Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

6. februar 2002


Nostalgi
Vores evne til at fortrænge ubehagelige kendsgerninger er uhyggelig stor.
På grund af økologiske katastrofer, krige og overvågningssamfund er verden som vi kender den ved at forsvinde. Altså diskuterer vi kulturradikalisme hvor vi helt, helt trygt kan snakke lidt frem og tilbage.

Peter Zinkernagel
Fiolstræde 14, Kbh. K

Kapital sniksnak
29. JAN. – »Kapital er en proces hvor penge tjener flere penge (en økonomisk vækst med henblik på yderligere økonomisk vækst), altså en proces, hvor der alene gælder kvantitative mål udtrykt ved tal. Kultur er derimod noget rent kvalitativt.« Med disse ord beskyldes Bourdieus kapitalbegreber den 29. januar i et læserbrev for at være »lomborgske«. Man skal altså ikke blande økonomi og kultur sammen, men hvad er da kultur og hvad er kapital?
Kultur er de forestillinger og handlemåder, der ligger til grund for enhver produktion. Kapital betyder kort og godt produktionsmiddel. Da det er et hyppigt overset faktum, at forbrug er en form for produktion (nemlig produktion af forbrug og derved investering i fremtidig handling), er det absurd at reducere (forståelsen for) produktionsmidlerne til nøgen valuta.
Penge eksisterer kun som et symbol baseret på en forestilling om de samfundsmæssige værdier. Når man reducerer kapital til penge, bliver denne forestilling let til en vrangforestilling, som yngler kortsigtede fejlinvesteringer. Derfor er de nyere tiders udvidede kapitalbegreber yderst nyttige for at forstå produktionens evige cirkulation – i samspil med samfund, menneske og natur.
Det er netop dette, som bl.a. Lomborg er blind overfor: At der findes en anden sandhed end den hegemoniske, nemlig den økonomistiske. Derimod er det svært at se Henrik Dahls nihilistiske tendenser som et bud på en mere brugbar verdensopfattelse. Et samfund behøver et nogenlunde sammenhængende projekt at stile frem imod, og derfor vil den kulturelle kapital bestå – nemlig som det fælles samfundsmæssige produktionsgrundlag.
Lomborgisternes forsøg på at kvæle ’de bløde’ kapitalformer vil bide sig selv i halen. Men jeg er optimist. Man vil tidsnok forstå, at den økonomiske kapital ingenting er i sig selv.

Sámal Matras Kristiansen
Universitetsparken 1 c11
Roskilde

Spark til dåsen
31. JAN. – Lige nu kører der en svensk reklame p MTV, hvor svenskerne bliver opfordret til, at hjælpe med at finde de tusinde af dåser, der hvert år forsvinder ud i det blå – naturen. Der er forskel på en dåse og en flaske, man har ikke samme forhold til en dåse som til en flaske. Åbenbart heller ikke i Sverige, selvom om deres pantsystem efter sigende skulle fungere godt.
Jeg synes, det er ærgerligt at Sven Aukens kamp for miljøet skal ødelægges pga. en liberal ideologi.

Louise Cathrine Nørmark
Hans Brogesgade 19 4.tv
8000 Århus

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu