Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

27. februar 2002


Fjernsynet flimrer
*Nogle tv-guruer argumenterer for, at simuleringer i mediet er lige så godt som virkelighed. Seerne er gået over til at regne alt det, de ser, for løgn. Det øger deres interesse for at se på det. Og den ny regering vil asfaltere det hele som motorvej for de kommercielle. Det er teknisk muligt, derfor gør man det. Og resultatet bliver ødelæggende for alt menneskeligt og fornuftigt.
Som Enzensberger skriver – man kan altid håbe på kroppens træghed.

Henrik Stampe Jensen, Landlystvej 24, Valby

Midten skal også tænke
20. FEB. – Bjarke Møller havde et interessant interview med en politisk filosof, Chantal Mouffe, i mandagssamtalen. Hun sagde nogle fornuftige ting og nogle ting jeg synes kalder på at blive kommenteret. Hun kritiserer den politiske midte (Blair, Giddens, Den Tredje Vej) for at gå højrefløjens ærinde, og det kan jeg så ikke rigtig gennemskue, men så karakteriserer hun det at befinde sig i den politiske midte som bovlamt, idet det ikke »mobiliserer følelserne«. Her synes det på sin plads at fastslå at det ikke pr. definition er sådan, at en midtervælger ikke behøver at argumentere for sin overbevisning, mens en venstreorienteret altid tænker meget dybt over hvad han mener. Man kender da masser af eksempler på at også venstreorienterede kan have problemer med at sætte deres overbevisninger i og på spil, og i stedet betjener sig af floskler. Det er vel meget menneskeligt. Og det at en person ofte finder sig på midten er jo forhåbentlig et resultat af hans fortløbende reflekteren.
Måske kan selv en politisk filosof stirre sig blind på de evindelige opinionsundersøgelser og valgprognoser, som jo kun er øjebliksbilleder tømt for indhold. Og så kan man egentlig godt forstå at hun efterlyser god, gammel blokpolitik at tage og føle på. Det virker bare perspektivløst, og det er egentlig påfaldende at journalisten ikke tager mere fat i det.
Jeg synes også det er vigtigt at få med, at føromtalte midtervælgers overvejelser stadigvæk bl.a. foregår på sådan en højre-venstreakse. Så jeg vil da give Chantal Mouffe ret så langt at ideologi ikke bare er noget bras.

Steen Vejlyt
Bodenhoffs Pl. 18,2., 1430 K

Nedlæggelse af kunstakademi
20. FEB. – Kulturminister Brian Mikkelsen har lyttet til elever, samt andre kulturfolk – og har besluttet at udsætte besparelserne på Det Jyske Kunstakademi indtil videre. En meget elegant måde, at få Det Jyske Kunstakademi til at lukke sig selv. Ved at der har været stillet spørgsmål om kunstakademiets fremtid, vil kommende elever tøve med at søge ind, de vil naturligvis prioritere de to andre kunstakademier, som har en sikker fremtid. Hermed kan kulturministeren om få år med sindsro berette om nedgang i elevtallet, og med god samvittighed erklære, at behovet for Det Jyske Kunstakademi er dalet. Kulturministeren skal dog vide, at Det Jyske Kunstakademi ikke kun er en ø i havet. Det er yderst vigtigt for hele det lokale kunstmiljø, at der er et statsanerkendt kunstakademi. Herfra kommer fødekæden for fremtidens lokale kunstnere, og dette er meget vigtigt for hele området, hvis Århus og resten af Jylland ikke skal sakke mærkbart bagud i forhold til resten af landet.

Steffen Tast
Ordrupvej 9, 1. th.
8000 Århus C.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu