Krarups slægt
Kulturradikalt
Så skulle man opleve det med: At blive nævnt i samme sætning som Søren Krarup: »Birkholm, Krarup og Inger Holst«.
Vi tre skulle være kulturradikalismens intellektuelle fjender i Danmark. Hvis man skal tro et debatindlæg af Klaus Rifbjerg den 15. februar, »Vi fløjter og tar fat«.
Men skal man nu det? Jeg ved ikke, hvordan det forholder sig med Klavs Birkholm. Men jeg har i hvert fald svært ved at tro, at Søren Krarup i 1962 sad på sit værelse med Gris på Gaflen på spolebåndoptageren og spillede den igen og igen, til han kunne alle sangene udenad.
Krarup og Liva
Ligeledes volder det mig kvaler at forestille mig, at den vrede unge teolog i samme periode sad og svømmede hen til skrattende Liva Weel-plader, mens han stavede sig gennem artikel efter artikel af Vindrosen. Novelle efter novelle af Villy Sørensen. Rifbjergdigt efter Rifbjergdigt. Det gjorde jeg som 13-årig glødende kulturradikal. Jeg gik også i fodformede sko! Derfor er det mærkeligt, og føles en smule uvirkeligt, når Rifbjerg fortæller alverden, at jeg skulle være en intellektuel af Søren Krarups slægt. Og at der af de sande kulturradikale kun er fire tilbage, fire gamle mænd, der marcherer i takt til jazzmusik komponeret af en kunstner på 94. Mere barnløst kan det ikke blive. Klaus Rifbjerg mener, som Søren Krarup, at det er nat med kulturradikalismen.
Ven og fjende I naturen og kulturen lever dyr, der ikke vil kendes ved deres eget afkom. Man ser det hos katte: De føder, de ammer, de nusser og nurser og så en dag er det hvæs og farvel. Kat og killing går hver sin vej. Og de rumler som små vulkaner, hver gang de mødes igen!
Katten alene i verden
Nu tror den gamle kat måske, den er helt alene i verden, at alt, hvad der har med kat at gøre, vil forsvinde med den. Men ude i verden lever killingen videre et nyt liv ganske vist. Men mindre tværstribet end sit ophav det er den ikke. De kan hvæse og murre og hade hinanden de deler gener alligevel!
Så, jo jeg tror, der er et liv efter den døende kulturradikalisme. Efter den skrantende venstrefløj. Efter 20erne og 30erne, 60erne og 70erne.
Jeg tror, det er sandt, hvad et eller andet venstrefløjsband sang for længe siden: »Kampen står på, og vi kan vinde. Men kun hvis vi kender ven fra fjende.«
Kulturradikalismen er muligvis fortid. Men fremtiden tilhører dens efterkommere!
Ønsker du at kommentere artiklerne på information.dk?
Du skal være registreret bruger for at kommentere.
Log ind eller opret bruger »