Retfærd & Velfærd
Er disse offentlige prygl lige fra WEF til Enron-høringerne et tegn på en reel fremgang? Hvad, for at låne en bemærkning som oftest er rettet mod os, som var samlet i Porto Alegre, er deres alternativer? Har de en klar idé om, hvordan verdens rigdom kan fordeles bedre? Har de konkrete handlingsplaner til at slutte aids-krisen eller bremse klimaændringerne? Desværre er svaret nej.
På World Social Forum (WSF) i Porto Alegre i Brasilien summede korridorerne på topmødets første dag af rygter om afhopning fra nord. Topdelegerede sprang over bord fra World Economic Forum (WEF) i New York og kom i stedet til Porto Alegre: En europæisk premierminister, ledere fra Verdensbanken og selv topledere fra store selskaber.
Nogen dukkede aldrig op, mens andre indfandt sig. Men under alle omstændigheder blev betydningen af alt dette heftigt debatteret. Vidnede det om topmødets styrke (det samlede trods alt over 60.000 deltagere), eller var det et tegn på overhængende fare? World Social Forum startede sidste år som et alternativ til den årlige samling af de øverste 1.000 selskaber, verdens ledere og opinionsdannere, som plejer at mødes i Davos i Schweiz men som i år samledes i New York.
Men disse magtfulde nyankomne kan udgøre en risiko for, at WSF fra at være et klart alternativ bliver en rodet fusion: horder af fotografer løb i hælene på politikerne; markedsundersøgere fra PricewaterhouseCoopers sneg sig rundt i hotellobbierne for at øjne chance for dialog, studerende smed en flødeskumskage i hovedet på en fransk minister.
Det samme virvar prægede mødet i New York med NGOere, som opførte sig som selskaber, og selskaber, som kaldte sig selv NGOere, og så godt som alle hævdede, at de i virkeligheden var der som trojansk hest. Tonen, hvis ikke tiden, har i allerhøjeste grad ændret sig.
World Economic Forum var tidligere et sted, hvor de rige ikke skulle undskylde deres rigdom, og eliten kunne være fuldstændig opsætsige omkring deres elitisme. Men i løbet af blot tre år har Davos ændret sig fra at være en festival af skamløshed til en årlig parade af offentlig udhængning, en tillukket kapitalistisk S/M-forretning:
I stedet for at triumfere forsøger de ultra-rige nu at overgå hinanden i selvpiskende taler om, hvordan deres grådighed er ubæredygtig og om, hvordan de fattige vil rejse sig og fortære dem, hvis ikke de ændrer fremgangsmåde. Igen og igen lader delegerede sig frivilligt fastspænde for at blive pisket af deres kritikere lige fra Amnesty International til Bono.
Dette år, hvor konferencen faldt ned fra dens alpine tinde og landede i New Yorks murbrokker og vrimmel, har udskældningen nået et stade, som er højere end selv Davos.
»Det er en kendsgerning, at verdens rigdom og magt er meget ulige fordelt, og at alt for mange mennesker er dømt til et liv i fattigdom og fornedrelse,« erklærede Chief Davos Dominatrix, FNs generalsekretær, general Kofi Annan. »Mange har den opfattelse, at skylden ligger hos....de folk, som er samlet til dette topmøde.«
AV! Som et protestskilt på gaden udenfor udtrykte det, »Elendig kapitalist! Ingen Martini.«
Er disse offentlige prygl lige fra WEF til Enron-høringerne et tegn på en reel fremgang? Hvad, for at låne en bemærkning som oftest er rettet mod os, som var samlet i Porto Alegre, er deres alternativer? Har de en klar idé om, hvordan verdens rigdom kan fordeles bedre? Har de konkrete handlingsplaner til at slutte aids-krisen eller bremse klimaændringerne? Desværre er svaret nej.
Den centrale økonomiske politik, som styrer globaliseringen, er acceleret i det seneste år (nye skattenedsættelser, planer om nye olierørledninger, øget privatisering, ringere beskyttelse af arbejdere...)
Det er ikke så sært, at mange unge mennesker er nået til den konklusion, at det ikke er den enkelte politik eller politiker, som er problemet, men at det er selve systemet af centraliseret magt.
Derfor har en stor del af World Social Forums tiltrækning med værtsbyen at gøre. Porto Alegre repræsenterer en mulig udfordring til den centraliserede magt. Byen er del af en voksende politisk bevægelse i Brasilien, som systematisk delegerer magten tilbage til folk på kommunalt plan i stedet for at puge magten sammen på nationalt eller internationalt plan.
Partiet, som har været arkitekt for denne decentralisering i Brasilien, er Arbejderpartiet (PT), som nu er ved magten i 200 kommuner, samtidig med at partiets ledere fører i meningsmålingerne.
Mange PT-byer har et budget med borgerdeltagelse, et system som indebærer direkte borgerdeltagelse når byens knappe ressourcer skal fordeles. Via et netværk af forskellige råd vedtager borgerne ved direkte afstemning, hvilke veje og sundhedsklinikker der skal bygges.
I Porto Alegre har denne decentralisering af magten givet resultater, som er stik modsatte af de globale økonomiske trends. Eksempelvis har man i stedet for at skære ned på offentlig service til de fattige valgt at oppriotere den i betydelig grad. Og i stedet for en stigende kynisme og vælgerfrafald øges den demokratiske deltagelse hvert år.
Budgettet er langt fra perfekt, og det var blot et levende alternativ, som blev fremhævet på WSF. Men det er en del af et mønster, som afviser, hvad den portugisiske politiske ekspert Boaventura dos Santos kalder lav-intensitets demokratiet. Et mønster som kræver større indflydelse i demokratierne lige fra uafhængige medieaktivister, som skaber nye modeller for medier med aktiv deltagelse, til jordløse bønder som besætter og beplanter uopdyrket jord over hele Brasilien. Det er ikke alle, som lader sig imponere. Mange venter på en ny top-down ideologi til at udstikke kursen. En reporter på topmødet mente, at al den fokus på lokal magt blot var et maoistisk tilflugtssted på landet. New York Times proklamerede i en af avisens overskrifter, Topmødet i Brasilien er mere lokalt end internationalt.
En aften på ungdomscampingpladsen i Porto Alegre oplevede jeg et betydningsfuldt øjeblik. Omkring 1.000 unge mennesker var stimlet sammen foran en højtaler for at lytte til en direkte transmission fra gadedemonstrationer foran Waldorf-Astoria Hotel i New York. Nyhederne blev præsenteret af en reporter i mængden, som sendte fra sin mobiltelefon. Hendes stemme kunne høres live på internettet og blev opfanget af den mikroradiostation, som var etableret på pladsen, hvor hendes ord blev transmitteret efter at være oversat til portugisisk. På et tidspunkt strejkede den amerikanske server, men blev straks erstattet af en italiensk.
Så godt som alle var enige om, at hjertet i det sociale forum ikke lå i de officielle begivenheder. Det kom til udtryk i spontane øjeblikke, som da min italienske ven Luca Casarini under en middag forsøgte at give et samlet billede af topmødet. »Det handler om hvordan siger man det på engelsk? dette,« sagde han. Og med en blanding af aktivist-esperanto af gebrokne andetsprog samt tegnsprog trak han i ærmet på sin t-shirt og viste mig sømmen.
Ja, sømmen. Måske handler forandring ikke så meget om, hvad der bliver sagt og gjort men om sømmerummene. Mellemrummene med deres skjulte styrke. Ved den sociale konference i Porto Alegre handlede meget af snakken om Buenos Aires, hvor nogen hævder, at en opstand fra sømmerummene allerede er i gang. Gadedemonstranter kræver ikke længere en udskiftning af den politiske garde men bruger det vidtgående slogan »Skaf os af med dem alle.«
De er nået til den konklusion, at det ikke er tilstrækkeligt at vælte et politisk parti og erstatte det med et andet. De forsøger i stedet noget endnu vanskeligere: At omstyrte en gængs økonomisk teori som er så magtfuld, at den kan stå imod, når selv dens stærkeste fortalere pisker og sparker den indefra.
Spørgsmålet er, om den kan modstå et angreb fra sømmerummene?
*Naomi Klein er canadisk journalist, globaliseringskritiker og kommentator på Information
*Oversat af Runa Trosborg
