Kronik

At få EU til at hænge sammen

Nationalstaten er på mange måder blevet for lille til at varetage sine borgeres frihed. Men hvordan bør ’EU-borgeren’ defineres?
Debat
19. februar 2002

Retfærd & Velfærd
Der er noget forstemmende over Europas aktuelle udvikling. Demokratiets fremmarch over hele kontinentet, og dannelsen af et fælles indre marked over store dele Europa, har ganske vist skabt en stabilitet, sikkerhed og velstand, der er uden historisk fortilfælde. Og ganske vist er indførelsen af den fælles valuta, euroen, og Den Europæiske Unions løfte om at optage helt op til 10 nye medlemmer, stærke indikationer for en fortsat europæisk integration.
Ikke desto mindre bliver de europæiske institutioners evne til at tilpasse sig integrationen i bredde og dybde på samme tid, i stigende grad undermineret af den hårdnakkede fremturen af et selvmodsigende og for længst svundent ideal: Nationalstaten som grundlaget for politisk legitimitet og suverænitet. Det er i vidt omfang, fordi ideen om et fælles europæisk medborgerskab ofte forstås i analogi til det nationale statsborgerskab, at den videre europæiske integration fremkalder så megen frygt og modstand.

Nationalstaten i traditionel forstand forudsatte et borgerskab, der blev skabt samtidig med at konkurrerende kollektive identiteter var på retur:
Venetianere blev til italienere, bayrere blev til tyskere osv. Nation-byggere over hele Europa søgte – med skiftende succes – at fremme skabelsen af en dominerende kultur, et officielt sprog og en identitet, der i hvert fald et stykke af vejen var baseret på en bevidst og iscenesat adskillen sig fra nabostater, nabofolkeslag og nabokulturer. Nationale minoriteter blev overalt stillet over for et enormt pres fra statsmagten for at assimilere sig.
En europæisk nationalstat i denne traditionelle forstand var utænkelig selv for de oprindelige seks medlemslande af EU – alle højt industrialiserede nationer med stærkt beslægtede sociale og politiske traditioner og institutioner.
Et sådant projekt er ikke blevet mere gennemførligt i dag, hvor EU tæller 15 medlemslande, og hvor unionens videre udvidelse vil medføre, at mangfoldigheden af kollektive identiteter, kulturer, sprog, religioner og livsanskuelser bliver endnu større.
Det unikke ’folk’, der definerer borgerskabet i en traditionel nationalstat, ville aldrig kunne skabes på fælleseuropæisk plan på anden måde end ved at kaste Europa ud i en undertrykkelse af den mest hårdhændede slags, hvilket vil kræve generationers, hvis ikke århundredes krige.
Selvfølgelig har europæisk integration fra begyndelsen netop været drevet frem af en fælles historisk erindring om de forfærdende lidelser, som mere end 100 års aggressiv nationalisme har påført kontinentet. Men uden et alternativ til nationalstaten som grundlag for medborgerskab, er legitimiteten og effektiviten i EU’s institutioner dømt til at blive udsat for voksende pres.
Tag eksempelvis Irlands veto mod de institutionelle reformer, som EU vedtog på Nice-topmødet i 2000 – reformer, som er uomgængelige for at udvidelsesprocessen kan gøre fremskridt.
Eller tag de meningsmålinger, som for nylig har vist, at støtten til EU-medlemskab falder drastisk i mange kandidatlande. Politiske ledere som Vaclav Klaus i Den Tjekkiske Republik og Viktor Orban i Ungarn hilser måske nok det indre fællesmarked velkommen, men erklærer samtidig, at deres nationalstater ikke tilkæmpede sig de facto-suverænitet fra Moskva blot for at aflevere den de jure til Bruxelles.
Ikke desto mindre gør den fri bevægelighed af varer, tjenester, arbejdskraft, kapital og ideer (fællesmarkedets ’fire friheder’) mange af de traditionelle europæiske nationalstaters opgaver irrelevante, herunder især forsvaret for disse friheder inden for deres eget snævre territorium.

Efter at EU’s indre grænser er blevet reduceret til rent administrative skillelinier, er denne opgave overgået til institutioner, der udøver en betydelig forebyggende autoritet over for medlemsstaterne. Et alternativ må derfor være at etablere en definition på medborgerskab, der betragter de fælles institutioner som en formaliseret repræsentation af medlemsstaternes fælles politiske vilje.
Hvordan bør et alternativt koncept om europæisk medborgerskab se ud? Den amerikanske model, der bygger på politisk identitet, og som er formet efter USA’s historiske rolle som indvandringsland med basis i frivillig kulturel integration, kan ikke uden videre overføres til Europa, hvor traditionelle og kulturelle særpræg og holdninger er dybt rodfæstede lokalt.
Men et basalt og minimalt koncept om medborgerskab vil spille en essentiel rolle, hvis eksempelvis en polak og en svensker forelsker sig i Spanien, begynder deres karrierer i Tyskland og senere beslutter at slå sig ned i Italien. Et fælles medborgerskab kræver hverken fælles livsform, fælles eksistentielle værdier eller en fælles historisk fortid.
Dette er reelt den eneste demokratiske og stabile definition på et europæiske medborgerskab, fordi alene denne definition er i stand til at bringe hvert enkelt individs personlige samtykke og tilslutning for dagen.

Lad os i tråd med den engelske filosof John Rawls berømte eksperiment A Theory of Justice forestille os, at en borger frit får mulighed for at vælge sit samfunds grundregler, blot uden på forhånd at vide, hvilken slags medlem hun vil være i dette hypotetiske samfund.Hvis vi går ud fra, at borgeren er rationel, må hun regne med, at hun kunne gå hen og være medlem af en kulturel minoritet. Selvsagt vil hun derfor ikke vælge regler, der definerer et medborgerskab ud fra en kulturel identitets-referencerammer.
Tværtimod vil hun snarere forsøge at gardere sin satsning ved at sikre sig, at medborgerskabet udgøres af individuelle rettigheder til at deltage i kollektive projekter og med opbakning fra et retssystem, der garanterer disse rettigheder.

Medborgerskab i denne forstand betragter politisk suverænitet og legitimitet som egenskaber ved institutioner, der fostrer frivillig social deltagelse ved at legemliggøre regler for interaktioner, der betragtes som retfærdige og effektive ud fra enhver borgers perspektiv.
Hvis undertrykkelse var tilstrækkeligt til at sikre regelefterlevelse, så ville demokratisk legitimitet være uvæsentlig. Som kommunismens sammenbrud i Østeuropa demonstrerer, er undertrykkelse alene en ringe garanti for stabilitet.
Således opfattet er europæisk medborgerskab foreneligt med en mangfoldighed af kollektive identiteter – fra familien over venskabsgrupper til professionelle sammenslutninger og selskaber, regionalt definerede fællesskaber og kulturelle, politiske og religiøse slægtskaber.
Et sådant medborgerskabskoncept vil stabilisere den sociale sammenhængskraft i Europa, fordi det afspejler en grundlæggende normativ konsensus om institutionernes udformninger, og således orienterer den individuelle adfærd henimod at bevare disse institutioner.

Et veldefineret koncept om europæisk medborgerskab må sandt at sige altid betone de individuelle rettigheder. Medborgerskab udgøres ikke af grupper, men af individer, der interagerer med andre medborgere med specifikke interesser og målsætninger.Dette betyder, at de forfølger deres interesser og målsætninger inden for fælles accepterede interaktionsregler, der naturnødvendigt indbefatter regler for konfliktløsning mellem forskellige kollektive identiteter.

*Julian Nida-Rümelin er professor i filosofi på Göttingen Universitet og Tysklands kultur- og medieminister siden januar 2001.

© Project Syndicate og
’Information’

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her