Læsetid: 2 min.

Krarups slægt

Kan det passe, hvad Rifbjerg skriver, at kulturradikalismen i dag er reduceret til fire gamle mænd med gode danseben? At alle andre er gået over på Søren Krarups hold?
19. februar 2002

Kulturradikalt
Så skulle man opleve det med: At blive nævnt i samme sætning som Søren Krarup: »Birkholm, Krarup og Inger Holst«.
Vi tre skulle være kulturradikalismens intellektuelle fjender i Danmark. Hvis man skal tro et debatindlæg af Klaus Rifbjerg den 15. februar, »Vi fløjter og ta’r fat«.
Men skal man nu det? Jeg ved ikke, hvordan det forholder sig med Klavs Birkholm. Men jeg har i hvert fald svært ved at tro, at Søren Krarup i 1962 sad på sit værelse med Gris på Gaflen på spolebåndoptageren og spillede den igen og igen, til han kunne alle sangene udenad.

Krarup og Liva
Ligeledes volder det mig kvaler at forestille mig, at den vrede unge teolog i samme periode sad og svømmede hen til skrattende Liva Weel-plader, mens han stavede sig gennem artikel efter artikel af Vindrosen. Novelle efter novelle af Villy Sørensen. Rifbjergdigt efter Rifbjergdigt. Det gjorde jeg som 13-årig glødende kulturradikal. Jeg gik også i fodformede sko! Derfor er det mærkeligt, og føles en smule uvirkeligt, når Rifbjerg fortæller alverden, at jeg skulle være en intellektuel af Søren Krarups slægt. Og at der af de sande kulturradikale kun er fire tilbage, fire gamle mænd, der marcherer i takt til jazzmusik komponeret af en kunstner på 94. Mere barnløst kan det ikke blive. Klaus Rifbjerg mener, som Søren Krarup, at det er nat med kulturradikalismen.
Ven og fjende I naturen – og kulturen – lever dyr, der ikke vil kendes ved deres eget afkom. Man ser det hos katte: De føder, de ammer, de nusser og nurser – og så en dag er det ’hvæs’ og farvel. Kat og killing går hver sin vej. Og de rumler som små vulkaner, hver gang de mødes igen!

Katten alene i verden
Nu tror den gamle kat måske, den er helt alene i verden, at alt, hvad der har med kat at gøre, vil forsvinde med den. Men ude i verden lever killingen videre – et nyt liv ganske vist. Men mindre tværstribet end sit ophav – det er den ikke. De kan hvæse og murre og hade hinanden – de deler gener alligevel!
Så, jo – jeg tror, der er et liv efter den døende kulturradikalisme. Efter den skrantende venstrefløj. Efter 20’erne og 30’erne, 60’erne og 70’erne.
Jeg tror, det er sandt, hvad et eller andet venstrefløjsband sang for længe siden: »Kampen står på, og vi kan vinde. Men kun hvis vi kender ven fra fjende.«
Kulturradikalismen er muligvis fortid. Men fremtiden tilhører dens efterkommere!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu