Kronik

Det er så pinligt alt sammen

Kulturradikalismen er døende. Venstrefløjen sidder med fødderne i varmt vand og kamillete på nat-bordet, mens højrefløjen marcherer med dragen sabel og store støvler... Eller?
25. februar 2002

Historisk set
Brat af slaget rammet, kastet hårdt til jord, ligger brudt og lammet du, vor gamle mor. Har du anden tanke nu end ’lid og tål’, så forkynd, o, Danmark mig dit fremtidsmål.
Så galt var det fat med Danmark i 1864, hvis man skal tro Fr. Paludan Müller. Og det skal man! Trist og tung lå nationen efter et nederlag så grumt – at vi skulle frem til det herrens år 2002 for at opleve lignende.
I hvert fald, hvis man skal tro, hvad det halve Danmark siger i disse dage: Brudt og lammet, lidende og tålende ligger landet i sne og slud med iskoldt hav omkring sig. Kulturradikalismen er døende. Venstrefløjen sidder med fødderne i varmt vand, og en kop kamillete på natbordet, mens den nynner, så godt den kan for termometret i mundvigen: »Hva gør vi nu, lille du?«
Imens marcherer højrefløjen med dragen sabel og store støvler: Væk med de røde. Ud med de bløde. Ned med kulturen!
Sort ser det ud! Så – hva’ gør vi nu?
Vi kunne jo starte med at tage os en bajer, åbne den, høre Poul Henningsens frigjorte ølhund glamme fra flaskens dyb – og lade det boble, boble, boble. Meget har ’de’ taget fra os. Det ravgule øl har vi stadig. Og minderne!
Så lad os starte med dem:
Kulturradikalismen – den kom som et Herrens vejr i 1871, ikke kun til Danmark, men til hele Norden. »Farligere bog kunne ikke falde i en frugtsommelig digters hænder,« skrev Henrik Ibsen til Georg Brandes, da han havde læst hans Hovedstrømninger – og gik straks i gang med at skrive Samfundets Støtter, det første af en lang række samtidsdramaer, der satte tidens problemer under debat. Som rystede verdens teatre, jordens sjæle – og alle samfund. Men drømmen om fornuft og frigørelse var tilsat et aristokratisk element fra første øjeblik: Folket skulle befries, belæres – adles. Den ældre Ibsen gjorde op med den idé, ’den ideale fordring’ – drømmen om at forædle andre. Idealister og radikale aristokrater har tunge dage i hans sene værker. De handler om mennesker, som ikke ved alt det store og gode, de vil gøre for andre. Men de glemmer sig selv.
Som Rosmer, hovedpersonen i Rosmersholm, (1886). En blid, konservativ neurotiker, der går over til fjenden, de radikale. Nu skal der ske noget nyt, noget stort. Nu vil han vandre Norge rundt og adle hele folket. Nu skal de have Sandheden at vide derude!
Det fører ikke til lykke og befrielse for andre. Og slet ikke for ham selv og hans nærmeste. Det hele ender i undergang, destruktion og druknedød.
Brandes, Ibsens lærermester, troede på Rosmers adlingsprojekt. Han forstod ikke sin aldrende elev, da han – sten for sten – begyndte at rive hans eget mægtige tankeværk ned: Radikalismen. Det Moderne Gennembrud. Hele det moderne fornuftprojekt.
Det var der ingen, der forstod i samtiden. Så det var ikke Ibsen, den selvkritiske nytænker, der førte arven videre til kommende generationer. Det var Brandes, aristokraten, folkevækkeren.

Kulturradikalismen – som i øvrigt først fik sit navn i 50’erne – tordnede videre i 20’erne og 30’erne, nu for fulde jazz-trompeter. Mens nazister, fascister og danske KU’ere marcherede i gaderne.
Poul Henningsen ville også forædle folket, lufte ud i klunkestuerne, tænde lys, sprede glæde og sund fornuft. Men der skulle mere til: Det var ikke den danske kulturradikalisme, det var de mørke, indestængte kræfter i Europas hjerte, der blæste taget af bygningen. Det var de fortrængninger, Ibsen opdagede, der endte med at forme verdens virkelighed.
Så lå Danmark igen i det kolde vand, dengang i 50’erne, småskrammet, småborgerligt, gispende af åndenød. Sådan gik det årti. Og det meste af det næste med.
Det ville have været meget trist – hvis ikke det havde været for et nyt kuld af glade, frække kulturradikale, Poul Henningsens elever, unge digtere og rebeller, der gik i kødet på tidens træge småborgerskab. Væbnet til tænderne med flabethed og intellekt, aristokratiske som deres forgængere, drog Villy Sørensen, Klaus Rifbjerg,
Leif Panduro og Jesper Jensen i kamp mod oprustning, popmusik, ondskab og tv-entertainere – og mod de jævne danskere, som ikke forstod de nye tanker og de høje krav. Fordummede og ulydige brugte de deres liv, som det passede dem – og magthaverne. De lod sig ikke forædle. De hørte Ønskekoncert! Meget andet skete der ikke i 50’erne.
I 60’erne kom Rindaldebatten. Dele af det danske folk begyndte at knurre ad læremestrene – i et toneleje, vi i vore dage kender alt for godt. Det var kræfter, der kunne bruges politisk. Og det blev de.
De unge aristokrater varslede nye, urolige tider. Men det var ikke dem, der blæste taget af bygningen – heller ikke denne gang!
Den nye blæst kom fra vest. Ungdomsoprør kom som et brøl fra folkedybet i den nye, rige verden – og vendte op og ned på alt, også i Danmark. Det er her, den skrantende venstrefløjs erindring begynder. Med en helt ny, lyksalig kultur, i modstrid med alt: Ud med de kulturradikales pæne, stilrene møbler, ind med frynser og klunker og røgelse og frigørelse og rock og tegneserier, teater i gaderne, fest og ballade, ud med alt og ned med borgerskabet. Ungdommen dansede, levede livet, lod blomsterne blomstre og håret gro.
Men i 70’erne blev ungdomsoprøret til studenteroprør – og gled ind i de gamle aristokratiske tankebaner: Nu skulle arbejderklassen bevidstgøres. Nu skulle den belæres om sin falske bevidsthed, så den kunne gribe til våben – og befri os alle sammen.
Sådan gik det ikke. Det danske folk havde andre planer. Vestens folk, verdens folk – der var ingen, der ville være med til den store verdensomvæltning. Kapitalisterne vandt:

Søn! elendig, ussel,/hjertet fuldt af nag,/tænker jeg med blusel/på mit nederlag./Men trods vé og vånde,/trods hver bitter skål,/holder fast i håbet/jeg mit fremtidsmål.
Håbet? Fremtidsmålet? Det blev mere diffust, da den socialistiske drøm brød sammen. Samtidig med, at de gamle ungdomsoprørere – de fleste af os – fik andel i en materiel velstand, som der ikke er set mage til i verdens historie. Den onde kapitalisme, det foragtelige Socialdemokrati – de skabte guld og grønne skove, de gav os høj løn og store pensioner. Tilbage sad venstrefløjen med dårlig samvittighed – og knas med privatlivet. En generation af skuffede velhavere forsøgte at finde nye veje for det klassiske forædlingsprojekt.
De åbnede sig i 90’erne, da det danske folk viste sig ulydigt på ny. Da EU blev en realitet, og indvandringen ligeså, tog disse efterkommere af mutte bønder og indadvendte fiskere ikke bare imod med åbne arme.
Da kendte de dannedes forargelse ingen grænser. Da var det for alvor slut med adlingsprojektet. Nu stod de udannede til regulær spanking, når de på god, demokratisk vis forsøgte at sætte ord og debat på den nye virkelighed – som de var blevet pålagt at leve med til daglig. De skulle bare nævne et problem fra kulturmødernes virkelige verden – så føg det med skældsord og rå beskyldninger: »Racisme«. »Apartheid«, »nazisme«, »krystalnat«, forfærdelige, blodbesudlede begreber – som aldrig har haft reelt hold i den danske virkelighed.
Det gik, som under Rindaldebatten – bare i større målestok: Når man bliver skældt ud og hånet, år efter år, årti efter årti – så ender man med at blive træt og sur. Sådan gik det til, at Pia Kjærsgaard fik vind i sejlene, så mopset hun er. Hun havde ikke haft en chance i Olsenbandens glade dage.
Hun er den ny tids inkarnerede udannede dansker, som bare har fået nok af dem, der vil lære hende, hvad hun skal tænke, hvad hun skal læse, høre i radioen, se i fjernsynet, hvilke naboer hun skal have, hvilke billeder hun skal have på væggen, hvilke lamper der skal lyse i hendes hjem, hvad hun skal spise til aftensmad, hvad hun skal gøre for at blive accepteret af de pæne, dannede danskere. Som er så flove over deres egen kultur – d.v.s. den danske bondekultur, den danske arbejderklasses kultur – vores fælles historie: Frikadellerne, Grundtvig, kolonihaverne, højskolesangbogen, julefrokosten, velfærdsstaten – det er så pinligt alt sammen!
Der er det endt, det store oplysningprojekt: I den totale foragt for vores eget folk, vores egen historie, vores egen kultur. En holdning, der er godt i gang med at ødelægge os selv og vores gode humør. Der er heller ikke andre, der kan bruge den til noget. Når folk, et helt folk, har det så dårligt med sig selv – hvad har det så at tilbyde andre?
Så – hvad gør vi nu?

Hvor finder vi håbet for Danmark i disse dage, hvor alting skæres ned, og alting trampes fladt?
Jeg tror, vi finder det der, hvor det har været hele tiden: I den danske kultur, det danske folk, som det virkelig er – ikke som ældre kulturradikale og midaldrende venstrefløjsfolk tror, det er.
Frihedstrangen, respektløsheden, begejstringen, humoren – det hele er her endnu. Skabt bl.a. af de kulturradikale og venstrefløjen selv – i glade dage med ungdom og overskud. Det danske folk er ikke det samme, som det var i 50’erne!
Så – når så mange stemmer så tåbeligt nu, skyldes det ikke nødvendigvis, at vi er et tåbeligt folk. Vi er et svigtet folk, politisk hjemløst, fornægtet og forhånet af sin egen kulturelite igennem mange årtier.
Måske er det der, vi skal tage fat: Med at gøre skaden god igen. Med at indse, hvad danskerne indså for 138 år siden: »Hvad udad tabes, skal indad vindes.« Skulle den erkendelse komme til den danske kulturelite – så vil Pias og Krarups dage være talte.
Så er der håb forude. Igen!

*Inger Holst er cand.mag. og kulturskribent ved Information

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu