Læsetid: 5 min.

LÆSERDEBAT

Debat
4. februar 2002


Byt budgetterne om
29. JAN. – EU er ivrig efter at få gang i sit eget militær og vil starte med en politiopgave i Bosnien. (Inf. den 28. jan.). Politiet er en civil instans og hører ikke hjemme under militæret.
Tør nogen dansk politiker foreslå dansk politi underlagt forsvarsministeriet?
Regeringen har indset, at det er en civil opgave, så Danmark kan deltage uden at komme i konflikt med vores forbehold. Godt nok, men hvorfor afholdt forbeholdet os fra samme slags opgave i sept. ’98 og marts ’99?
Danmark bør protestere mod at EU-militær omklamrer et civilt område.
Det siges, at hvis EU ikke kan klare denne opgave, vil det være »et nederlag for EU’s højt besungne ambitioner om at spille en militær rolle« og OSCE får opgaven.
Alle Europas lande, herunder Balkanlandene og Rusland, er medlemmer af OSCE, hvis formål er at skabe fred med fredelige midler. Hjælp til at genoprette demokrati, herunder et velfungerende politi, hører hjemme i OSCE, som i modsætning til EU ikke kan mistænkes for magtpolitiske tilbøjeligheder. Derfor bør OSCE selvfølgelig afløse FN i Bosnien.
Der er desværre ikke megen prestige i fredelig konfliktløsning, og OSCE er stærkt underbudgetteret. EU har tilsammen et militærbudget på 129,6 mia dollars, mens OSCE kun har 0,13 mia dollars?
Hvorfor ikke bytte disse to budgetter om?

Aase Bak-Nielsen
Skalvej 14, Nibe

Hvad er der sket?
29. JAN. – Hvorfor har jeg to biler i carporten, fem fjernsyn, seks stereoanlæg, hundrede tusinde på en konto i banken, en villa i Holte, et sommerhus i Spanien og et kedeligt liv. Hvor røg idealismen? Hvad blev der af fællesskabet; hvem er din næste – da ikke din hund og din Volvo – men hvem er det så. Den hjemløse på Strøget ja, men først og fremmest er din næste den dreng i Sydafrika, der lige har mistet sin far og mor og selv er dødelig syg – syg af en sygdom vi godt kunne lindre. Men hvorfor gør du så ikke noget – det er jo forkert.
Sælg din bil, dit fjernsyn og alle de andre overflødige ejendele – hvad er det værste der kunne ske – at du skulle komme til at snakke med dine børn, køre med din kone til arbejde eller endnu værre, komme til at snakke med en fremmed i bussen.
Hvornår er en hofte blevet vigtigere end et liv – for hoften kan laves og bliver det, men et tabt liv kan aldrig leves igen.
I Danmark kommer der aldrig revolution, for vi blev sgu hjemme – det regnede jo og vi skulle også lige se fjernsyn. Og hvad nu hvis du blev forkølet og ikke kunne komme på arbejde, så ville den rapport jo ikke blive lavet, og: Hvad så! Verden går jo ikke under af den grund, men det kunne jo være at du kom til at ændre den, hvis du trodsede det farlige danske vejr og gik ud på gaden og fortalte: at her er der altså noget galt.
"Så til helvede med det, nu er det tid til at blive forkølet!"

Magne Vilshammer
Hvidovrevej 321, Hvidovre

Mennesket på gulvet
29. JAN. – Flot dag. Alle de her ejegode, selvfrelste indlæg om hvor forfærdelige vi er overfor alle andre mennesker, der har en anden hudfarve og religion, de skriver side op og ned om alt det onde den nuværende regering gør. Uden de forøvrigt kommer med et eneste konstruktivt forslag, ud over giv dem flere penge eller send flere penge. For alle dem, håber jeg de læste, ellers bør de læse artiklen om den fyrede kvindelige buschauffør, i Information den 29. januar 2002.
Her er et indlæg fra mennesket på gulvet, der hverken får integrationsydelse, modersmålsundervisning eller anden form for støtte fra råd og udvalg, men hun er jo også bare en ganske almindelige dansk kvinde!

Steen Flemming Jørgensen
Vester Søgade 78, 1601 V

Fyr i fare
29. JAN. – Københavns Havn og Københavns Kommune ønsker fortsat at fjerne Langelinies Ledemole med fyrtårn. For at komme igennem med dette upopulære projekt – fyret er siden 1913 et yndet udflugtsmål – fremfører man, at mole med fyr er i vejen for Oslo- og Polensfærgerne. Havnen har fremlagt et efterbestilt simulatorforsøg, der viser at, det kan være vanskeligt at anløbe det nye havneanlæg under visse ekstreme vejrforhold, der kun optræder yderst sjældent. Uanset, at DANLINK har anløbet samme position i havnen gennem mange år, uden at påsejle omtalte mole og, at Oslo-færgerne dagligt anløber den meget mindre og vestvendte Helsingborg Havn uden nævneværdige problemer (Oslo-færgen får assistance af en slæbebåd ved meget høje vindhastigheder) – påberåber Københavns Havn sig, at det af hensyn til både færger og folk på molen er absolut nødvendigt at denne fjernes.
At Havnens bestyrelse opfører sig som et grisk privat kapitalistisk foretagende, er der desværre ikke noget nyt i; det har jeg også erfaret gennem mit arbejde som bestyrelsesmedlem i foreningen Aktiv Havn, der arbejder for at havnen også får plads til gamle træskibe, husbåde og et aktivt havnemiljø. Det forudsætter, bl.a. at københavnerne har adgang til havnen, og at der er rare steder i havnen at komme.
Men det er primært som professionel navigatør at jeg må protestere: Sikkerhedshensynet må dokumenteres af en fagligt uvildig organisation, Søfartsstyrelsen.
(Fork. af red.)

Morten Milthers
Odensegade 26, Kbh. Ø

Forandring = 1,75%
30. JAN. – Det støder mig at læse om »regeringens bondske angreb på smagsdommerne« i Informations leder den 30. januar. Selvom ordet ’bondsk’ har gammel hævd i sproget som udtryk for noget plumpt, er det i dag i bedste fald uheldigt og stærkt nedsættende overfor den samlede landmandsstand. Hvis Information vil kritisere statsministerens udtalelse om ’smagsdommerne’, så find et andet udtryk.

Peter Bjerrum
Bjerrumvej 6, 6760 Ribe

Den svenske Glistrup
29. JAN. – Søren Krarup skrev helt som Pippi-Mor: »De, der altid lader børn gøre, hvad de vil, har fuldstændig misforstået frihedsbegrebet. Det er simpelthen fejt at sige til sine børn: I kan gøre, hvad I vil.« (Astrid Lindgren, Kloge-bogen).
Den netop afdøde børnebogsforfatterinde påvirkede også politik – hendes skatteoprør hjalp at fravriste svenske socialdemokrater regeringsmagten.
Hendes bøger er sund friheds-politik

Bo Warming
Bjelkes Alle 46
2200 København N

Astrid Lindgren
31. JAN. – Tak Klaus Rifbjerg, for din kommentar 29. jan – du har udtrykt præcist det jeg – og vist også mange andre – føler: Astrid var en gæv pige – hun gav os så meget.

Svend Erik Nielsen
Nørrehaven 6, 6430 Nordborg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her