Kronik

Journalistik har et problem

Journalistik bliver relevant, når det betyder noget for almindelige mennesker, hvordan vores samfund indrettes – og hvordan dette bliver fremstillet
8. februar 2002

Det virtuelle rum
Hvor sjovt er det at være journalist? Åbenbart ikke så sjovt som før, hvis man skal dømme efter flere samstemmende rapporter og aktuelle vidnesbyrd. I en nyudkommen bog, Good Work (Basic Books 2001), konstaterer tre førende amerikanske psykologer (Gardner, Csikszentmihalyi og Damon), at journalister har det mere og mere skidt med sig selv. Betydeligt værre end eksempelvis genetikere. Genetikere oplever, at de gør næsten alt rigtigt, journalister at de gør mere og mere forkert.
Over halvdelen af de interviewede journalister i bogen mener, at deres arbejde har ændret sig til det værre. Blot hver fjerde mener, at det er blevet bedre. Mange er af den opfattelse, at det stadigt mere dominerende profitmotiv i medieindustrien er kommet i konflikt med journalistikkens grundlæggende mål og ambitioner.
»Dette her er nøjagtig som enhver anden slags business, og hvad gør man i business-verdenen? Jo, man tjener penge,« konstaterer en amerikansk kvindelig tv-nyhedsoplæser.
En tilsvarende konflikt mellem idealer og virkelighed er noteret blandt svenske journalister. En helt ny undersøgelse gennemført ved Göteborg Universitets Institut for Journalistik og Massekommunikation) påviser store forskelle mellem, hvad journalister selv synes burde rapporteres, og hvad de rent faktisk rapporterer.
Billedet af kløften bekræftes og forstærkes i en ny doktorafhandling, Reporterskap: Äventyr, irrbloss, dygder (KTH 2001), hvor forskeren Inger Orre påviser, hvordan personlige fagkundskaber, moralsk engagement og menneskeligt ansvar hos den enkelte reporter i stigende grad kommer i konflikt med en medieverden, hvor personlige fagkundskaber nedvurderes, dobbeltmoral belønnes, og den enkeltes ansvar undermineres.
Kløften mellem journalistfagets ideal og den massemedieindustrielle virkeligheds krav »skaber frustration i journalisters arbejdsliv,« opsummerer Orre.
Er dette nyt? Naturligis ikke. Moralske og fagetiske konflikter er en accepteret og delvis institutionaliseret del af ’journalisters arbejdsliv’, hvilket kun understreger fagets personlige karakter. Hvad en journalist vælger at berette eller ikke berette, såvel som hvordan hun vælger at berette det, beror i høj grad på, hvem hun er og hvilke referencerammer, erfaringer og udgangspunkter hun har.
Journalister forventes ikke at handle mod egen samvittighed og bedre vidende og endnu mindre mod fagets skrevne og uskrevne hædersregler. Hvilket ikke forhindrer, at journalister til alle tider er blevet stillet over for kravet om at gøre netop det.
Alligevel er der ingen tvivl om, at situationen har ændret sig. Den medieverden, hvor journalistikkens udgangspunkter og idealer fostres, befinder sig i en hurtig og svært overskuelig teknisk og økonomisk forvandlingsproces.
Hvad vi nu ser vokse frem, er en medieindustri, hvor grænserne mellem journalistik, underholdning, reklame, PR og information er på vej til at gå i opløsning, og hvor flere og flere journalister arbejder i koncerner, som ikke primært er interesseret i journalistik som genre. Den nye medieindustri drives ikke først og fremmest af ambitionen om at få noget sagt, men af ambitionen om at få noget solgt.
Følgen er, at journalistfaget er havnet i en identitetskrise. I takt med at journalistikken industrialiseres og kommercialiseres, bliver dobbeltmoralen i medieindustriens selvlegitimerende retorik stadigt mere åbenbar.
Henvisninger til ’offentlighedens ret til at vide besked’ eller ’mediernes kritisk granskende opgave’ er blevet et dække for stadige overskridelser af grænsen mellem den journalistik, der er sig sit ansvar bevidst, og kynisk nyhedsfabrikation.

Der er ingen tvivl om, at mediernes »kolonisering af politikken« – for nu at låne titlen på en bog af den tyske statsvidenskabsmand Thomas Meyer (Mediokratie. Die Kolonisierung der Politik durch die Medien, Suhrkamp 2001) – i stigende grad fortrænger politikkens konstitutionelle former og dermed vender politikkens ansigt bort fra medborgerne og over mod mediekonsulenterne.
Det er ikke længere mediernes sag at opsøge politikkens arena, men derimod politikkens sag at forsøge at erobre mediernes rum. Journalisterne er ikke politikernes vagthunde, det er tværtimod politikerne der vogter på dem. På en for journalisterne selv vanskeligt påvirkelig vis forekommer deres virke snarere at fremskynde partidemokratiets forvandling til et ’mediekrati’, hvor samfundsborgernes arena bliver til en massemedial underholdningsscene og den demokratiske opinionsdannelse til fokusgrupper og markedsanalyser.
Journalistikkens helbredstilstand får det ikke bedre af, at de traditionelle journalistiske medier befinder sig i en dyb økonomisk krise. Et annus horribilis for den britiske presse, »det værste år i to årtier,« konstaterede The Guardians mediekronikør Roy Greenslade for nylig (17. dec.).
Hurtigt faldende oplag, faldende annonceindtægter og et ubarmhjertigt krympende totalmarked har ført til massefyringer af journalister og tilbagetrukne investeringer i kvalitetsaviserne. Det sjettestørste dagblad i Storbritannien er det gratisuddelte Metro (med et samlet oplag på 800.000). Mønstret går igen i hele den vestlige verden, også i Sverige, hvor en så stor, veletableret og dominerende avis som Dagens Nyheter nu drives med tab.
Hvordan kan journalistikken igen blive et »godt arbejde«?, spørger forfatterne til Good Work. Svaret på dette spørgsmål tror jeg ikke udelukkende afhænger af journalisterne selv.

I et vist omfang gør det dog. Journalister, som er blevet bevidste om kløften mellem fagidealer og medievirkelighed har bedre forudsætninger for at gøre noget end de journalister, hvis faglige ideal gnidningsfrit lader sig tilpasse den nye medievirkelighed, som tilbydes dem.
I den henseende står journalisterne i dag moralsk bedre rustet end eksempelvis de glade genetikere i Good Work. Ingen kan jo med rimelighed påstå, at genetikernes virksomhed er moralsk uproblematisk. Problemet med genetikerne er snarere, at de bliver ved at være så glade, eller i hvert fald, at de ikke med tilstrækkelig alvor begynder at diskutere, hvad de gør og hvorfor.
Det gør journalisterne derimod. Ikke dem alle og ikke overalt, men tilstrækkelig mange i tilstrækkeligt betydningsfulde sammenhænge og i tilstrækkeligt mange lande til at en form for fag-etisk modtryk burde kunne opstå.
Hvad skal journalister, som gerne vil udrette »et godt arbejde«, så gøre?
Hvis vi ikke tilpasser os mediernes vilkår, er der ingen job at få, beklager mine journaliststuderende sig, og inden for en vis tilpasningsgrænse har de sandsynligvis ret. Spørgsmålet er blot, hvor denne grænse går, og hvordan den kan påvirkes af, hvordan de enkelte journalister handler.

Den afgørende grænse, plejer jeg at sige, går ved det personlige ansvar. Journalister, som beordres til at gøre ting, som de ikke kan eller ikke vil tage ansvar for, må have modet til at sige fra.
nDe må også blive i stand til bedre at stå imod den daglige flodbølge af mere eller mindre konstruerede nyhedsbegivenheder, hvis bagmænds eneste hensigt er at komme i medierne.
nDe må kunne takke nej, »når kilderne byder op til dans« for at låne et udtryk af den norske journalistik-forsker Sigurd Allern. For hver af sådanne journalistiske ’opgaver’ plantet af kilder og interessegrupper bør de enkelte journalister have et par modtræk klar, dvs. egne ideer om, hvad der er interessant og relevant. »Hvorfor ikke dette her i stedet?«, bør journalisten kunne sige.
Hvorfor ikke være vogter i stedet for selv at blive vogtet?
Men i sidste ende handler det naturligvis om mere end dette. Det helt afgørende er, at journalistikken igen bliver et anliggende, der føles vedkommende for de mange.
En nærliggende mistanke er, at journalistikkens krise skyldes, at den er ophørt med at være netop dette. I hvert fald i tilstrækkelig grad til at tilstrækkelig mange vælger at ofre tid og penge på den. Hvilket igen hænger sammen med, at den politiske offentlighed, som journalistikken historisk hænger sammen med, ikke længere opleves som et væsentligt anliggende af ret mange mennesker.
»For mange mennesker, måske et overvejende flertal, er politik blevet noget, man kan være foruden, og som konsekvens heraf kan man også undvære aviser,« skriver Roy Greenslade i The Guardian.
Jeg tror, at Roy Greenslade er på rette spor. Journalistikkens krise hænger sammen med demokratiets krise. Journalistikken voksede sig stærk, da demokratiet gjorde det, dvs. dengang da avisernes skrev om om emner, der føltes vigtige for læserne og som disse vel at mærke følte, at de selv kunne øve indflydelse på.

En journalistik, som tvinges til at tage sit udgangspunkt i – og i værste fald forstærke – en politik, som folk ikke forestiller sig, at de har nogen mulighed for at påvirke, kommer til at få det meget svært i konkurrencen med underholdningsindustrien, mediekonsulenterne og gratisaviserne.
Journalistikken bliver relevant, når den politiske virkelighed bliver det. Når det betyder noget for almindelige mennesker, hvordan vores samfund bliver indrettet og hvordan dette bliver fortalt og fremstillet.
Når vi får mulighed for at blive med-aktører i vores eget drama, og ikke blot tilskuere til nogle andres.
De journalister, som i dette ser en udfordring for journalistikken, vil stadig have »et godt arbejde«, der venter på dem.

*Göran Rosenberg er fast kommentator i ’Dagens Nyheter’ og
’Information’. Han er desuden gæsteprofessor ved Institut for Journalistik, Medier og Kommunikation (JMK) på Stockholms
Universitet og forfatter til bogen ’Tanker om journalistik’, der udkom på dansk sidste år på Tiderne Skifter.

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu