Læsetid: 3 min.

Hold ud, Peter

Det hele foregår ved, at man jo kender hinanden i Farum
Debat
12. februar 2002

Brixtofte
Stakkels Peter. For en uge siden en helt - omend naturligvis på lerfødder som alle helte, og især da i et parlamentarisk demokrati med ytringsfrihed - men alligevel en helt. Nu er han forvandlet til et alkoholisk vrag, som alle kan skyde på. Rotterne forlader den synkende skude hurtigere end telegrafisten kan nå at sende de tre gange tre prikker og streger, der skal få andre skibe i nærheden til at komme til undsætning.
Allerede torsdag viste Radioavisen vejen ved først at oprulle sagen: Svindel med bilag og en gave på 325.000 til entreprenørvennen ved at lade kommunen overskride en betalingsfrist med en dag. Men så kom et helt umotiveret appendix: En læge blev citeret for, at han skam gentagne gange havde opfordret Peter til at søge behandling for alkoholmisbrug. Fuldstændig løsrevet fra sagen og uden nogen form for forbindende kommentar fik man fra Radioavisen slået fast, at manden er dranker. Det var fremragende journalistik og dygtigt redaktionelt arbejde.
Jeg har selv været efter Peter. I forbindelse med en af Farums store successer, nemlig aktiveringen af kontanthjælpsmodtagere i Produktionshuset i Farum. Her udfører folk på socialhjælp almindelige pakke- og montageopgaver for private firmaer, mod kontanthjælpen plus et såkaldt aktiverinsgtillæg. Jeg har forsøgt at få Farum til at oplyse, hvilke aftaler man havde med de private firmaer, der fik arbejdet udført. Hvad betalte disse virksomheder kommunen?
Lovgivningen åbner mulighed for, at almindeligt arbejde må udføres af kontanthjælpsmodtagere, når blot afregningen mellem virksomhed og kommune følger markedsprisen på den type arbejde.
Her fik jeg Peters eget ord for, at der ikke fandtes sådanne aftaler på papir. Det hele foregik ved, at man jo kendte hinanden i Farum og stolede på hinanden, så hvad skulle man med papir?
Hovedsagen var ifølge borgmesteren, at det virkede: Kontanthjælpsmodtagere forlod systemet og blev selvforsørgende på den ene eller anden måde. På foranledning af Landsorganisationen af Arbejdsledige gik Tilsynsrådet i Frederiksborg Amt ind i sagen og udbad sig dokumentation for de aftaler, der måtte foreligge mellem de private og det offentlige. Svaret var det samme: Der findes ikke nedskrevne aftaler, hvorefter Ombudsmanden gik ind i sagen og udbad sig dokumentation. Offentlige myndigheder har en notatpligt om såkaldt ’væsentlige sager’. Der står sagen stadig.
Man kan mene mangt og meget om machopolitikeren Brixtofte, og aldrig har så mange ment så meget på så kort tid som i den forløbne uge. Hans selvbevidsthed og høje profil har været en torn i øjet på mange, men giver det ret til at gå efter manden i stedet for bolden?
I forbindelse med private virksomheders engagement med Farum Kommune forsøgte jeg at få nogle af virksomhederne til at fortælle, hvilke aftaler man havde med Farum Kommune. Det ville man under ingen omstændigheder udtale sig om, det var forretningshemmeligheder.

Store stygge Peter
Nu står private virksomheder i kø for at fortælle, hvordan de er blevet misbrugt og -handlet af den store stygge Peter.
Det gælder om hurtigt at komme i angiverens rolle, inden man selv pludselig finder sig selv siddende på samme anklagebænk som den detroniserede bykonge.
Det eneste vi mangler er en kontorelev på Rådhuset, der stikker Hans Engell et miniskørt og fortæller, at pletterne på det aldeles ikke stammer fra den milkshake hun dagligt forsøder sin frokostpause med men derimod hidrører fra dengang Peter tvang hende til sex i kopirummet. Men med lidt tålmod skal hun såmænd nok dukke op.
Hold ud, Peter, du har redelige fjender.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her