Kronik

Politik, rettigheder, og verdens tilstand

Anmeldere og kommentatorer har forsikret at Peter Zinkernagel umuligt kan have ret i sin bog Tilvante forestillingers magt. Men hvad hvis han har?
13. februar 2002

Tro & Filosofi
Hvad har rettigheder med politik at gøre? Peter Zinkernagel påstår i sin bog Tilvante forestillingers magt, at politik logisk set først og fremmest bør respektere personers rettigheder, og at erkendelsen af denne politiske norm måske kan lede til en bedre verden. Påstanden er enten komplet irrelevant, slet og ret forkert, eller måske endda begge dele. For fire anmeldere og en kendt filosof kan vel ikke tage fejl?
(Se anmeldelser af Tor Nørretranders i Information den 16. oktober , Klaus Wivel i Weekendavisen den 18. oktober Henrik Bandak i Politiken den 27. oktober, Søren Christensen i Berlingske Tidende 24. november, og en kronik af Peter Kemp i Politiken den 29. november).
Både anmeldelserne og Kemps kronik illustrerer meget godt pointen med tilvante forestillingers magt. Man ved nærmest på forhånd, at der ikke kan være nogen logiske normer i politik. Og selv hvis der var, så kan logikken i hvert fald ikke have praktiske konsekvenser. Men lad os prøve at se nærmere på disse forestillinger.
Lad os tænke os at tilstrækkeligt mange politikere og vælgere blev klar over, at global sikring af personers rettigheder udstikker det fundamentale formål for rationel politik. Og at de samme folk indså, at det er ligeså irrationelt at hævde at noget kan være vigtigere i politik end personers rettigheder, som at hævde at to og to er fem. Naturligvis ville politikerne ofte være stillet overfor vanskelige dilemmaer om hvordan den enes rettigheder skal vurderes i forhold til den andens. Men der ville ikke være tvivl om at f.eks. ejendomsretten er mindre væsentlig end retten til ikke at dø af sult. Ville det så ikke blive lidt svært at forklare vælgerne hvorfor u-landsbistanden ligefrem skal nedskæres for at øge vores egen velfærd? Og ville det ikke blive svært at forklare hvordan ønsket om økonomisk vækst kan veje tungere end hensynet til personers rettigheder (som f.eks. i den stiltiende accept af Kinas overgreb på menneskerettighederne)? Når nu alle erfaringer viser at økonomisk vækst ikke på nogen måde er garant eller forudsætning for overholdelse af rettigheder.
Søren Christensen mente at der umuligt kan være nogen logisk sammenhæng mellem personer og rettigheder, eftersom menneskerettighedsbegrebet jo blot er et produkt af den vestlige kulturhistorie. Men for så vidt at vi ved personer nødvendigvis må forstå noget, der under normale sociale omstændigheder kan påtage sig forpligtelser og have rettigheder (se f.eks. kronik af undertegnede i Politiken den 4. november), så er det ganske irrelevant at et begreb som menneskerettigheder først blev formuleret eksplicit i slutningen af det 18’ende århundrede. For selvom de gamle grækere ikke kendte til menneskerettigheder, så vidste de selvfølgelig udmærket at de behandlede slaver og frie borgere aldeles forskelligt. Og ligesom det ville være urimeligt og irrationelt at indskrænke personbegrebet til f.eks. ’de rødhårede’, ja så var det irrationelt og forkert at grækerne indskrænkede personbegrebet til ’de frie borgere’. Uanset hvad rettigheder præcist er for noget, så er der ingen rationelle grunde til at skelne mellem folk – og vi ved derfor at alle bør have de samme rettigheder.

Tor Nørretranders kaldte Peter Zinkernagels filosofiske ståsted for sympatisk, men selvmodsigende – øjensynligt fordi magtkoncentrationer, ifølge Peter Zinkernagel, både er skadelige og nødvendige. Imidlertid er det vel ikke selvmodsigende at magtkoncentrationer ganske vist er nødvendige for at beskytte rettigheder, men at vi på grund af magtens natur bør bestræbe os på at have så små magtkoncentrationer som muligt? For har Peter Zinkernagel ikke ret i, at magtkoncentrationer har det med at tage magten fra os, at deres vækst og sammenstød fører til krig og økologiske katastrofer, og at vi derfor så vidt muligt bør begrænse dem?

Selvfølgelig er der forskellige typer af magtkoncentrationer, og det er derfor rimeligt at diskutere hvilken slags der bør foretrækkes frem for andre. Men sådanne diskussioner giver kun mening når man holder sig de overordnede farer ved magtkoncentrationer for øje. Utvivlsomt vil økonomiske magter ofte være ringere i forhold til personers rettigheder end politisk-demokratiske magter. Eftersom den økonomiske magt er en realitet, er der derfor mange som håber på en magtbalance, istedet for en magtafvikling, gennem en styrkelse af den politiske magt i f.eks. EU. Problemet er bare at EU – trods miljø- og rettighedshensyn – bygger på kravet om økonomisk vækst som det centrale grundlag for politiske handlinger. For det er selve tanken om økonomisk (og magtmæssig) vækst som hovedformål det er galt med. At markedsøkonomi kan være en god tjener ændrer ikke på at den er en elendig herre.
Derfor er det urealistisk at tro at et politisk stærkere EU vil svække den økonomiske magt. Tværtimod er der risiko for – som det f.eks. er sket i USA – at den økonomiske og politiske magt bliver tættere sammenvævet i en ny og stærkere magtkoncentration.
Internationalt samarbejde er nødvendigt for at behandle globale problemer. Den vanskelige opgave er at sikre at en eventuel midlertidig styrkelse af overstatslige organer sker med fundament i alle personers rettigheder, og ikke i økonomiske interesser (som minimum må kræves vetoret overfor forslag der kan skønnes at indebære globale rettighedsmæssige forringelser). Paradoksalt nok betyder dette, at det langsigtede formål for enhver rationel magtkoncentration må være at begrænse sig selv mest muligt. Menneskerettighedskonventioner er langt fra tilstrækkelige – det gælder om at gøre respekten for personers rettigheder til vores fælles grundliggende pligt.

Ingen vil formentlig benægte at de rige har flere rettigheder end de fattige. Så snart man indser nødvendigheden af at arbejde for lige rettigheder til alle, så er det også klart at vi må arbejde for en, så vidt mulig, økonomisk lighed for alle. Dette rejser imidlertid et nyt spørgsmål til Peter Zinkernagels påstand om at erkendelsen af den politiske norm kunne bedre verdens tilstand. For er der overhovedet vilje til at lave noget om? I hvert fald er der jo nogen der mener at vi allerede er på rette vej – at det faktisk går ganske godt med økonomisk og rettighedsmæssig lighed.
Modstanderne af den dominerende verdensorden (f.eks. ATTAC-bevægelsen) har ofte påpeget, at globaliseringen må bekæmpes eftersom den gør de rige rigere, og de fattige fattigere. Tilhængerne (f.eks. bevægelsen Mod-ATTAC) har, bl.a. med baggrund i en rapport fra det norske udenrigsministerium (Globalisering og ulighed, rapport, 2000), henvist til, at uligheden i verden faktisk er faldende, og at det derfor snarere gælder om at forstærke globaliseringen. Men udover at det er vanskeligt at påvise nogen direkte sammenhæng mellem globalisering og ulighed, så afhænger en vurdering af om uligheden er stigende eller faldende helt af hvordan man ser på tallene.
F.eks. viser rapporten at uligheden i løbet af de sidste 33 år imellem de 20 procent fattigste lande og de 20 procent rigeste er blevet relativt mindre, hvorimod uligheden imellem de 10 procent fattigste lande og de 10 procent rigeste er blevet relativt større (forskellen skyldes i det væsentlige at Kina, der har haft stor økonomisk vækst, ikke falder ind under de 10 procent fattigste). Desuden er vurderingen af uligheden foretaget på basis af landenes gennemsnitsindkomster, og der er ingen garanti for at uligheden indenfor hvert af landene følger tendensen landene imellem (indenfor landegrænserne i Kina, USA, og Storbritannien har uligheden været stigende i de forløbne 33 år – mens den har været faldende f.eks. i Danmark).

Den relative ulighed imellem de 20 procent fattigste lande og de 20 procent rigeste falder fordi de fattige bliver hurtigere rigere end de rige gør. Alligevel tjener de rige lande stadig cirka 13 gange mere end de fattige, mod cirka 15 gange mere for 33 år siden (i tal korrigeret for prisforskellen på varer i de forskellige lande). Og selv hvis man i blind tro på uhæmmet vækst antager at tendensen kan fortsætte uændret, så betyder tallene at det vil tage mindst 500 år før uligheden mellem rige og fattige lande er udjævnet. Forudsat altså, at vi ser bort fra de (10 procent) allerfattigste lande, og at vi ikke forinden ødelægger os selv i nye krige og økologiske katastrofer.
Hvis det er klart at målet for politiske handlinger nødvendigvis må være den globale respekt for personers rettigheder, og at uligheden i verden derfor bør bekæmpes effektivt, så er det dermed aldeles håbløst at tro, at den økonomiske udvikling af sig selv vil klare arbejdet. Og ligeså håbløst at tro, at alle verdens lande omkostningsfrit kan blive rigere og rigere.
Økonomisk, og dermed rettighedsmæssig, lighed kan kun opnås realistisk hvis vi er parate til at gå ned i (kvantitativ) levestandard. I den forbindelse er det vigtigt at få frem, at den psykologiske ide om at menneskets handlinger primært er drevet af økonomiske og egoistiske interesser er en ideologisk vrangforestilling (som bliver flittigt cementeret f.eks. af reklamebranchen). Dels kan forestillingen ikke retfærdiggøres som ’naturlig’ for det civiliserede menneske, idet den først slog igennem omkring den industrielle revolution. Og dels er det let at se at ideen om berigelsesmotivet som menneskets primære drivkraft, repræsenterer et historisk tilbageskridt til en tid hvor jungleloven, og ikke rationaliteten, gjaldt.

Modsat hvad Kemp og anmelderne mener, så er den politiske norm langt fra kun et spørgsmål om logik. For logikken understreger blot det vi udmærket ved i forvejen. Logikken fortæller at det er irrationelt at skelne rettighedsmæssigt mellem folk, irrationelt ikke at arbejde for lige rettigheder til alle. Følelserne siger os hvor meget rarere det ville være hvis sult og ulighed kunne afskaffes. Endelig viser historiens løftede pegefinger at lige så længe der er ulighed, lige så længe vil vore egne rettigheder være truet (f.eks. af terror og forståelige flygtningestrømme). En tro på at vi klarer den ved at være os selv nærmest – hvadenten det er i Danmark eller EU – er både irrationel, amoralsk, og urealistisk.

*Henrik Zinkernagel er født 1969, phd. i videnskabsteori fra Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier (Niels Bohr Instituttet) og forskningsstipendiat på filosofisk institut, CSIC i Madrid.
Han er iø. nevø til filosoffen Peter Zinkernagel

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu