Kronik

Blandt de savnede

’Vores land har reageret med frygt, spørgsmål og enhed’, skrev min svoger tilbage, vredt og kort. Jeg, en eksil-amerikaner, forstod det først i New York, da de savnede smilede ud mod mig: Hvor er mor?’
9. februar 2002

Lørdagskronikken
Det første jeg ser er alle flagene. Røde-hvide-blå bannere, Stars and Stripes. Overalt. På T-shirts, skilte, plakater, aviser, i butiksvinduer, i fjernsynet, i reklamer.
Det er i slutningen af november måned, og jeg er tilbage på familiebesøg i min hjemby, Longmont i staten Colorado. Flagene hænger fra verandaerne på næsten alle ejendomme i mine forældres kvarter. Jeg bemærker flere flag på mine korte køreture gennem min barndoms by. Og dog er det ikke en af disse nationale helligdage, hvor amerikanerne normalt stiller deres nationalfarver til skue.
Bemærkelsesværdigt er også, at mange biler er udsmykkede med et eller to plasticflag fastgjort til radioantennerne. Det ligner en diplomatisk procession på hver eneste vej og motorvej, bortset fra at ikke kun limousiner deltager, men også sportsvogne, familiebiler, firhjulstrækkere, pick up'er, stationcars – alle samme uden diplomater og politieskorte.
Jo, alting er som jeg havde forventet det ville være efter den 11. september. Ikke blot flagene og den patriotiske stemning, men også min egen reaktion på det hele: En blanding af kynisme, undren og frustration. Før mit besøg i USA havde jeg følt mig forvisset om, at jeg ville være i stand til at bevare et nøgternt og distanceret blik på situationen, sådan som jeg har kunne det fra Danmark. Jeg skal love for, at jeg tog fejl.
Som amerikaner boende i udlandet har jeg med en blanding af gru og fascination set til, hvordan begivenhederne har udviklet sig siden ’nine-eleven’, som 11. september nu hedder i folkemunde i USA. Jeg er stærkt kritisk over for den måde, som præsident Bush og hans stab har håndteret situationen på og føler skam over, at så mange amerikanere insisterer på at forveksle den demokratiske ret til at protestere imod vores regering med mangel på patriotisme.
Hvad vil det sige at være patriotisk? Jeg kan stadig nynne de nationale hymner, jeg hørte hver dag ved flagceremonierne i Ben Delatour’s drengespejderlejr, hvor jeg som teenager arbejdede et par somre. Det kan stadig give mig kuldegysninger, når menneskemængden under en baseball- eller football-kamp afsynger »The Star Spangled Banner«, USA’s nationalmelodi. Og jeg har ikke tal på alle de gange, jeg har forsvaret USA imod verbale angreb fra danskere og andre fremmede, som kun kender mit land fra tv-nyhederne, McDonald’s og Ricki Lake.
Efter terrorangrebene mod World Trade Center og Pentagon føler jeg mig på håbløs afstand af mine venner og familie i USA. Hvad værre er, er det gået op for mig i løbet af de seneste måneders email-korrespondance, at jeg og dem i spørgsmålet om USA’s antiterrorkrig befinder os på hver vores side af en voksende meningskløft.
Efter præsident Bush’ tale til nationen i midten af september skrev min kone Anette nogle af vores synspunkter i en email til familiemedlemmer i USA: »Vi ønsker, international retfærdighed, ikke hævn. USA havde hele verdens støtte bag sig efter terrorangrebene. Men nu… siger USA, at enten gør I, som vi vil, eller også er I på terroristernes side. Det kan vi ikke acceptere.«
Der kom kun ét svar, fra min svoger. Det var kort, bestemt og mellem linierne stærkt afvisende. Og meget atypisk for ham, da vi som oftest har haft samme politiske anskuelser. »Jeg ved meget vel, at USA ikke er noget perfekt land, og at Bush-regeringens udenrigspolitik på flere punkter er dybt problematisk,« skriver han. »Den tragiske begivenhed fandt sted her i Amerikas Forenede Stater. Vores land har reageret med frygt, spørgsmål og enhed… der er en stærkt anspændt og følelsesladet stemning her. Folk siger, at begivenheden ikke vil gøre nogen forskel i vores daglige tilværelse, men det har den allerede gjort, og det er uigenkaldeligt. Måske er vores aktuelle email-debat malplaceret og utidig. Vi foreslår, at vi bliver enige om at være uenige om nogle af vores synspunkter vedrørende hvad der er sket her i USA, vores fædreland og hjem.«
Jeg var forbløffet. Jeg betragter stadig USA som mit hjemland, men jeg forstår også, at jeg ikke længere befinder mig dér. Dette er vigtigt at holde sig for øje, for der har i Danmark ikke i noget sammenligneligt omfang været tale om samme kollektive frygt og spænding som i USA siden 11.9.
Samtidig med at min familie måtte udholde en 24 timers døgndækning i medierne af ’nine-eleven’, måtte jeg nøjes med opdateringer time for time i Danmarks Radio – hvis ellers de danske journalister var af den opfattelse, at der var tilstrækkeligt interessante nye udviklinger.

Radiostationerne i USA spillede derimod Lee Greenwoods klæge »Proud to be an American« forfra og forfra igen. I Jantelovens beskedne Danmark ville jeg aldrig turde sige sådan, igen og igen i fuld offentlighed, og for mig står det som utænkeligt, at en dansk radiostation igen og igen ville spille en lignende dansk sang om ’dansk stolthed’ i radioen.
Min veninde Jeanne, som bor i Pittsburgh i staten Pennsylvania, beklagede sig midt i oktober i en email til mig over FBI’s advarsler til amerikanske borgere om at være i højeste alarmberedskab.
»Vær forsigtig, men fortsæt med jeres daglige gøremål,« lød det officielle budskab. Jeannes mand, som er dansker, fortsatte således med at gå på arbejde, trods to tilfælde af miltbrandalarm på det laboratorium, hvor han har sit job. »I gamle dage kunne jeg blive nervøs for at blive overfaldet på gaden af bandekriminelle bøller. I dag er det virusangreb og bilbomber, der gør mig bange,« skrev Jeanne. »Alt hvad jeg ved, er, at mine børn aldrig kommer til at vokse op og føle sig ’fri’ på samme måde, som jeg gjorde.«
Mit ophold i Colorado bekræftede min værste anelser, begyndende med det umådeholdne flagorgie. Før forfilm og kommercielle reklamer viste biografen en ’reklame’ for USA. På baggrund af et roligt bølgende flag sås forskellige scener af hårdt arbejdende, lykkelige amerikanere af forskellig etnisk baggrund og alder. Samtidig kørte »America the Beautiful« som underlægningsmusik. Jeg har normalt let ved at svømme hen over den slags sentimentalitet, men denne aften kunne jeg ikke lade være med at krumme tæer over, hvor manipulativt og aparte dette indslag forekom i lyset af præsident Bushs militærdomstole og den massive, meningsløse ødelæggelse i Afghanistan.
Men så besøgte jeg New York, og min verden blev på ny vendt op og ned. Det, som var blevet mit barske distancerede europæiske syn på situationen, gled langsomt over i andre totalt uventede følelser og tanker. Mit første stop var Grand Central Station. Midt i en af de travle gangtunneller rejste en tre meter høj plakatsøjle sig med fotos af ofrene fra WTC. Ud for hvert billede stod inskriptionen, enten med computerskrift eller skrevet i hånden: ’SAVNET’ – Derefter fulgte personens navn, alder, højde, vægt og blodtype. Familier og venner havde i dagene efter angrebet fortvivlet efterlyst deres kære i håbet om, at de alligevel ikke var blandt de dræbte.
Savnet: En kvinde fra Den Dominikanske Republik. Et telefonnummer, folk kan ringe til, hvis nogen skulle se hende. Savnet: En japansk forretningsmand. »Ring venligst til familien, hvis nogen ved noget. Han bærer et halssmykke, der ser ud som dette.« Savnet: »Hjælp os venligst med at finde Sam« står der på et opslag med et billede af en 20-årig pige, der ligger i afslappet positur på en seng. Hun har et blændende varmt smil. »¿Dondé está mama?« står der på et andet opslag med informationer om en kvinde fra Panama, som talte i telefon med sin mor på 104. etage i et af tvillingetårnene. »Jeg er nødt til at lægge på nu. Alting styrter ned omkring mig,« var hendes sidste ord. Savnet. Savnet. »Savnet: José, tårn 1, 92. etage. Lociento mucho, mi hermano« står der skrevet med blyantsskrift. Savnet.

