. Sai Baba hører til samme kategori, mens Peter Brixtofte er en mellemting mellem en legal og en karismatisk leder.
Amdi Petersen har ikke beklædt nogen officiel post inden for Tvind siden 1979, dvs. at han ikke har noget legalt herredømme. Anklagemyndigheden er nu i gang med den meget vanskelige øvelse at bevise, at han trods sin officielle status som menig i virkeligheden har haft afgørende indflydelse på de økonomiske beslutninger, der er truffet af bestyrelsen for Tvinds humanitære fond.
Muligvis vil det endelige anklageskrift også strække sig endnu videre. Ingen med kendskab til Tvind er i tvivl om, at han har haft den egentlige magt, men det er straks vanskeligere at dokumentere, så det holder for en domstols mere formalistisk orienterede blik.
Amdi Petersen er en slags guru for medlemmerne af det, der kaldes Tvinds Lærergruppe. Til trods for sin ureligiøse og politiske ideologi ligner Tvind en sekt. CITAT Den opsluger sine medlemmer fuldstændig. Det er en pakkeløsning, der tilbyder tryghed, mening med livet, venner, kost og logi.
Lærergruppen er eksklusiv i den forstand at der kun er plads til dem, der vil ofre sig helt for fællesskabet. Mange er stået af allerede ved det første introduktionsmøde, men en lille rest er så tiltrukket af dette fællesskab, at de tager springet ind i Tvind. Tilhørsforholdet bestemmes ikke så meget af erkendelse, som af en næsten religiøs omvendelse. De taler gerne om at man skal blive et nyt menneske.
Afsløringerne af Tvinds luksuslejlighed i Florida for nylig kan forlede til at tro, at Tvind i virkeligheden handler om fordækt berigelseskriminalitet. Det ville være ganske belejligt, hvis det forholdt sig sådan, for så er det jo til at forstå for alle os, hvis væsentligste motivation for at gå på arbejde er lønnen. Men man bør tage idealismen alvorligt. Den er drivkraften for alle de menige arbejdsbier.

Tvindmøllen blev manges indgang til Tvind. Byggepladsen blev et regulært tilløbsstykke, hvor alle fik lov til at give en hånd med, og mange så møllen som det væsentligste konkrete argument imod atomkraften. Alle var ved at revne af stolthed, da den sidste vinge blev monteret. Thorkild Bjørnvig skrev ved indvielsen et patetisk digt om dens kerubiske vingefang, der bredte sig som et udtryk for folkets oprør mod industrialismens uvæsen. Møllen har aldrig kørt for mere end halv kraft. Dens effekt var først og fremmest dens propagandaværdi, og Amdi Petersen blev hyldet som den store idémand, mens kollektivet tog æren for det praktiske.
I virkeligheden var Amdi Petersens oprindelige ide ubrugelig, og møllen var aldrig blevet bygget hvis det ikke var for den hjælp, som den tvindske folkekommune fik fra repræsentanter for forsøgscentret ved Risø og DTH.
Den nu afdøde tidligere ombudsmand Lars Nordskov Nielsen sagde ved en lejlighed, at et retssamfund er kendetegnet ved gennemsigtighed og forudsigelighed, dvs. at magtfordelingen er klar og at det står klart, hvad der er lovligt og hvad ikke. Man må f.eks. ikke dømme med tilbagevirkende kraft. Man kan sige, at Tvind som organisation er kendetegnet ved det modsatte, nemlig uklarhed og vilkårlighed. Ledelsesstilen kan man kalde management by terror.

Amdi Petersen er frygtet og berygtet for sine pludselige udfald – og indfald for den sags skyld.
Han rejser verden rundt – han var i transit fra Afrika til Mexico, da han blev taget af politiet i Los Angeles – og besøger Tvinds skoler og virksomheder. Overalt mødes han med medlemmer af Lærergruppen og udstikker retningslinierne for den evige vandring mod horisonten. Han er charmerende og brutal, og ingen ved, hvornår han er hvad. Fornemmelsen af at være overvåget er konstant. På den måde holdes alle hen i frygt, usikkerhed og hengivenhed.
Beslutningsprocessen bygger på »retten til at være enige«, som man siger. Selv private spørgsmål som sygdom, børn og parforhold bliver overladt til fællesskabets beslutning.
Det vil i praksis sige at man holder maratonmøder, hvor Amdi Petersen i kraft af sine talegaver og udholdenhed er dominerende. Medlemmerne af Lærergruppen lever i en verden af overarbejde og søvnunderskud, der gør dem mere sårbare for manipulation, men det er ikke hele forklaringen. Amdi Petersen kan få folk til at gøre de mest utrolige ting alene på baggrund af sin personlige udstråling.
Det er meget vanskeligt at sætte sig ind i de psykologiske mekanismer, der får folk til at udholde dette tyranni. Det omtales af tidligere medlemmer af Tvind som en forelskelse og indmeldelsen i Lærergruppen som et forpligtende ægteskab. I så fald er der tale om samme psykologiske mekanisme, der får kvinder til at blive hos voldelige ægtemænd. Trygheden er væsentligere end den personlige integritet.
Det bliver ofte gentaget, at Tvind har udviklet sig fra at være et frodigt pædagogisk eksperiment til en kapitalistisk sekt-lignende organisation. Journalister og debattører øser af billedsprogets rigeste kilder, når de skal beskrive denne påståede udvikling fra Maos lille røde til Amdis sorte Mercedes eller hvad de nu ellers finder på.
Teorien om Tvind som en god idé, der er løbet af sporet, er ret belejlig for den store gruppe af mennesker, der engang var fascineret af Tvind. Hvis de kan godtgøre, at Tvind var godt nok dengang og noget skidt nu, har de jo haft ret hele tiden. Det samme gælder i øvrigt afhopperne, når de skal forsøge at forklare, hvorfor de overhovedet gik ind i Tvind.
Men Tvind og Amdi Petersen har lignet sig selv fra begyndelsen. Allerede tidligt var der kritik af ledelsesformerne, f.eks. i form af en kronik i 1971 i denne avis. Det var dog først senere, at omverdenen var parat til at lytte til denne kritik. Det skete med en anden kronik også i Information i maj måned 1978.

Denne kritik forplantede sig lynhurtigt til den øvrige presse, og siden har det været rutine at skrive skandalehistorier om skolesamvirket. Efter 1978 var tidsånden imod Tvind, men det skyldtes altså, at tidsånden havde ændret sig. Tvind er den samme – blot større.
Dengang i 1970 kunne Tvind åbent reklamere med sit kollektivistiske princip. Det stod tydeligt beskrevet i det informations- og reklamemateriale, som Tvind selv producerede. Den borgelige romantiske kærlighed og parcelhus-tosomheden blev nedgjort sammen med individualismen. »Palle var alene i verden, vi andre er her sammen!« var et meget brugt slogan. I dag er offentligheden ikke så modtagelig for den slags, så Tvind går lidt mere stille med dørene.

Fra begyndelsen skød alle deres penge i en gul spand, og kollektivet brugte derefter pengene til at styrke og udvide organisationen, de første år ved udbygning af skolerne i Ulfborg. Siden blev den gule spand omskabt til sindrige fonde, der havde til formål at opkøbe skoler og jord i hele verden. Princippet er det samme.
Amdi Petersen har heller ikke ændret sig. Tvind var aldrig blevet til noget, hvis det ikke havde været for hans karisma og hans gennemslagskraft. Han blev nægtet fast ansættelse på en skole i Næsby ved Odense i 1965. Syv år senere var han forstander for et seminarium, som han selv havde grundlagt. Han kunne få tingene til at ske og han brugte den magt, han havde over folk.
Han kunne tale om, hvordan ikke alene skolesystemet, men hele verden skulle reformeres. Han går ikke i små sko og bryder sig ikke om små menneskers små problemer. Han tænker stort. Skal der være en vindmølle, så lad det være verdens største. De folk, der nu vil spærre ham inde, er blot nogle snæversynede bureaukrater, der ikke har forstået omfanget af hans visioner, mener han. Og hans tilhængere tror på ham.
Amdi Petersen fik faktisk virkeliggjort noget af sin globale plan. Tvind har i dag aktiviteter på alle kontinenter undtagen Antarktis. I det sydlige Afrika driver Tvind mange skoler og omsætter for millioner af dollars i brugttøjshandelen.
Det ligner en ganske almindelig koncern, men dengang som nu er pengene kun et middel til fortsat ekspansion, rekruttering af endnu flere disciple, og målet er omvendelsen af hele verden.
Det er en naturlig fortsættelse af de store drømme, der blev drømt på Fanø og i Svendborg, hvor Tvind begyndte i 1970. Ledelsen er forklædt i jakkesæt og business-class billetter, for det er der jo råd til, men deres måde at forvalte den tillid, der er dem betroet, er ikke anderledes i dag end dengang de overtalte langhårede entusiaster til at smide deres penge i en gul spand.

*Jes Fabricius Møller er historiker, ph.d.-studerende på Københavns Universitet. Han udgav i 1999 bogen ’På Sejrens Vej – historien om skolesamvirket Tvind og dets skaber Mogens Amdi Petersen’

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu