Læsetid: 2 min.

Uden omtanke

Det meget omtalte møde mellem Niels Bohr og Heisenberg i København 1941 var muligvis blot en misforståelse
Debat
4. februar 2002

Historisk
De mange formodninger om mødet i København mellem Niels Bohr og hans tidligere medarbejer Werner Heisenberg er blevet vidtløftige, og svæver hinsides realiteter. Det er blevet gjort til et kardinalpunkt, at Heisenberg afslørede de tyske arbejder på fremstilling af kernevåben, og udlægning af Bohrs reaktion herpå. (Således en nylig artikel i Information under overskriften »Bohr kendte til Hitlers a-projekt«).
Her glemmer man, at Hitler i 1941 var så overbevist om de tyske våbens suverænitet, og så sikker på den nærforstående tyske sejr, at han havde bebudet nedskæring af den tyske hærs infanteri til 120 divisioner, og standset Wernher von Brauns arbejde med udvikling af raketvåben som ganske overflødigt. Således var også interessen for kernevåben på dette tidspunkt særdeles ringe. ’Hitlers a-projekt’ eksisterede kort sagt ikke. Først halvandet år senere kom dette tøvende i gang.

Brug af alle netværk
Derimod var endnu i 1941 Görings bestræbelser på at opnå forståelse for nødvendigheden af europæisk fred, enighed og alliance mod kommunismen, dominerende. Og nu, da de diplomatiske forbindelser var afbrudt, benyttede man alle eksisterende internationale netværk, sportens, kunstens, videnskabens (som det dokumenteres i min bog Glansbilleder, der udkommer i februar). Dette er den sandsynlige baggrund for Heisenbergs besøg i København.
Jeg blev opsøgt i 1941 af en elskelig Memel-tysker, lærer og musiker, som et par år tidligere havde vist mig venlig gæstfrihed og som jeg havde bevaret hjertelig korrespondancekontakt med i årene efter. Min reaktion, da han pludselig stod foran min dør i tysk uniform, fortvivlet over at have måttet forlade sin familie, sit hjem, sine violiner – var forvirring.

Tysk håbløshed
Hans totale selvoptagethed, selvmedlidenhed og mangel på forståelse for situationen, var håbløs. Jeg prøvede forgæves at forklare ham, hvorfor han i tysk uniform ikke kunne opsøge danskere, at hans land havde besat os med stor brutalitet og forhånet alle humanistiske idealer overalt, hvor det havde erobret militær magt.
Vemodig sagde han: »Ja ja, så tragisk at verden er blevet et kæmpemæssigt våbenlager« (suk), »Goethes og Beethovens verden!« Hvortil jeg måtte tilføje: »Heines og Mendelsohns«.
Men hans pansertykke germanske sentimentalitet og taktløsheden ved at møde op hos os som tysk soldat og påberåbe sig venskab og forventer hjertelig omfavnelse og gæstfrihed, var håbløs. Han forstod intet og var bedrøvet, såret og skuffet over vores kulde.

Afsky og frygt
I dag forekommer min reaktion muligvis for nationalistisk, for kategorisk, for ubarmhjertig. Men afsky og frygt for besættelsesmagten, og tyskernes barbari rundt i verden, var for overvældende. Yngre generationer kan have svært ved at forestille sig styrken af denne følelse af forbitrelse og afmagt, som beherskede os på den tid.
Jeg kan ikke forestille mig, at Niels Bohr har været uberørt af Heisenbergs lignende taktløshed og mangel på situationssans ved at troppe op her i 1941 – selv om han muligvis ikke var i tysk uniform.
Og jeg kan forstille mig, at Bohr har været lige så meget i vildrede, splittet mellem venskabelighed og harme, som jeg var. Så banal, så nærliggende, er muligvis nøglen til forløbet af dette møde. Så lidet spektakulært.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her