Læsetid: 4 min.

LÆSERDEBAT

Debat
11. februar 2002


Frihedens rammer
4. FEB. – Kultursociologen
Jean Fischers indlæg onsdag den 31.1. ’Grænser for frihed’ giver mig på vegne af samme værdier/idealer lyst til at stille det åbne spørgsmål, som jeg ikke selv ved, hvad jeg skal svare på.
Ligegyldigt om jeg/man svarer ja eller nej risikerer man at undergrave disse idealer/værdier. Alligevel finder jeg det vigtigt at spørgsmålet stilles, og svaret begrundes; for specielt i kampen mod organiseret terrorisme er det vigtigt fra i dag. Spørgsmålet er som lyder. »Skal mennesker, som af religiøse/politiske/eller ideologiske årsager, ikke kan tolere/acceptere menneskerettighederne og demokratiet nyde deres beskyttelse?« Jeg lader svaret blæse i vinden.

Michael Unna
Bjødstrup Mose 28
8270 Højbjerg

Går den, så går den...
4. FEB. – EU-skeptikerne frygter en fælleslov og total ensretning i alle de suveræne lande, der er med i unionen. De henviser til Amerikas forenede stater og røber dermed et ringe kendskab til forholdene på den vestlige side af Dammen.
Dér er frit spil i de enkelte stater: I nogle er der dødsstraf, og hverken præsidenten eller senatet i Washington blander sig i, om damerne må gå med bar overkrop på strandene ligesom mændene. Jeg ved det ikke, men formoder, at den enkelte stat selv bestemmer, hvor hurtigt Fordvognene må køre. EU-harmoniseringen vil aldrig føre til fri hastighed på danske motorveje – i hvert fald kun for de udenlandske bilister, som alligevel selv bestemmer farten, da det ikke kan betale sig for de danske myndigheder at opkræve bøder.
Jeg har endnu ikke modtaget et brev fra et euroland, men går ud fra, at når der er fælles mønt, er der også fælles EU-frimærker. Formodentlig det samme mærke, som jeg de seneste par år har påklæbet mine breve på indtil 20 gram fra Storbritannien: Et stort E og ingen nationsbetegnelse.
Det bliver ikke så spændende at være mønt- eller frimærkesamler i det ny Europa, men man kan jo ikke få både i pose og sæk.
I det lange Norge er der tre priser på en Osloavis. Den bliver dyrere, jo længere fra hovedstaden salgsstedet befinder sig. Vi er anderledes solidariske: Information koster Ä 1,90 mandag-torsdag i hele Euroland!

Niels Stubkjær
H. C. Lumbyes Gade X
2100 Kbh. Ø

Indretning af virkeligheden
4. FEB – En lille udsøgt flok nymagtfuldkomne mænd sidder et sted på Slotsholmen og foretager en altødelæggende computerøvelse.
Søg og slet: økologi, miljø, vindmøller, solenergi, uddannelse, kultur, viden, eksperter, råd, nævn, ekspert-, indvandrere, flygtninge.
Computeren svarer: Ønsker du at fortsætte – beslutningen kan ikke fortrydes.
Iskoldt eksekveres beslutningen.

Jørgen Lerche Nielsen
Langkær Vænge 16
3500 Værløse

EU skal ikke opruste
4. FEB. – Er det ikke en del af demokratiet at vi satser på magt, hævn og krig? EU burde fremtræde som en moralsk og etisk magt? EU bør ikke indgå i en militær oprustning som USA og NATO forlanger – men vi skal ikke gøre det for at spare. Tværtom skal vi bruge mange penge på fred – på fredsobservatører – på et veluddannet beredskabskorps – der hurtigt kan indsættes ved internationale katastrofer. At 1/6 af verdens befolkning – det er 1 milliard – hverken kan læse eller skrive er en skandale for vort demokrati. Ligeså at der dagligt – blot af børn og unge – dør 30.000 af sult – det er ca. 10.000.000 der dør årligt. Sult er et fordelingsspørgsmål.
1970 – for 30 år siden – udtalte daværende statsminister i en borgerlig regering – Hilmar Baunsgaard, at hvis ikke vi hjalp udviklingslandene – så fik vi en revolution og den kunne koste os dyrt. Er vi ved at være nået såvidt. Først nu er vi, ved at være, såvidt, at vi er begyndt at diskutere hvordan bekæmper vi terrorismen – humant. Vores medier har svælget omkring vold og krig. Sikke meget avispapir m.m. der kunne været benyttet til noget mere positivt. En lille procent af de penge og kræfter vi har brugt på militær og terrorlove – ville rigeligt kunne være med til at afskaffe sult og analfabetisme. (Fork. af red.)

Peter Henning
Unnasvej 3
Helsingør

Muligt at påstå hvad som helst
4. FEB. – Til Peter Lauritsen og Simon Løvind (kronikken ’Glosuppe med kontrolboller’ 1. februar): Det er blevet ufattelig let at overvåge hin: Hvis man vil ’skabe begreber der tager højde for den informationsteknologiske overvågnings store omfang og kompleksitet’, må man i det mindste have respekt for basis. At påstå at manipulationer med den somato-sensoriske del af nervesystemet er lig tilkoblingen af en hjælpeforanstaltning i det autonome, er på samme plan som at foreslå at bevidstheden sidder i røven. Den form for relativisme afskaffer hurtigt personer, der med personers rettigheder, som implicit er afsættet for det ’vi’ I retfærdiggør jeres tekst med. Pludselig er det muligt at påstå hvad som helst, som Zinkernagel siger, og I har selv skubbet i den totalitære retning.

Søren Jensen
Løjt Storegade 6a,
Aabenraa

Mangel på kritisk journalistik
6. FEB. – Tak for Osama Al-Habahbehs guldkorn i kommentaren den 6. februar hvori han tager vor lokale stammehøvding, Bertel Haarder, ved vingebenet for hans hårdhændede forkarletryning af de udenlandske journalister med en arrogance der kun overgås af Thor Pedersens selvfede uforskammetheder.
Samtidig må de danske journalister stå for skud på grund af deres snævre, lokale, nationale synsvinkel over for de udenlandske journalisters globale perspektiv. Man havde kunnet forvente en vis kritisk holdning til integrationsministerens løbske udladninger.
Samme mangel på kritisk holdning finder man i pressens kovending i forhold til Dansk Folkeparti. Før valget talte man om det ikke stuerene, nu er de efter et misliebigt blokpolitiks forlig pludselig inde i varmen og det gode selskab. Hvor lidt skal der til? Kåre Fog fra TV 2 går endda helt agurk ved at gå fejl i biologien og kalde en hejre for en svane. Engang talte man om Danmark som et foregangsland. Set fra udlandet minder vi nok mere om et skræmmebillede, hvor man er tilbøjelige til at slå Fogh i hartkorn med look-alikerne Berlusconi og Haider.

G. Sandemann Rasmussen
Råhøjvænget 9
8260 Viby J

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her