Læsetid: 3 min.

Oh, du store euro

Der er ingen grund til at ryste på hånden, når det drejer sig om at fastholde den konsekvente modmagt
Debat
21. februar 2002

Modmagt
I en fremragende (og desværre alt for nødvendig) leder den 16. februar, skriver Rune Lykkeberg inspireret af Pierre Bourdieu, at hvor der er magt, er der »behov for modmagt«.
Med Bourdieu: »Den intellektuelle er en sand kritisk modmagt«.
Men man kunne også være spids og spørge, hvor »den kritiske modmagt« findes i Informations tilbagevendende unionstilbedelse, der giver sig udslag i selv så manisk detalje, at avisen demonstrativt anfører salgsprisen i euro?
Der er ikke megen ’unionsmodmagt’ i avisens generelle politiske linje, og i al sin uskyldige petitesse er europrisen avisens daglige udstilling af den i dag så politisk korrekte dyrkelse af en union, der i princippet næsten synes parallel med de 60 amerikanske intellektuelle, som i en nylig fælleserklæring i nok så akademiske vendinger slet og ret falder på røven for George W. Bush’ krigeriske magtpolitik.
I begge tilfælde, om end i forskellig udstrækning, er der tale om en trist udstilling af modmagtens fravær.

Vægtig modspiller
EU-centraliseringen er blot den nyeste, europæiske variant af gammelkendte supermagtsambitioner, og bliver EU nogen sinde en vægtig modspiller til USA, er hele unionskonstruktionen alt for ensidigt designet til at honorere det forfængelige håb, at Europa blot kan styrke sine egne finansielle og militære interesser.
EU’s tiltrængte, men spæde røster imod USA’s krigsmani gør ikke EU til et efterstræbelsesværdigt alternativ til nutidens regerende supermagt, fordi et sådant alternativ netop måtte funderes, og udtrykke sig helt og holdent på, afmagtens vegne – og hvis der er noget, EU’s lukkede centralisme avler, så er det yderligere afmagt. Af den grund behøver man ikke at besvime over, at Keld Albrechtsen vil debattere en mulig omformulering af nogle forbehold, eller at han ønsker, at EU-modstandere aktivt skal præge udformningen af kommende EU-traktater – det er især overflødige formuleringer som:
»Tiden er ikke moden til skabelsen af Europas Forenede Stater, selv om en sådan idé ikke kan afvises på et principielt grundlag«, der giver bange anelser om en gentagelse af SF’s glidebane.

Politisk ukorrekt
, uanset hvor politisk ukorrekt det er under de gældende politiske konjunkturer, lige så lidt som det bør ryste nogen, at også Pia Kjærsgaard undsiger unionsudviklingen.
Hendes motiver og strategier er selvsagt nogle ganske andre end de, der kendetegner den humanistiske unionsmodstand – ligesom f.eks. Mogens Glistrups motiver til at støtte unionsudviklingen selvfølgelig også er nogle andre end Informations.

SF’s eftergivenhed
EU-kritikken må ikke falde for SF’s stigende opgivenhed og eftergivenhed, der blot er endnu et følgagtigt knæfald for EU-udviklingen, som var den et uafvendeligt jernbanespor.
Et knæfald for magten, som de radikale har praktiseret i alt for mange år, og som nu inspirerer visse SF’ere til håbet om, ad den vej at kopiere de radikales politiske indflydelse de foregående årtier.
Gid ikke bare SF’ere, men også radikale med hang til modmagt ville notere sig Klaus Rifbjergs på én gang sørgelige og rammende opsang til det Radikale Venstre (fra Den kulturradikale udfordring):
»Jeg ved ikke, hvad Georg Brandes og Poul Henningsen ville have sagt til det mærkeligste af alt, at det Radikale Venstre, som engang var deres parti og mere eller mindre den førstes opfindelse, i løbet af det forgangne århundrede har forvandlet sig fra et intelligent, frisindet forum til et medløberisk, militærbegejstret, småborgerligt yuppie-foretagende med en stramtandet regnelærerinde, en forringet udgave af Kresten Helveg Petersen og en reklamekulret kronprins i spidsen, men de ville nok have undret sig.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her