Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

13. februar 2002


Intet nyt
6. FEB. – »Kitchener var en ægte britisk officer. Bydende og beslutsom i konflikter. Da han i sine unge år var opmåler og arkæolog for den britiske hær i Palæstina, blev ekspeditionen stenet i Nablus af arabiske drenge. De lokale myndigheder ville ikke tage sig af det. Han pågreb derfor drengene og bandt dem, hvorefter han piskede dem offentligt. Ingen skulle fornærme Hans Majestæts soldater.« Citat fra boganmeldelse i den danske Israel-lobbys hoforgan: Week-end-Avisen.

Bent Jørgensen
Hårbøllevej 60
4792 Askeby, Møn

Øl som tobaks-afvænningsmiddel
8. FEB. – Tre mindre bryggerier, Herning Bryggeri, bryggeriet Apollo i København og bryggeriet Sct. Clemens i Århus markedsfører netop nu en ny pilsnertype, Smokey, der opgives at være: »Så røget at du kan holde op med at ryge og i stedet nyde din øl«.
Det kan kun dreje sig om falsk reklame. Personligt har jeg ingen erfaring med hverken alkohol eller tobak; men jeg har hørt flere rygere sige, at de har haft en længere røgfri periode; men at de atter begyndte at ryge, da de ved en ’fest’ drak alkohol.
I en artikel i afholdsbladet Agitatoren for februar 1999, påviste nu afdøde overlæge Finn Hardt, at det er de samme mekanismer, der influerer på brug/misbrug af henholdsvis alkohol og tobak, og at afholdenhed fra det ene at disse giftstoffer vil øge chancen, for at afvænning fra brug af det andet lykkes.
Nu er tobaksreklame som bekendt blevet forbudt fra nytår; men forestil Dem en reklame for en cigar, der postulerede, at den tog lysten og trangen til at drikke alkohol i almindelighed, og rødvin i ’Peter Brixtofte-klassen’ i særdeleshed!

Hennning Sørensen
Irisvej 17
8500 Grenå

I mangel af dialog
8. FEB. – Ejvind Larsen foretrækker en hyggelig verden som han kan håndtere fremfor at redde den faktiske verden. Dette er den værst tænkelige forbrydelse. Nemlig en forbrydelse mod menneskeheden som sådan.
Også Information ved at det er vanvittigt at tillade magtkoncentrationer der er skabt til at ødelægge hinanden.
Information giver beundringsværdige fremstillinger af alle ulykkerne. Dette ændrer intet som helst medmindre Information accepterer pinagtige indsigter.

Peter Zinkernagel
Fiolstræde 14, 4
1171 Kbh. K

Lidt, men præcist
8. FEB. – »Desværre Nej! Jeg er selv lidt småsulten!« Per Marquard Otzens tegning den 7. februar tangerer det geniale. Så lidt og så præcist. Nu skal det være flovt at være dansker...

Jens Frederiksen
Overgaden oven Vandet 54 A
1415 Christianshavn

Klassekamp
»Den der gør gilde, må også betale« skriver Anders Fogh Rasmussen i sin af Nyrup Rasmussen så mishandlede bog om Minimal
staten. Hvem mon han har i tankerne? Hvad afblæsningen af klassekampen angår kun dette: Rødvin til 8.750 kr flasken, hvis det ikke er klasse, så ved jeg ikke hvad klasse er.

Claus Heinberg,
Medlem af tidsskriftet SALT’s redaktion

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu