Det virutelle rum
På den ene side ønsker vi sikring mod terror, overfald, tyveri og svindel. På den anden frygter vi snagen i vores e-mail, registrering og indblanding i vores privatliv.
På den ene side ønsker vi at udbygge vores kommunikation og udvikler omfattende teknologier til at indsamle og sprede personlig information. På den anden frygter vi tankepoliti og overdreven disciplinering i et autoritært system.
Denne modsætning gør, at vi må til at genoverveje vores opfattelse af overvågning og indtænke nye områder.
Her kan der hentes hjælp fra kunstens verden, og et godt sted at begynde er den aktuelle store særudstilling CTRL SPACE på Zentrum für Kunst und Medientechnologie (ZKM) i Karlsruhe, Tyskland.
Udstillingens undertitel, Overvågningens retorik fra Bentham til Big Brother, peger på to af de vigtigste værker, der danner udgangspunkt for vores allerede eksisterende forståelse af overvågning: Et fra arkitekturen og et fra litteraturen.
Jeremy Bentham designede i 1791 et fængsel kaldet The Penitentiary Panopticon. Fængslet var udformet som en cirkel med et vagttårn i midten. Cellerne lå langs periferien, kun med tremmer mod tårnet, sådan at hele cellen kunne ses fra vagttårnet, hvorimod fangerne ikke kunne se ind til hinanden.
Vagttårnet var designet, så vagten ikke kunne ses af fangerne. Dermed kunne de aldrig vide, om de blev iagttaget. Ideen bag fængslet, som blev grundigt analyseret af filosoffen Michel Foucault i hans bog Overvågning og straf, var at den konstante mulighed for at være iagttaget skulle medføre en selvdiciplinering, hvor fangerne forbedrede deres opførsel ud fra en viden om at institutionens øjne hvilede på dem. Samtidig krævede princippet meget få ressourcer til at fungere, idet en enkelt vagtmand kunne overskue mange celler.
Det er en lignende panoptisk diciplinering, der ligger til grund for mange af nutidens overvågningssituationer. Eksempelvis i supermarkedet eller på offentlige mødesteder. Kameraerne forhindrer uønsket opførsel, f.eks. tyveri, vold eller hærværk, og de er billigere at installere end at have mere personale. Om der faktisk sidder nogen og kigger med, er ikke altid det væsentlige. Muligheden er tilstrækkelig.
Men her kunne man med kunsten pege på en tendens til forandring af dette: Med webcams og den elektroniske overvågning er kameraet så almindeligt, at det taber sin disciplinerende effekt. Samtidig kan teknologien skabe en afstand, så den menneskellige betragter er adskilt i tid og rum fra begivenheden, hvorfor der ikke gribes ind i selve situationen. Overvågningen adskilles fra begivenheden.
I det kontroversielle værk History Painting fra 1994 af Jamie Wagg berøres dette tema. Da den engelske toårige dreng, James Bulger blev slået ihjel af to tiårige drenge, fandtes der optagelser fra et overvågningskamera, der viser drengene føre James bort fra et indkøbscenter, kort før de pinte ham til døde på et jernbanetærren.
Wagg benyttede dette billede, bearbejdede og forstørrede det til en udstilling. Han talte om »the lie of safety in security«. Billedet var blevet optaget og lagret, men forbrydelsen ikke forhindret.
Billedet vakte stor forargelse i England og blev genstand for megen debat. Wagg indsamlede alt materialet til at supplere sit værk og reflekterer over endnu en pointe: Mediernes trang til igen og igen at gengive billedet.
Det kom til at afspejle en voyeristisk trang til at se det fatale, det autentiske en fascination, der ikke er væsensforskellig fra den fascination, der driver mange til at installere webcams, spycams eller for den sags skyld bølgen af reality tv. Overvågning kan ikke reduceres til et simpelt ønske om sikkerhed og kontrol.
I George Orwells bog 1984, skrevet i 1948, leverer kunstens verden sit mest kendte bidrag til forståelsen af overvågning. Bogen beskriver, hvordan et totalitært styre anvender spioner, hørerør og teleskærme i overvågningen af borgerne. Hensigten er Big Brothers totale kontrol, som i sidste ende skal sikres ved, at borgerne slet ikke har mulighed for at tænke forkert.
Orwells bog er med rette blevet læst som en kritik af Stalins undertrykkende styre i Sovjetunionen, men den kritiske analyse rækker videre: Overvågning er en integreret del af enhver statsdannelse, også den demokratiske, som må holde styr på sine borgere, eksempelvis for at kunne inddrive skatter, bekæmpe kriminalitet osv. Set i dette perspektiv kan 1984 læses som en løftet pegefinger mod den tøjlesløse overvågning, ethvert samfund bærer kimen til.
Også værket Bis auf weidere gute zuzammenarbeit fra 1993 stiller spørgsmål til den totalitære overvågning. Her iscenesætter den forhenværende østtyske kunstner Cornelia Schleime sig selv efter de efterretningsrapporter som STASI indsamlede om hende:
På store gengivelser af rapportark har hun indsat fotos, hvor hun genskaber sig selv, sådan som STASI har beskrevet hende og dermed samtidig kommenterer de øjne, der ser. Som en rapport, der refererer hvordan hun nærer et stærkt ønske om at forlade landet, man forventer, at hun vil prøve at flygte... Som billedkommentar ser man hende sidde i en bil med hænderne på rattet og blikket stift rettet fremad. Der er blot den detalje at bilen er blokket op og ude af stand til at køre.
Med iscenesættelsen af STASI-rapporterne udstiller Schleime ikke bare et totalitært systems ønske om kontrol og om at forme hendes identitet, men får også stillet spørgsmålet om overvågningens sandhed om rapporterne virkelig repræsenterer hende, eller i lige høj grad konstruerer hende i hendes fastlåste situation.
Overvågningen er en fortolkning, og viden om at man er overvåget er med til at forandre én.
Orwells litterære beskrivelse har fået en utrolig gennemslagskraft. Selv i dag, hvor diskussionerne af overvågning får ny næring af ønsket om indgreb overfor alvorlig kriminalitet, er Big Brother en hyppigt anvendt referenceramme både i den almindelige debat og i kunsten.
Men Big Brother-metaforen har også sine begrænsninger. I dag er det teknisk muligt at overvåge således som Orwell beskrev, og omfanget af nutidens overvågningsaktiviteter nærmer sig dem der er beskrevet i 1984.
Men overvågningens karakter er anderledes. Nutidens overvågning udføres ikke kun af staten, men også af organisationer, virksomheder og private borgere. Det er teknisk set uproblematisk at overvåge brug af Dankort, færden på Internettet og en lang række andre ting hvor computere er involveret. Samtidig kan man på gadehjørner, togstationer og i butikker forvisse sig om at overvågning ved hjælp af kameraer er en yndet beskæftigelse.
Betegnelsen overvågningssamfund er altså velbegrundet. Men det er ikke, som hos Orwell, en centraliseret overvågning som udføres. I hvert fald ikke alene. Der er i stedet tale om en decentraliseret overvågning en situation hvor alle (potentielt) overvåger alle.
Hverken Benthams panoptikon fra 1791 eller Orwells roman fra 1948 kunne forudse en situation, hvor informationsteknologien blev vores vigtigste redskab, både i arbejde og i vores kommunikation.
Samtidig udviskes mange grænser med den udvidede brug af teknologi. Individets, kroppens og det privates grænser flyttes eller sløres. Vi forbinder os med teknologi, der tager beslutninger, indsamler information om os, og gør det muligt for os at agere over store afstande, og vi ændrer på kroppens funktioner med medicinske indgreb eller med genteknologi. Denne tilstand bliver ofte betegnet som Cyborg sammensmeltningen mellem teknologi og menneske.
Den australske kunstner Stelarc tematiserer denne tilstand. I en række værker har han nedbrudt grænsen mellem teknologi og krop. I performanceværket Stimbod forbindes en persons elektriske muskelimpulser til et computerinterface, der gør det muligt for en anden person direkte at styre eller koreografere hans bevægelser. Dermed opnås en splittet fysiologi, hvor kroppen bliver vært, ikke kun for teknologi, men også for andres vilje og intention.
Dette lyder måske ekstremt, men ved en nærmere eftertanke er det ikke så væsensforskelligt fra den almindelige situation, hvor en pacemaker overtager styringen af vores hjertefunktion.
I værket The Stomach Sculpture lader Stelarc en skulptur, der kan udvide sig, udsende lyde og lys, implantere i maven, og dermed inkluderer han sin egen krop som udstillingsrum. På den måde illustreres opløsningen mellem det private, det offentlige og det fysiologiske rum.
Når vi i fremtiden skal forholde os meningsfuldt til overvågning, er vi nødt til også at indtænke de måder vi inddrager teknologi på i forhold til kroppen. Vi må indtænke automatiske systemer, der sammenføjer overvågning og konsekvens i lukkede teknologiske kredsløb, og vi er nødt til at udvikle nye strategier og begreber for at forholde os til brugen af overvågningsinformation.
Dette kan for eksempel gøres ved at synliggøre overvågningen, som når gruppen Surveillance Camera Players opfører teaterstykker foran et overvågningskamera.
Eller vi kan lade os inspirere af australieren Beaubois, der stiller sig op foran et overvågningskamera i dagevis for at komme i dialog med personen bag kameraet og se billedet fra den anden side.
I hvert fald må vi insistere på at etablere denne dialog. Og skabe begreber, der tager højde for den informationsteknologiske overvågnings store omfang og kompleksitet.
*Udstillingen CTRL SPACE på ZKM i Karlsruhe, Tyskland fortsætter frem til 24. februar 2002.
*Mere information findes på www.zkm.de, og om Stelarc på www.stelarc.va.com.au
*Peter Lauritsen er ph.d og adjunkt på Informations- og
medievidenskab, Aarhus Universitet. Simon Løvind er ansat som forsker på Interactive Institute i deres Narrativity Studio i Malmö.
Sammen arbejder de på forskningsprojektet Surveillance and Media Art
