Kronik

Medie-Amerikas nye heltinder

Hun er 70, hun er sjov, dygtig og stiller magtens mænd alle de ’forkerte’ spørgsmål. »Anderledes kvinder, anderledes ideer,« forklarer hun selv om sit program The View. Navnet er Barbara Walters
2. februar 2002

Lørdagskronikken
USA har på mange måder fungeret som foregangsland, hvad angår kvinder på tv-skærmen. Tænk bare på Lucille Ball og Oprah Winfrey. Amerikansk morgen-tv præsenteres af voksne kvinder og ikke af far-datterlignende konstellationer som i Danmark. Dette sker naturligvis ikke kun for kvindernes blå øjnes skyld, men har at gøre med, at det kommercielle tv nødvendigvis forholder sig mere til det kvindelige publikum, som jo stadig er de primære konsumenter.
Da jeg i efteråret opholdt mig i USA, kunne jeg imidlertid konstatere, at der stadig er et stærkt maskulint indslag i amerikansk tv: Det er stadig tre mandlige værter, der tegner de nationale aftennyheder, ABC’s Peter Jennings, CBS' Dan Rather og Tom Brokaw på NBC, og ligeledes to mandlige værter, der står for den daglige aftenunderholdning: Jay Leno og David Letterman.
Terrorangrebet den 11. september bragte mændene ind på skærmen med fornyet kraft: I rystelserne efter bombningen af verdenshandelstårnene blev det de mandlige værter, der fungerede som støttepiller:
I skjorteærmer bragte Peter Jennings dagen igennem en slags mening i fortvivlelsen, og det var Letterman, hvis Late Show jo sendes live fra New York, der bragte humoren tilbage til new yorkerne. I det meget manikæiske amerikanske medieverdensbillede bliver humoren meget hurtigt nødvendig som modvægt til den meget melodramatiske behandling af terrorindgrebet.
Det er klart, at når hvert magasinprogram bragte sin tårevædede historie om mistede familiemedlemmer, blev humoren snart påkrævet, og spørgsmålet om, hvornår man kan begynde at dyrke satire igen, kom da også hurtigt på dagsordenen. »When can we begin to be funny,« som Saturday Night Live’s producer Lorne Michaels ydmygt spurgte New Yorks borgmester Rudolph Guiliani, da det legendariske underholdningsprogram, der ligeledes sendes fra New York, blev genoptaget i oktober.
Så det var Letterman, der begyndte med at tilføre nationen den nødvendige portion humor efter den 11. september og undersøge mulighederne for hvilke former, den kunne tage.
Inden han gik på skærmen konsulterede han sin forgænger på området, den legendariske Johnny Carson. Også et andet amerikansk mediekoryfæ, nyhedernes grand old man Walter Cronkite blev ofte hentet frem for at sætte situationen på plads. I sit sidste show før jul havde Letterman inviteret
Peter Jennings som gæst, og samtalen udviklede sig til gensidigt rygklapperi for de to mænds indsats for at holde den amerikanske moral oppe.
Også som interviewofre sås flere mænd end sædvanlig, blandt andet ældre erfarne politikere og militærfolk. Hertil kom, at USA efter attentatet fik en ny gruppe af helte: Brandmænd, politifolk og redningsarbejdere. Hårdtprøvede, vejrbidte mandeansigter dannede bagtæppe-ornament til borgmester Guiliani, da denne afsang nationalsangen ved genåbningen af Saturday Night Live.
Mens mændene altså bliver helte i krigstider, bliver kvinder typisk enten usynlige eller ofre, og dette gælder også for mediernes behandling af denne nye krig, hvor der naturligt nok er blevet fokuseret på kvindernes lidelser under talebanstyret. Det varede flere måneder, før der var et tv-program, som fandt på at præsentere nogle kvindelige helte: Der var faktisk også kvinder i rednings- og politikorpset.

Midt i den mandlige heltedyrkelse og selvhøjtidelighed fungerede den prominente tv-journalist Barbara Walters’ daglige talkshow The View som et behageligt åndehul, et selvironisk og refleksivt rum for bearbejdelse af de traumatiske erdenspolitiske begivenheder.
The View, som kan oversættes med ’synspunktet’ eller ’udsigten’, sendes live hver formiddag mandag til fredag fra 10 til 11 på ABC.
Programmet har fire faste kvindelige værter, to hvide, en afro-amerikaner og en asiat. Spændvidden fremgår også af journalisterne Meredith Vieira og Lisa Ling, og redaktionen omfatter juristen Star Jones og stand up-komikeren Joy Behar.
Barbara Walters, programmets idékvinde og med-producer, deltager et par gange om ugen. Der indledes med det faste programpunkt Hot Topics – dagens varme emner, der diskuteres af de fire eller fem værtinder siddende
omkring et spisebord. Senere modtages dagens gæst, eksperter og berømtheder fra politik og showbiz i sofaarrangementet.
Herpå følger forskellige magasinindslag: typiske ugebladsemner som sundhed, skønhed og mode, men også mindre glamourøse emner som for eksempel fordøjelses- og fodproblemer. Og endelig er der i løbet af ugen faste segmenter, som Merediths Guilt Trip og Joy to the World.
Programmet startede i 1997 og fejrede i efteråret sin udsendelse nummet 1.000 med Elton John som gæst, der i tråd med programmets karakteristiske humor præsenteredes som »The Real Queen of England«. I åbningssekvensen formulerer Barbara Walters showets motto:
»I had this idea for a show. Different women, different ideas. Maybe a little too different« (Her gør Walters en afværgende gestus, der siger: Men hvad gør det?) »We call it The View«.
Barbara Walters har haft en bemærkelsesværdig karriere på amerikansk tv: I en alder af 70 år er hun ikke blot stadig på skærmen, men altså også frontfigur for et nyt programkoncept. Få tv-personligheder har været så udskældte som hun, men hun har demonstreret en usædvanlig sejlivethed:
Hun blev hyret som vært – sammen med Harry Reasoner – på ABC’s hverdagsaftennyheder i 1976 præcis på grund af sine showbiz-konnotationer. Hun kom fra stillingen som medvært på The Today Show, og hun blev selve symbolet på destruktionen af
nyhedsværdierne.
Walter Cronkite fra CBS slog i den forbindelse fast, at nyhederne nu uomgængeligt var blevet til
underholdning. Barbara Walters fungerede kun som nyhedsvært i få måneder, men hun blev på ABC, hvor hun er blevet berømt for sine Specials (blandt andet om og med Monica Lewinsky). Fra 1999 har hun været enevært på det ugentlige nyhedsmagasin 20/20 (hvor hun i dette efterår har interviewet Vladimir Putin og præsidentparret Bush). Ikke mindst er hun blevet berømt gennem Gilda
Radners Baba Wawa-parodi i Saturday Night Live.

Barbara Walters er ofte blevet kritiseret for sin kælne stil. Jeg mener imidlertid, at det overses, at hun har en underliggende ironi, som ofte kaster et skævt lys på berømthederne, som da hun for eksempel spurgte Laura Bush, hvad hun mener om, at mange er imponerede af, hvor godt hendes mand har tacklet krisen – underforstået, at det havde man jo ikke ventet.
I daytime-programmet The View vender Walters sine lavkultur-associationer, det vil sige sin personlige og glamourøse stil til en fordel og udfolder sin humoristiske sans. Hun var bange for, at
programmet skulle miskreditere hende som seriøs journalist, men programmet har vist sig at være overraskende populært. 75 procent af seerne er kvinder, men der er også en lille gruppe af dedikerede mænd blandt seerne.
The View er et typisk chat-program: personligt, humoristisk og mildt subversivt, både hvad angår form og forholdet til kønnet. Værtinderne tager for det meste udgangspunkt i personlige synspunkter på de aktuelle begivenheder. Der relateres ofte til privatliv og private oplevelser. Med et udtryk fra narrativitetsteorien kan man kalde dem for ’homodiegetiske fortællere’, i den forstand at de selv tager del i de emner, som de rapporterer om. For eksempel følger vi Meredith Vieira til en mammografi.
Store dele af showet har en humoristisk tone. Showet kan imidlertid skifte fra farce til seriøs journalistik på få sekunder. Samme spændvidde er der i indholdet: Som Star Jones konstaterer: Det er kun The View, der kan lave en overgang fra en diskussion af Anthrax til et modeshow.
Der er en generel tendens i showet til at undergrave den mandlige parade, som kommer allerede af settingen. En mand i en sofa med fire eller fem velformulerede og lattermilde kvinder har ikke mange chancer for at holde paraderne oppe. Der er også ofte en direkte fysisk kontakt – enten en trøstende holden hånd eller
direkte flirt. Da Meredith Vieira interviewer den unge smukke
skuespiller Josh Duhamel fra sæbeoperaen All my Children, kan hun ikke holde fingrene fra ham. Ved positioneringen i den kvindelige sfære er der en potentiel
dekonstruktion af den mandlige magt.
Også invitationen af kvindelige gæster viser intentionen om en overskriden af det traditionelle køn: Lauren Hutton, en fotomodel på cirka 60 år, er lige er kommet sig efter en større motorcykelulykke. Talkshowværtinden Ricki Lake fortæller om sin naturlige hjemmefødsel. (Hun har modtaget en pris for at udbrede kendskabet til naturlige fødsler).
Programmet tager også del i den nye amerikanske åbenhed omkring seksualitet: Barbara Walters konstaterer, at hun, mens hun har lavet dette show, har lært flere uartige ord end i hele sit foregående liv. Kvinderne søger bevidst at være grænsesøgende, hvad angår repræsentationen af seksualitet.
Walters fortæller ved et seminar på Museum of Television and Radio med slet skjult fornøjelse om, hvordan ABC’s nyhedschef spærrede øjnene op, da et nærbillede af en vagina, som blev bragt i forbindelse med et gynækologindslag, tonede frem på hans altid tændte monitor. Der flirtes også med lesbianisme:
»I sidste uge kyssede vi på munden, det havde vi ikke gjort for tre år siden.«

Programmet er mere debat- og aktualitetsorienteret end de fleste daytime talkshows. Programmet kan muligvis ses som led i en tendens til at højne kvaliteten af de programmer, der sendes om dagen, hvor talkshows i de senere år er blevet udbredt på bekostning af sæbeoperaerne. Den demografiske forklaring kan være, at der på grund af flere skæve arbejdstider er sket en ændring i sammensætningen af formiddagspublikummet, så en større del af befolkningen er hjemme om dagen i løbet af ugen. Daytimepublikummet er ikke kun husmødre som i 50’erne og 60’erne, men mere varieret.
I efteråret rummede The View også mange forskellige synspunkter på krisen. Den grundlæggende patriotiske holdning blev markeret af Stars and Stripes ophængt på studiets vægge. På den anden side optrådte skuespilleren og ikke-voldsforkæmperen Alec Baldwin som gæst. Han blev introduceret af Barbara Walters, der på sin direkte facon stillede ham spørgsmålet:
»Hvad mener du om den påstand, at angrebet var selvforskyldt?«
Baldwin svarede ligeså direkte:
»Amerikanerne er materialistiske og arrogante, men vi elsker friheden. Angrebet bør få os til at se ind i os selv, men vi skal også fange de kriminelle. Præsidenten har støtte hos 86 procent af befolkningen, vi kan ikke optræde som et splittet folk.«
Walters giver ikke udtryk for sine politiske holdninger i programmet, men både Baldwin og Star Jones afslørede, at de havde stemt på den anden præsidentkandidat. Dette var en af de få dissidentstemmer, jeg hørte på amerikansk tv i de uger.
Baldwin peger på dilemmaet, som The View og andre infotainment programmer befandt sig i: Hvornår kan vi begynde at være morsomme igen? Men det er vanskeligt at gøre grin med den mandlige heroisme i den aktuelle krigs- og krisesituation. Der er, som det hedder, en regel om
komedie og timing – og tiden er endnu ikke inde.
Gennemgående i Hot Topics var dog påpegningen af de aktuelle absurditeter i hverdagen i krigstilstand og modsigelserne i de officielle direktiver: Hvordan kan man på en og samme tid være i højeste alarmberedskab og leve et normalt liv?
Der er også nogle få eksempler på en forsigtig gøren grin med mandlig heroisme: Nyheden om, at Guiliani skal slås til ridder af den engelske dronning, kommenteres respektfuldt, men også venligt ironisk, idet han betegnes som »Sir Rudy, our knight in shining armour«.
Onsdag den 23. oktober kommenteredes et foto af George Bush under besøget i Kina, klædt i en traditionel kinesisk brokadejakke, i et kort indslag:
»Den første statsmand, som optræder i drag ved en international lejlighed,« understreget af underlægningsmusikken, Bette Midler med Girls just wanna have fun.
Kvinderne er ikke fremstillet som ofre i dette program. En af programmets hyppige Taleban-jokes var, at foreslaget om at ødelægge talebanerne ved, at alle kvinder løb ud af deres huse uden tøj på, fordi der ikke er noget, der kan skræmme talebanerne som nøgne kvinder. Et andet forslag er at nedkaste oppustede Pamela
Anderson-dukker i stedet for bomber, for de hader alt, hvad hun står for.
Det er en typisk karnevalesk og burlesk strategi at anvende den afklædte kvindelige krop som politisk våben. Det er en humoristisk og styrkende attitude, som står i modsætning til offerrollen.
Der er ingen tvivl om, at The View er infotainment, ugeblad og politisk debat i et og samme program, men det er aktuelt, velinformeret, personligt og morsomt præsenteret. Kvinderne i The View hæver sig op over krigstidens offerrolle, og de er helt
sikkert meget langt fra at være usynlige.

*Vibeke Pedersen, ph.d., var i efteråret 2001 gæsteprofessor ved University of Minnesota i USA

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu