It
Danmark som it-nation sådan har det lydt fra såvel den tidligere som den nuværende regering. Men det burde i stedet være Danmark som Microsoft-nation, for i dag findes der ikke noget reelt alternativ til Microsoft. Det fik vi endnu et vidnesbyrd om forleden, da Carlsberg luftede muligheden for en monopolsag mod Microsoft, som kræver opgraderingslicenser, også når kunderne ikke ønsker at opgradere.
Man må gøre sig klart, at i løbet af de næste 25-50 år vil stort set alt i samfundet blive computeriseret. Hvis den nuværende monopolsituation fastholdes, vil programejerne (Microsoft) til den tid bestemme, hvad vi andre må vide om, hvordan samfundet og teknologien fungerer. Det vil formentlig gøre en håndfuld gigantiske virksomheder i stand til at kontrollere de tekniske videnskaber og grundlaget for samfundsvidenskaben og dermed en afgørende del af grundlaget for de politiske beslutninger. Perspektiverne er skræmmende.
Hvis vi skal sikre os mod denne magtkoncentration og som en sidegevinst gøre Danmark til en nation af it-brugere må regeringen gribe fat i de ideer om udbredelsen af åbne standarder open source-software som har præget Venstres arbejde under den tidligere regering.
Open source betyder, at man lægger programmers kildekode offentlig frem, og det bliver mere og mere udbredt. Open source-software er såkaldt frie programmer, ikke frit som i betydningen gratis, men frit i betydningen åben og tilgængelig for alle.
Åbenheden betyder, at kunden kan vælge, om det er den oprindelige leverandør, der skal arbejde videre med systemet eller om kunden foretrækker en anden og bedre leverandør. Dermed er man alene bundet til leverandøren af de bånd, der skabes af tillid, overholdelse af aftaler og evnen og viljen til at løse de problemer, som måtte opstå.
Gør it folkelig
Open source-software er den eneste reelle mulighed for at gøre it folkelig. Så enkelt er det og så uendelig kompliceret bliver processen desværre også. For hele centraladministrationen og de decentrale niveauer i kommuner og amter er gennemsyret af licensbaseret software primært Microsofts.
Jeg ved fra efterhånden mange samtaler med it-medarbejdere, at man gerne så monopolet brudt, men forhindringerne synes uoverstigelige, for det tager tid at skifte til nye systemer, og måske vigtigst det koster penge at uddanne medarbejdere og chefer. Mange penge.
Spørgsmålet er, hvornår smertegrænsen nås hvornår det koster mere at fortsætte med at købe Microsofts opgraderingslicenser, end det vil koste at skifte til nye systemer baseret på åbne standarder.
Det spørgsmål tror jeg, Carlsbergs it-direktør stiller sig selv i disse dage.
Microsoft udfases
At det kan lade sig gøre at bryde monopolet, kan vi se i såvel Tyskland som Frankrig, hvor der er enighed om at påbegynde udfasningen af Microsofts software til fordel for åbne standarder i den offentlige sektor.
Hvis regeringen vil føre en aktiv it-politik baseret på åbne standarder, vil regeringen øge chancerne for, at Danmark kan blive førende på it-området og samtidig forbygge, at amerikanske softwarefirmaer kommer til at dominere resten af verden og true demokratiet.
Perspektiverne i en open source-satsning er, at vi de danske producenter af it-programmer og tjenesteydelser vil få et bedre fodfæste på såvel det danske som det globale marked.
Vi har brug for jeres hjælp til at kunne blive konkurrencedygtige. Og I har brug for os for at kunne realisere jeres it-ambitioner.