Læsetid: 3 min.

EU som Verdens Korsbæk

Fordi unionen har magt, er det ikke nødvendigvis progressiv strategi at poste mere magt i den
Debat
27. februar 2002

Ufolkeligt
»Selv om det er et historisk skridt, vi nu tager, så sker der ingen ændringer af venstre-fløjens grundlæggende tankegods. Men vi går ind og kæmper på en bane, hvor vi måske ikke har været offensive. Vi tager som udgangspunkt, at unionen eksisterer og har meget magt«, udtalte Keld Albrechtsen ifølge Politiken (den 4. februar) i forlængelse af et ønske om fælles EU-asylpolitik.
Heri ligger altså et opgør med det ene forbehold. Dermed rykker Enhedslisten over i rækken af pro-EU partier, der med lidt pyntegrønt fastholder ’den sunde skepsis’ i håbet om samtidig at fastholde det nævnte tankegods og således også sine vælgere.
Den danske venstrefløj ser også ud til at opgive sin modstand mod en militarisering af EU; både SF og Enhedslisten synes villig til at sælge ud af grundlæggende politiske principper for at ’være med’ eller måske taktisk at vinde fodfæste efter et deprimerende folketingsvalg i efteråret.
Men kan man det? Fastholde venstrefløjens grundlæggende tankegods og samtidig støtte overnational integration af retspolitik, indenfor den eksisterende EU-ramme?
Eller udstyre en vestlig stormagt, der ikke ligefrem brillerer med sin grad af demokratisk kontrol eller internationalistisk udenrigsprofil, med militær og operationelle strukturer, der konkurrerer med både FN, NATO og OSCE?

En nyttig strategi
Hatten af for at ville ’ind på banen’, fordi ’unionen eksisterer og har meget magt’. Det er en nyttig og nødvendig strategi.
Men fordi en institution som unionen har meget magt, er den progressive strategi ikke nødvendigvis at poste mere magt i den. Det er i mine øjne en fejlslutning af dimensioner, grundlæggende at vurdere et politisk systems brugbarhed på den politiske farve af dets lovgivning og beslutninger.
Skulle vi da have holdt af etpartisystemet i Kina, fordi det lavede god beskæftigelsespolitik? Eller af Pinochets styre, fordi hans sikkerhedsstyrker havde råderum til at gebærde sig stort set, som de ville og dermed holde ro i gaderne? Skulle man tage afstand fra, eller ligefrem være modstander af, det danske politiske system, fordi der nu skal gennemføres en lang række nedskæringer?
Selvfølgelig ikke. De fleste er vel enige i, at ’det gode system’ er det demokratiske, kontrollerbare og deltagelsesbaserede, og det politiske systems brugbarhed skal måles på dets legitimitet, eller folkelige forankring.
Venstrefløjens skridt synes specielt kortsigtet, når man ihukommer, hvordan EU-politikken (ideelt set) bliver til: Det, de 15 landes regeringer kan blive enige om, og hvad Kommissionen på visse områder selv lægger til (eks. flygtningepolitik, arbejdsmarkedspolitik, EU-identitetsfremmende propaganda).
Jyllands-Posten refererede for nylig til, at Kommissionen i december blev bedt om at fremlægge nye og strammere forslag til asyl- og familiesammenføringspolitik.
Der har i EU de seneste år været et flertal af socialdemokratiske regeringer, men regeringsskiftet i Danmark bliver næppe det eneste tilfælde, sandsynligt er et snarligt flertal af borgerlige/højreorienterede regeringer omkring det runde bord i Bruxelles, hvorfra al tale udgår. Måske også om restriktiv flygtninge-/indvandringspolitik, øget overvågning og højere og fælles straffe.
Følger vi da venstrefløjens logik, skal regeringen gå ind for EU-lovgivning på de områder, den ikke gør lige nu, og SF og Enhedslisten igen være imod et overnationalt samarbejde i EU om flygtningepolitikken.
Diskussionen er vigtig, når vi nu skal i gang med debatten om EU’s fremtid, bla. i konventet nedsat til at udforme en forfatning. Hele debatten om konstitution/forfatning er langt mere end blot hvilke løsninger, EU skal indblandes i.
Nok så vigtigt er det, hvordan de løsninger skal kunne nås.
Er strukturerne ikke ok, skal man vare sig for at falde på halen over farven på nogle umiddelbart forfriskende løsninger.
Det er altid venstrefløjen, der har stillet krav til det internationale samarbejde kun de færreste stiller spørgsmålsstegn ved værdien af. Og råbt vagt i gevær overfor centralistiske udemokratiske, ufolkelige politiske systemer.
Hvis venstrefløjen nu vælger at følge trenden i EU-toget, svigter den sit tankegods. I stedet for at fastholde, at den nuværende konstruktion for det europæiske samarbejde kun har én, og en meget snæver, dagsorden:
Mere integration for den europæiske idés skyld, for opbygningen af en forbundsstat, eller hvilken etikette, man foretrækker.
Vælger SF og Enhedslisten dén linie, er det i så fald også et opgør med venstrefløjens internationalisme, og et bidrag til opbygningen af et EU som Verdens Korsbæk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her