Læsetid 3 min.

Et liv uden grænser

Hvorfor antallet af nedslidte personer stiger og stiger
12. februar 2002

Kommentaren - Pop-psyk
Der sad ungerne i bilen og skreg »et liv uden grænser, et liv uden grænser, et liv uden grænser«. De fire børn – hvoraf to af dem er mine – havde netop set Walt Disneys Lady og Vagabonden, og det var ret tydeligt at sangen var gået direkte ind: Det grænseløse liv var fedt.
Jeg selv sad træt bag rattet og tænkte på de mange klienter, som ifølge diverse behandlere ikke er i stand til at sætte grænser for sig selv. Den dag havde jeg undervist personalet på et revalideringscenter, og når talen faldt på, hvad der kendetegnede gruppen af klienter i centeret, kunne personalet med stor autoritet fortælle om ’deres’ klienter, som havde levet et pligtopfyldende liv og havde været ude af stand til at sætte grænser.
Resultatet var nedslående. I dag kunne de ikke ret meget og havde fået de tvivlsomme diagnoser fibromyalgi, kronisk træthedssyndrom og hvad disse nye livsstilssygdomme ellers hedder.
Grænseløse mennesker. Pyha.
Ungerne derimod lød begejstrede når jeg udfrittede dem om det grænseløse liv, et liv »hvor man selv kan bestemme og hvor ens mor og far ikke fortæller en, hvad man skal.«
Grænser eller ej. En ting er sikkert, ansatte i aktiverings- og revalideringsarbejde elsker at bruge populære psykologisk begreber som f.eks. grænsebegrebet i deres arbejde. I perioder fylder grænsediskussionen enormt i samfundsdebatten.

Grænsedragning
Det må være et par år siden at nærværende dagblad dagligt bragte indlæg for og imod grænsedragning i børneopdragelse. Dengang var det vist meget populært og vigtigt at sætte grænser for sine børn. Begejstringen for det grænseløse liv, som mine unger og nevøer sang om, blev ikke delt af alle børneeksperterne.
Hvordan det står til i dag ved jeg ikke. Men jeg kan konstatere at grænsediskussionen er rykket over i et felt, hvor grænser – og i denne sammenhæng forstået som evnen til at sætte grænser for sig selv – pludselig får en forklaringskraft, der udvisker alle andre mulige forklaringer på hvorfor antallet af nedslidte personer stiger og stiger.
De klienter der har levet et såkaldt ’grænseløst liv’ har altså ikke psykisk været i stand til at sætte grænser for sig selv, hedder det. De har med andre ord også – og primært – et psykologisk problem (udover at være nedslidt). Det er naturligvis en mulig forklaring, men der er også andre.
F. eks. er der andet end en psykologisk fællesnævner, der samler gruppen af nedslidte personer:
*De er typisk kvinder.
*De er typisk ufaglærte
*De har typisk haft et fysisk hårdt arbejde.
Men hvad kan en gruppe ansatte stille op overfor en kvinde, som ikke længere kan tåle hårdt fysisk arbejde og som heller ikke har en uddannelse og som i øvrigt er i slutningen af 40’rne eller begyndelsen af 50’erne? Ikke ret meget.
Det er nemlig i dag ikke særlig let at finde det lette afvekslende kontorarbejde, hvor man brygger lidt kaffe og står for lidt postomdeling. Hvad gør de så – alle disse ansatte med hjertet på det rette sted?
De bevæger sig over i populærpsykologien og leder med lys og lygte efter begreber som kan levere en forklaring, som de nemmere kan arbejde med.
Og grænsebegrebet har stort forklaringspotentiale. Der er vel ikke det problem, som ikke kan indpasses i en grænsediskussion.
I sidste ende er det nemlig et spørgsmål om forskellige overbevisninger, og dermed er det vanskeligt at føre en seriøs debat om begrebets relevans for forståelsen af f.eks. stigningen af antallet af personer med de såkaldte livstilssygdomme.
Med et bliver arbejdet drejet over imod et mere amatørpsykologisk behandlingsarbejde og de mange sylærere, økonomaer og andre værkstedsfolk rundt omkring på revalideringscentre og i aktiveringsprojekter kan begynde at lære klienterne at sætte grænser.

Grænseløshed
Det morsomme er, at det typisk ikke er perfektionisme og grænseløshed (forstået som fraværet af evnen til at sige fra i forhold til arbejdsopgaver, holde pauser osv.), der præger billedet, når man besøger de danske institutioner og kigger på klienternes handlinger.
I projekterne kan klienterne godt finde ud af at melde sig syge (sige fra), at holde pauser (sige fra igen) og lave meget lidt (og endnu engang sige fra). Her kan de altså godt sætte grænser.
Alligevel fastholdes billedet af klienterne som personer, der har grænsedragningsproblemer.
Det er stærkt problematisk, når socialt behandlingsarbejde – udført af håndværkere og andre gode mennesker – ukritisk overfører populærbegreber fra psykologien, og lader disse begreber udgøre essensen i arbejdet med arbejdsløse.

*Nanna Mik-Meyer er antropolog og ph.d.-stipendiat ved Sociologisk Institut, Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu