Læsetid: 4 min.

Civilisation er en tynd fernis

Såret stolthed og vingeskudt integritet kan gøre næsten enhver til barbar, ganske som ugengældt kærlighed ofte slår om i had
Debat
13. februar 2002

Stammetænkning
Inden for en slægt eller familie er man oftest kun opmærksom på de indbyrdes forskelle, ganske som man jo inden for sin art heller ikke tænker på den grundlæggende lighed mellem mennesker i forhold til artsfremmede væsner.
Men konfronteret med den ydre baggrundsstøj opdager man lighederne. Noget lignende gør sig gældende i forbindelse med antagonismer mellem mennesker: Overladt til hinanden bliver selv nære slægtninge let uvenner eller geråder i konflikt; men omvendt bilægger de striden når de bliver slået i hartkorn af en større magt.
Jeg blev for første gang rigtigt opmærksom på forholdet, da jeg for masser af år siden mødte et israelsk ægtepar på forskerophold her i landet. Jeg fortalte dem nemlig, at min far var græsk ortodoks palæstinenser fra Betlehem, samt at jeg grundet forviklinger ikke havde set ham siden min tidligste barndom. De opfordrede mig indtrængende til at rejse til Betlehem og se rødderne, selv om den gamle for længst var flyttet til USA; og da var det at jeg, der ellers har et næsten ’Naipaulsk’ forbehold over for de varme lande, tydeligt fornemmede, hvorledes det israelske ægtepar så langt fra at slå mig i hartkorn med ærkefjenden ubevidst opfattede mig som en art uventet slægtning fra en af de syv fortabte stammer – som en af deres egne til forskel fra disse upålidelige europæere. Hvis jeg havde mødt dem i Israel, ville min oplysning derimod have provokeret og skabt afstand.
Den irrationelle magi i social identitet har Karen Blixen ypperligt fremstillet i En herregårdshistorie, hvor den unge herremand på slægtens vegne føler en dyb skyld over for sin forhenværende ammes søn, der nu har forbrudt sit liv og står til dom. Det kommer siden frem, at ammen i sin tid forbyttede de to børn, og at "retfærdigheden" således allerede har sejret ad helvede til – men altså til ingen gavn.

Identitet er fiktioner
Tragedien slår her om i sin modsætning som travesti, hvorved det sørgelige mister al heroisk storhed; men sandheden gjorde jo ingen forskel sålænge ingen kendte den – hvilket viser at identitet i en vis forstand er fiktioner.
Det samme gælder folkeslags indbyrdes fordomme og komplekser. Der er næppe tvivl om, at det for palæstinenserne i særdeleshed, men også for arabere i øvrigt er et kompleks at føle sig som genstand for den civiliserede verdens ringeagt. Det er måske den mest dybtgående psykiske vold at blive foragtet af dem, som man selv og hele verden agter, og det virker som en selvopfyldende profeti: For i den situation kan den sårede værdighed slå over i trods – når man nu alligevel skal straffes, kan man lige så godt give modparten ret, siden han nu så gerne vil have det.
Derfor vil masser af mennesker tage en Bin Laden og en Saddam Hussein til deres hjerte.
. Det kan man også slutte af alskens nationalchauvinisme, hvor den privilegerede part stiver sig af kollektivt ved at frakende modparten menneskelige træk.

Nationale livsløgne
Når mennesker kollektivt mister selvagtelsen, er det en særlig voldsom belastning, fordi de derved tillige kommer til ubevidst at foragte hinanden – og man lader sig ikke trøste af en fælle som man foragter.
Dermed bortfalder muligheden for bekvemme nationale livsløgne, og i den situation griber de let til desperate former for kollektivt selvforsvar for overhovedset at kunne udholde at se hinanden og sig selv i den hinandens spejl – som når nogle arabere benægter Holocaust eller omvendt efterlyser en ny Hitler. Jødernes dyrkelse af samme tragedie kan nu være lige så usmagelig, fordi man undertiden fornemmer, at hvis det ikke lige havde ramt jøder, men kun negre, arabere og sigøjnere, så ville det næppe foranledige dybe metafysiske besværgelser på menneskehedens vegne. Men disse ting viser blot, hvor vi mennesker ligner hinanden, og at vi behøver det onde for at finde sammen om de store ord.

Retoriske flødekager
Civilisationen er en meget tynd fernis, der er lidet vandskyende og kun med nød og næppe formår at tildække vor kollektive natur. Men så meget mere grund er der til at værne om den – hvilket trods alt også er pointen for de fleste af de forskellige røster i indvandrerdebatten, selv om det ikke altid kan høres på den indbyrdes tone i de retoriske flødeskumskager, som man kaster i hovedet på hinanden.
Derimod er få ting så civiliserende som at blive agtet af dem som man selv agter, så nye læsere kan passende begynde her. For den civiliserende virkning af denne lille øvelse er lige så stor på den, der udøver den som på dem, hvis menneskelighed man anerkender.
For min egen del ville jeg derfor udfrittet med spørgsmålet om Islams fortræffeligheder svare med en variation over Gandhis berømte ord om det vestlige demokrati: At det ville sikkert være en glimrende ide.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her