Jeg tænker på min kone og søn i Danmark og mærker pludselig følelserne vælde op i mig. Mine øjne fyldes af tårer. Ansigter smiler og kigger ud fra denne plakatstander. Rundt omkring hænger smukke japanske papirfigurer, og hist og her ses også sentenser som »God Bless America« og små amerikanske flag. På en eller anden måde antager disse flag en helt ny betydning. Jeg ser ingen tegn på hævn, had eller vrede her. Her er ingen slagord om Afghanistan og bin Laden her. Kun dyb sorg. »Har du set min elskede?« En kvinde fra Ecuador. Savnet.
Folk, der passerer forbi, gør hold med deres kufferter og mapper og kigger på væggen af ansiger. »Jeg kan ikke klare det, jeg kan ikke klare det,« siger en kvinde og går skyndsomt videre på høje klikkende hæle.
Senere tager jeg subway'en til Fulton Street. Jeg spekulerer på, hvilken opgang jeg skal vælge for at komme til ’Ground Zero’, som det sted, hvor WTC lå, nu kaldes. Jeg går op på gaden og dér ser jeg det. Bag en afspærring blot en enkelt husblok borte tårner en dynge forvredne metalstivere op, måske otte etager høj. Den nederste skal af en mur står stadig med et mønster i sin struktur, der er katedralagtigt og gyseragtigt smuk i den sene eftermiddagssol. En ejendommelig støvet lugt af brændt cement kommer og går med den lette vind.
En stadig strøm af mennesker – ingen siger noget – stopper op for at se. Deres ansigtsudtryk er dystert højtideligt. Enkelte tager fotos. Et par i 60’erne, der er klædt som skulle de til fin middag, standser op som lamslåede. Kvindens øjne er fyldt med tårer. Et skilt over dem meddeler ’Ingen parkering’. Halvdelen af det er dækket med gråt støv.
Foran en butik ved barrikadens udkant er en stander med postkort, der skildrer det amerikanske flag og World Trade Center i forskellige stemningsversioner. Et for fire dollar, tre for ti.
Jeg går hen til et andet udsigtspunkt, hvor flere tungsindige mennesker stirrer på en hob murbrokker bag endnu en plakat over savnede. En kran svinger en tung vægt mod en næsten helt nedreven bygning og fremkalder en sky af støv og stenfragmenter. To store gravkøer griber fat i forvredne jernstykker og dumper dem ned i en ladvogn.

Disse rester af tvillingetårnene, fortæller min veninde Maria mig næste dag, bliver lastet over i en pram i East River og sejlet bort. Maria kan se dette arbejde hver dag fra sin kontorbygning, otte blokke fra Ground Zero. »Det er hårdt at se på det hele tiden og blive mindet om katastrofen. Man ønsker kun at slå det hele ud af sit hovede,« siger hun.
Maria og jeg besøger Empire State Building. Ikke overraskende er der ingen turistkø. Vi køber en billet til toppen og tager elevatoren til det åbne observatorium på 86. etage, hvorfra vi har en udsigt over hele byen. Er det kun mig, eller hængder der en støvsky af bedrøvelse over alt?
Tilbage på gaden bliver min opmærksomhed fanget af noget over mit hovede – et passagerfly flyver hen over New York. Jeg var ikke klar over, at de stadig måtte det. Min mave gør en synkebevægelse. Flyet forsvinder ud af syne og jeg lytter efter et brag. Jeg hører intet. Jeg spekulerer på, hvornår sirenerne vil lyde.
Vi går til Rockefeller Center, hvor Marias mor arbejder. Skøjteløbere flokkes på en isbane. De skøjter rundt og rundt. Skøjtebanen er omgivet af omkring 60 flagstænger. Normalt, fortæller Maria mig, er der flag fra mange forskellige nationer her. Men denne aften ses kun det amerikanske flag hænge fra hver eneste stang. Jeg tænker på alle de savnede og forbløffes over min egen følelse af dyb sorg, som jeg slet ikke havde forventet på dette besøg.
Mit fly tilbage til Danmark flyver fra Newark samme aften. Det er en smuk, skyfri nat. Flyet letter og inden længe flyver vi langs Manhattans vestkyst.

Hudson-floden ses som et sort bånd, mens skyskrabere lyser op som orange, grønne og røde lyspunkter. Pludselig synes jetdyserne at sætte ud. Min mave laver igen en synkebevægelse. Hvad sker der?
Jeg bliver for et øjeblik distraheret af synet ud af vinduet. På den sydlige del af Manhattan-øen er der et gabende hul blandt bygningerne. Det er oplyst af store lysstandere som dem man ser på fodboldstadioner: Ground Zero. Vi svæver stille over byen. Pludselig kommer lyden fra jetmotoren tilbage og før jeg ved af det er øen ude af syne, og fortrængt af række på række af orange lys fra forstæderne forneden.
Jeg stirrer ud på lysmønstrene i mørket og det går op for mig, at de blafrende flag og den amerikanske patriotisme, som jeg for nylig var så forbeholden overfor, måske ikke er så slem endda.
Jeg er stadig lige så kritisk som før over for den måde, præsident Bush fører sin ’krig mod ondskaben’, og jeg er stadig af den opfattelse, at amerikanere i mange tilfælde er gået til hysteriske yderligheder af patriotisme.
Men i sidste ende fik begrebet en ny betydning for mig, da jeg opholdt mig blandt de ’savnede’ i New York.
Måske handler patriotisme ikke så meget om at støtte en krig eller en bestemt politiker. Og måske drejer den sig ikke så meget om at følge trop i forhold den almindelige konsensus og være bange for at give sin uenighed til kende. I stedet handler det måske om forståelse, og om at bevare et åbent sind over for andres frygt og sorg, række en hånd ud og knytte bånd.
Flaget er en god påmindelse om dette. Hør, det er næsten som om, Stars and stripes lige nu signalerer til mig, at »vi er alle sammen om det her.«

*Jack Jackson er freelancejournalist bosat i Århus.

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu