Læsetid: 4 min.

Så dejlig grov

Måske skal man alligevel passe på nu, hva man står og sir
22. februar 2002

Kulturradikalisme

Husker De engang,
da var hver avis
fuld af sensation og sjov?
Eller rent politisk,
da der fandtes partier.
Dengang skød revyen
tit med rigtigt skarpt.
Tonen var så dejlig grov.
Man skal passe på nu,
hva man står og sir

Sådan skrev Poul Henningsen i 1941, da besættelsesmagten forsøgte at komme den grove humor til livs med forbud og censur. Visen om »De gratis glæder« var ikke bare »køn«, som Klaus Rifbjerg skriver i sin kommentar den 15. februar; den var også en begavet dansk tackling af de kulturpolitiske omstændigheder i de første krigsår.
Her i huset holder vi meget af PH, både på grammofonen og ved klaveret – ikke fordi man skal passe på nu, det skal man ikke, men for visernes swingende humør og poesi. Derfor er jeg desorienteret over Rifbjergs vrisne kritik af min kronik den 11.februar (om de intellektuelle og den påståede nationalisme i Danmark).
Rifbjerg læser en afsky for PH ind i kronikken, til trods for at mine første 34 linjer er ét langt argument for, at tiden skriger på den begavede humor og det ph’ske vrid.
»Undskyld jeg siger det«, fremturer Rifbjerg, »men hvor har Klavs Birkholm den vanvittige idé fra, at kulturradikalismen er anti-national og ikke fædrelandskærlig?« ’Godaw, do!’ Undskyld jeg siger det, men den vanvittige idé har jeg slet ikke, tværtimod forsøger jeg at gendrive den.

Intellektuel falanks
Jeg ved ikke, om det er forbigået Rifbjergs opmærksomhed, men siden folketingsvalget i november har der været gjort – endnu – et forsøg på at konstruere en intellektuel falanks imod, hvad der betegnes som en omsiggribende nationalisme i Danmark. Den falanks har Rifbjerg inddraget sig selv i, og hvis han gerne vil melde sig ud, synes jeg han skal gøre det tydeligt og åbenlyst.
I Information begyndte det fire dage efter valget, da Bjarke Møller i en artikel med overskriften »Da danskheden gav bagslag« skrev: »Jordskredsvalget, der gjorde Dansk Folkeparti til det tredjestørste parti, ville måske aldrig have fundet sted, hvis ikke en bred flok af højre- og venstrekræfter i årevis havde dyrket og opildnet danskheden og nationalismen«.
Møllers pointe er, at Dansk Folkeparti bedriver en slags identitetspolitik, der har sine rødder hos Grundtvig, andelsbevægelsen og højskolebevægelsen; derfor kan den også uhindret vandre ind i både V og K, Socialdemokratiet og SF.
En »kulturalisme« i dansk guldalderromantik udgør i dag et »politisk-kulturelt overherredømme«, som både Jesper Langballe, Niels I. Meyer, Bendt Bendtsen og Holger K. Nielsen taler og handler ud fra. Som alternativ vil Møller (og mange med ham) gerne mobilisere en tradition fra den franske Oplysning, der kaldes ’forfatningspatriotisme’; en slags kærlighed til demokratiet uden nationen.

Den næste musketer
Ti dage senere træder professor Peter Gundelach frem som næste musketer. I et interview med overskriften »Grundtvig og Dybbøl skabte os« udtaler han: »Danskerne er mere fremmedangste end vores udenlandske naboer«; og »det har rødder i vores nationale identitet, rundet af Grundtvig og de tabte krige«.
Hvad har det alt sammen med kulturradikalismen at gøre? Ikke en dyt, efter min mening. Men se nu, hvad Rifbjerg hævder i sit bidrag til antologien Den kulturradikale udfordring (der udkom sidste år): Der »er mere brug for kulturradikalismen end nogen sinde«, fordi vi i dag står »i en politisk konsensus-situation, hvor det nationalromantiske, forsvarstanken og kongerøgelsen er sat i højsædet, og hvor metafysikken og overtroen vinder frem«.
Lidt tidligere i samme bidrag skriver Rifbjerg om pressen: »Ganske vist har vi ikke censur indført af hensyn til et nazistisk Tyskland. Men at vi er både kongetro, nationale (hypernationale!), gudelige og snobbede, kan der vist ikke være tvivl om.«
Det mener jeg i høj grad, der kan være tvivl om. Argumenterne fra min kronik vil jeg ikke at gentage. Men i øvrigt fremgår det vel af de to citater, at kulturradikalismen ifølge Rifbjerg ikke bare er anti-royal, anti-gudelig og anti-snobbet, men også... anti-national.
Rifbjerg kan åbenbart ikke blive enig med sig selv. Hvilket måske ikke er så underligt, for kulturradikalismen er et mangesidigt fænomen; og som han selv skriver, »kan emnet hurtigt blive trættende, for uanset hvad man siger og hvordan det bliver sagt, trækker det en hel hale af misforståelser med sig.«
Det fremgik tydeligt, da konstruktionen af den anti-nationale falanks fortsatte i Informations enquête om kulturradikalismen den 26. og 29.januar. Her især anført af Peter Madsen som tredje musketer, flankeret af Klaus Rifbjerg og Per Arnoldi.
Det er en triviel erfaring fra propagandaindustrien, at når bare et budskab gentages ofte nok, begynder det at virke. Always CocaCola. Ondskabens Imperium. Vær solidarisk med dig selv.
Sådan er det gået til, at veluddannede danskere, skolelærere, socialrådgivere, læger og mange andre, der i årevis har følt glæde ved højskolesangbogen, også Grundtvigs, H.C. Andersens, Helge Rohdes og Johs. V. Jensens fædrelandssange, nu er blevet angrebet af anfægtelser. De skammer sig over danskernes fremmedhad og vil ikke længere synge den slags. Propagandaen virker – uberørt af den kendsgerning, at fremmedhadet trives mere i medierne end i landbyerne og boligkvartererne.

Banal anti-pointe
Min anti-pointe er den banale: At hvis højskolesangbogen af en eller anden grund skulle blive populær igen, hvis titusinder af unge og gamle på skoler og aftenskoler igen skulle finde på at skråle med på »Som en rejselysten flåde« eller »Fædreneland« – så vil det ikke være et symptom på, at Dansk Folkeparti er blevet det største parti herhjemme. Tværtimod. Det ville tage vinden ud af sejlene hos Kjærsgaard og Krarup.
Javel, når anti-intellektualistiske strømninger begynder at røre på sig, er der altid grund til at være på vagt. Men man skal også huske at spørge efter, hvad der har fremkaldt dem. Rifbjerg tegner billedet af en avantgarde, hvor han selv sammen med Peter Madsen og Per Arnoldi rider langt foran det naive og plathedsdyrkende folk. Efter det følger bagtroppen, hvor jeg trasker grøn i hovedet af ressentiment sammen med Søren Krarup, Peter Zinkernagel og Peter Vad – jeg tror, det er løgn, men så har jeg prøvet det med!
.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu