Kronik

Børn og døden

’Hvis jeg kunne, ville jeg gøre den levende igen,’ siger Pippi sørgmodigt om en død fugleunge. Og netop livets og dødens store spørgsmål er det, Astrid Lindgren tog op i sit forfatterskab
6. februar 2002

Tro & Filosofi
Med Astrid Lindgrens død har vi mistet en stor børnebogsforfatter Hun fortalte ikke bare morsomme og spændende historier, men hendes fortællinger behandlede også tilværelsens store spørgsmål, så børn kunne forstå det. Medmenneskelighed, livsmod og kærlighed. Også døden er et ofte forekommende tema i hendes forfatterskab. Men handler Brødrene Løvehjerte egentlig om døden?
Astrid Lindgren skrev sjove, idylliske og dramatiske fortællinger. Så man fik smil på læben, tårer i øjnene og tryghed i hjertet. Men når hendes fortællinger blev så elskede, var det fordi de samtidig behandlede tilværelsens store spørgsmål: Liv og død, fortvivlelse og livsmod, medmenneskelighed og svigt, kærlighed og had. Alle de store spørgsmål behandles på en måde, så barnet kan identificere sig med det, og den voksne bliver klogere. Aldrig med løftet pegefinger og færdige svar, men så læseren bliver inddraget.
Astrid Lindgren sagde i moden alder: »Man skal leve sit liv, så man bliver ven med døden.« Man skal nok være over 90 år for at kunne vurdere sandheden i det udsagn. Men Astrid Lindgrens forfatterskab udmærker sig først og fremmest ved, at det formidler livsmod. Der er et underlæggende livssyn, hvor kærligheden til livet lever side om side med, at døden realistisk ses i øjnene.
Astrid Lindgren selv mistede sin mand allerede efter 21 års ægteskab. Han døde i 1952 efter nogle års sygdom. Da var Astrid Lindgren 44 år gammel. l disse år var Astrid Lindgren umådelig produktiv. Hun skrev de idylliske bøger om børnene i Bulderby. Detektivromanerne om Kalle Blomkvist og småfortællingerne om Kitte Kry og andre børn blev til i denne periode. Den store og alvorlige roman Mio, min Mio var ved at blive til. Også de i dag næsten ukendte pigebøger om den livsglade Katy er fra disse år.
Den tredje af bøgerne, hvor Katy er blevet gift og har fået barn, slutter med det, der kunne kaldes Astrid Lindgrens credo: »Min søn ligger i min arm. Han har sådan nogle små, små hænder... Hvilket mirakel er den ikke, den lille hånd .... Derfor siger jeg dig, min søn, at jorden er et godt sted at leve, og at livet er en gave – tro aldrig på dem, der prøver at fortælle dig noget andet! Det er sandt, at livet også kan være svært. ... Jeg kunne give mit hjerteblod for dig, men jeg kan ikke fjerne en eneste af de sorger, der venter dig. Alligevel siger jeg dig, lille barn, jorden er menneskets hjem, og det er et underfuldt hjem. Måtte livet aldrig blive så vanskeligt for dig, at du ikke forstår det! Gud bevare dig, min søn!« (Kati i Paris, 1953)
Her møder vi den grundholdning, som findes overalt hos Astrid Lindgren. Livet er en gave – en stor og en god gave. Og derfor også noget, der skal behandles med nænsomhed.
Døden forekommer ofte i Astrid Lindgrens bøger. Oftere end man ville forvente i børnebøger. Skaldepers død i Ronja Røverdatter er en uendelig smuk og vis fortælling om et barns og de voksnes møde med døden. l mange bøger er døden blot berørt i forbifarten, som f. eks. i Bulderbybøgerne. Da farfar fylder 80 år, siger den lille Anna: »Farfar, du må love, at du aldrig dør.« Farfar svarede ikke på det, han klappede bare Anna på kinden og sagde: »Lille ven, lille ven!« Svaret er et kærtegn, for der er jo ikke andet at svare.
Også i Bulderbybøgerne oplever børnene den sorg, at et lille, nyfødt lam dør, fordi moderen ikke har mælk nok. Nu er der fare for, at det andet lam også skal dø: »Da Anna og jeg hørte det, kom vi til at græde endnu mere. Vi græd så forfærdeligt.« »Jeg vil ikke have, at lam skal dø,« »skreg jeg og smed mig på jorden. Så løftede far mig op og sagde: »Så, så Lisa, græd nu ikke sådan!« »Og så tilføjede han: »Du kan jo prøve at made lammet med en sutteflaske, hvis du gerne vil«.« Denne søndag morgen sejrer livet over døden – i det små.
For børnene tager ansvaret op og redder lammets liv. Det handler om dødens uafvendelighed i børneperspektiv, men også en insisteren på, at omsorg og nænsomhed kan redde liv.
Selv i Pippi-bøgerne, som ellers er mest til sjov og ballade, hører vi om Pippis møde med døden. Pippi græder, da hun finder en død fugleunge. Over for døden kommer hendes mange kræfter til kort, og hun siger med et dybt suk: »Hvis jeg kunne, ville jeg gøre den levende igen.« Og så skjuler hun tårerne og kaster sig ud i legen igen. Da Pippi lidt senere ser bondemanden Blomsterlund mishandle sin hest, er der en form for ondskab og nød, som hendes mange kræfter kan gøre noget ved: Hun trækker læsset for hesten og lærer bondemanden gode manerer ved at give ham et par luftture.

Disse to små scener tilsammen siger noget vigtigt: Man kan roligt lade den nød (døden) ligge, som man ikke kan gøre noget ved. Til gengæld må man bruge alle sine kræfter på at afvende den nød og ondskab, som man har magt over og derfor kan gøre noget ved.
Brødrene Løvehjerte læses oftest som en bog, hvor døden er hovedtemaet. Det er spørgsmålet, om det er så enkelt. Måske handler den mere om livsmod og kamp end om død. l bogens indledning hører vi om et smukt søskendeforhold mellem storebroderen Jonatan og lillebroderen Tvebak, som ligger syg og lam i sin seng og venter på døden. Jonatan opmuntrer Tvebak ved at fortælle om Nangijala, et sted som er fyldt med eventyr, og hvor der ikke findes sygdom. Ved en ildebrand redder Jonatan sin lillebror ud af det brændende hus, men omkommer selv ved redningsaktionen.
Derefter følger bogens hoveddel, som foregår i Nangijala. De to brødre er forenet. Her er den syge dreng rask. Det er et lykkerige, men der er stadig noget ondt og derfor noget, der skal gøres. Den onde Tengil skal bekæmpes, og Kirsebærdalen skal befries. På bogens sidste side, hvor det onde er overvundet, er brødrene så sårede i kampen, at de må dø.
De springer i døden – og ser lyset fra Nangilima.

Mange tolker bogen sådan, at Tvebak dør af sin sygdom allerede i første del. Så skulle hele Nangijala-afsnittet foregå efter begge brødres død. Sådan forstået ser det ud som om, der flirtes med tanken om reinkarnation, og at selvmord bliver fremstillet som en mulig løsning på livets udfordring. For det kan se ud til, at lillebroderen Tvebak dør to gange, og at han anden gang selv tager initiativ til det.
Det er vist den eneste gang, Astrid Lindgren selv udtaler sig om, hvordan hendes fortællinger skal forstås. Men hun havde ikke lyst til at stå som eksponent for reinkarnation og selvmord.

Derfor har hun selv forklaret – som enhver vågen læser også selv kan se – at Tvebak ikke dør i bogens indledning, men på sidste side. Hele den store hoveddel af bogen – fra storebroderens død og til slut – er Tvebaks dagdrøm, mens han ligger syg på slagbænken i køkkenet. Han drømmer ud fra det, som storebroderen har fortalt. Han drømmer om de store bedrifter, som han skulle have udført sammen med storebroderen, der er død.
Indholdet af hans drøm er en kombination af et paradisisk fredsrige, hvor alt sygt er sundt, og alt mislykket er vellykket – og dette livs dramatiske kamp mellem godt og ondt, men hvor det er sikkert, at det gode sejrer. Drømmen om livets skønhed og kamp giver Tvebak mod til at leve, selvom han skal dø.
Bogen handler om kærlighed mellem to søskende, og om savn. Og om kærlighedens styrke. Kærligheden er stærkere end døden og stærkere end al verdens ondskab. Og den handler om livets engagerende kamp.
Der kan være ting, man må gøre, hvis man ikke vil være en kryster. Som Tvebak har lært det af sin storebror Jonatan: »En gang imellem må man påtage sig noget, der er farligt, ellers er man ikke et menneske, men en sølle kryster!«

Det er et nøglested – både til forståelsen af bogen og til Astrid Lindgrens livs- og menneskesyn: Til definitionen af at være menneske hører, at man kæmper for livet og for det gode mod det onde. Ellers er man ikke noget menneske. Så tilspidset kan livet blive, at hvis man i sandhed lever, må man give sig selv.
I øvrigt er ’dagdrømmen’ en vigtig fortolkningsnøgle. Mange steder hører vi om børn, der drømmer sig til »Landet i det Fjerne« og »Landet Der Ikke Findes«. Her henter de trøst og inspiration til at leve dette liv med alle dets fortrædeligheder, glæder og udfordringer. Der er en vis parallel til Grundtvigs udtryk »landet bag hav«, som man i håbet kan flyve til.
Det turde være en selvfølge at påpege, at Astrid Lindgren trækker på sine egne barndomserfaringer i sine bøger. Hun har selv fortalt om, hvordan miljøer, personer og oplevelser fra hendes egen barndom spiller en rolle på det ydre plan.
Men det er nok også tilfældet, når det drejer sig om livsholdning. Hun fortæller i Samuel August fra Sevedstorp og Hanna i Hult om sit barndomshjem, hvor kristendommen spillede en stor rolle. Hendes far var kirkeværge – ligesom Emils far! Hun hørte de bibelske fortællinger, som jo alle handler om, at livet er stærkere end døden, derhjemme, i skolen og i søndagsskolen.
Hun fortæller med stor pietetsfølelse om forældrenes fromhedsliv, og om hvordan hun oplevede aftenbønnen i hjemmet. Denne påvirkning ligger som en understrøm i hele Astrid Lindgrens forfatterskab. Og det er den livsholdning, som hun også giver videre til læseren.
Jeg ved ikke, om det er muligt ’at blive ven med døden.’ Eller om det er ønskeligt. Men Astrid Lindgrens store indsats er, at hun har givet generationer af børn en fortolkningsnøgle til de store spørgsmål i livet.
Hendes fortællinger giver forestillingsverden og sprog til det, der er svært at forestille sig og svært at tale om. Det barn, der kender hendes fortællinger, er bedre rustet, når det konfronteres med døden. Og frem for alt: Hendes fortællinger formidler livsmod.

*Werner Fischer-Nielsen er sognepræst i Haslev

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu