Læsetid: 3 min.

Samtale –ikke elitestyre

Efter vores definition af, hvad føderalisme er, har vi nok evnet at oprette et åbent marked og at vedligeholde det, men det gør ikke EU til en føderation
Debat
25. februar 2002

Konvent
Det er dog en opgivende holdning Peter Skaarup lægger for dagen i sit indlæg den 13. februar. Skaarup skal deltage i et europæisk konvent, som skal formulere et forslag til en forfatning, som kan komme til at gælde for det meste af Europa.
Sommeren igennem vil Skaarup som repræsentant for Danmark være placeret i et europæisk centrum. Hvis Skaarup ønsker at kæmpe for dansk selvstændighed, er dette hans livs chance. Men ikke hvis han opgiver på forhånd.
Sidste gang et sådant konvent blev afholdt var i 1787. Repræsentanter for 13 små amerikanske stater – de mindste af dem havde befolkningstal, som svarer til, hvad det i dag bor i Herning kommune – mødtes i Philadelphia.
De skulle ikke kun skrive et forslag til en forfatning. De skulle faktisk opfinde en helt ny statsform, som kunne afløse imperialismen, som de havde levet med i 100-200 år, og som de havde haft megen glæde af.

Med ryggen mod muren
Det engelske imperium beskyttede dem militært, og aftog deres eksport. Men nu havde man brudt med England. Og militærpolitisk og markedspolitisk stod man med ryggen mod muren. Skulle man prioritere den nyvundne nationale suverænitet højest – og risikere at glide tilbage i almindelig afhængighed af London. Eller skulle man skabe det, som Skaarup – og formodentligt et flertal af deltagerne i Philadelphia-konventet – betragtede som et monster: En overnational regering, som skulle have overmyndighed over staternes militser, og myndighed til at sikre et åbent marked de 13 stater imellem.

En ny statsform
Valgte man det sidste ville man afgive suverænitet på punkter som nationalt set gjorde allermest ondt. Man ville afgive militær suverænitet til fællesskabet, og man ville afgive muligheden for at beskytte sin egen produktion mod konkurrence fra de øvrige 12 stater. Man valgte den sidste løsning.
Man skabte den nye statsform, vi i dag kalder en føderation.
På EU-konventet i sommer vil formodentligt et flertal sammen med Skaarup bedyre, at de betragter føderalismen som den værst tænkelige løsning, til trods for at EU stort set markedspolitisk har indført amerikansk føderalisme.
De føderale EU-myndigheder har legal, politisk magt til at vedligeholde et (næsten) åbent EU-marked.
Det første forsøg på at skabe et åbent europæisk marked var ikke europæisk inspireret. Det blev os nærmest pålagt af USA. I forbindelse med Marshall-hjælpen lovede de europæiske lande at skabe et åbent marked, så industrien kunne udvikles, og europæerne blive rige som amerikanerne.
De store lande holdt, hvad de lovede – i næsten tre år. Da Koreakrigen startede faldt de tilbage i den gamle protektionistiske gænge. Det er først da EF har eksisteret i nogle årtier, at man magter den vanskelige opgave at vedligeholde et åbent marked.
. Vi har ikke fælles udenrigs- og forsvarspolitik. Og vi har ikke en ’rigtig’ regering. Og konventet vil næppe ændre på det.

Håb, frygt og ønsker
Et af formålene med EU-konventet er, at repræsentanter for europæiske befolkninger mødes og snakker med hinanden.
At disse mennesker udtrykker deres håb og deres frygt – deres ønsker om ændringer eller om, at der ikke sker ændringer – ønsker om at demokrati skal bygge på nationalromantikkens flotte idealer og stærke følelser, eller at det skal bygge på, at de, der tager beslutninger, skal stå til ansvar ved næste valg, og at de der er ansvarlige skal være centrum i lovgivningen, et tredje hold vil sikkert i diskrete vendinger fremhæve topstyring som den ideelle løsning – ønsker om at flere opgaver løses i fællesskab eller om at opgaver lægges tilbage til medlemslandene – meninger om hvorvidt rigdom medfører etiske forpligtelser.
Og Skaarup, som har ordet i sin magt og gerne udtrykker sine meninger, har som alle de andre muligheder for af påvirke formuleringen af dette forfatningsudkast
En væsentlig forskel mellem en forfatning og en traktat, siger juristen og EU-kenderen Peter Vesterdorf, er at en forfatning kan ændres gennem flertalsbeslutninger, mens en traktat kun kan ændres, når alle er enige.
Set i det lys bliver konventets produkt ikke en egentlig forfatning men i bedste fald en præcisering af nogle principper for, hvordan EU skal fungere og udvikle sig.
Samtaler er et alternativ til elitestyre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her