Vesten må forstå islamismens politiske motivationer snarere end at insistere på dens religiøse identitet og påstå en falsk årsagssammenhæng mellem islam
og terrorisme
Historisk set
Siden den kolde krigs slutning har verden været vidne til tre magtfulde kræfters fremmarch. Hver især er disse kræfter karakteriseret ved deres egen særegne magt, politiske effekt og implikationer.
Den første kraft er vestliggørelsen af næsten ethvert livsaspekt på globalt niveau: kulturudtryk, økonomiske og politiske systemer, markedsøkonomi, frihandel, uddannelse, teknologi, forbrugerisme, sprog, underholdning, medier, menneskerettigheder og det liberale demokratis model.
Vestliggørelsens magt og politiske effekt beror på dens enorme økonomiske styrke med dens grundlag i den sekulære tanke og moderniteten. Den manifesterer sig ved sin økonomiske rationalitet, progressive åndsretning og faste tiltro til modernisering. For at citere Anthony Giddens:
»Snarere end at bevæge os ind i en postmoderne epoke er vi på vej ind i en periode, hvor modernitetens konsekvenser bliver mere radikaliserede og universaliserede end på noget tidligere tidspunkt.«
Den anden kraft er den radikale islamismes stigende tilslutning i hele verden. I Vesten ses dens kulturelle udtryk som voldeligt, tilbagestående, selvtilstrækkeligt, antisekulært og antimoderne. Dens magt og politiske effekt beror på dens intense religiøse inderlighed og stærke ideologiske overbevisning.
Med et trosfællesskab på 1,2 milliarder mennesker repræsenterer muslimerne mellem 19,2 procent og 22 procent af verdens befolkning. Islam er blevet den næststørste verdensreligion (kristendommen er stadig størst og samler lidt mere end 30 procent af verdens befolkning) og erobrer hvert år 2,9 procent flere tilhængere.
Islam vokser dermed hurtigere end verdens befolkning, der årligt blot øges med 2,3 procent. Der er nu 20 millioner muslimer i Europa, heraf bor de otte i Vesteuropa. Der er over 1.000 moskeer og islamiske centre i USA og over seks millioner amerikanske muslimer et antal, der også i er stærk vækst. Som de fleste sociale og politiske bevægelser antager Islams ekspansion forskellige former i forskellige lande og mere radikale former i nogle lande end i andre.
Men fornemmelsen af, at Islam samlet set repræsenterer en fremvoksende trussel mod Vesten, føles reel nok, især efter begivenhederne den 11. september.
Den tredje er Kinas opdukken som ny afgørende spiller på den globale politiske scene. Kinas uophørlige økonomiske vækst har på få år gjort landet til en betydelig magtfaktor i verdenspolitikken. Kinas magt skal dog snarere måles i økonomisk formåen end i ideologiske termer.
Fortsætter den kinesiske økonomi sin ekspansion, vil Kina med medlemsskab af WTO og værtskabet for De Olympiske Lege i Beijing i 2008. I nær fremtid blive verdens næststørste økonomiske magt.
Samtidig er landet ved at modernisere sit militær og anlægge en mere uadvendt og selvhævdende diplomatisk attitude. Mange iagttagere er begyndt at debattere de internationale implikationer af Kinas nye status. Hvad der bekymrer mest i Vesten, er spørgsmålet, om Kinas integration i det globale kapitalistiske system vil medføre demokratisering, modernisering og vestliggørelse (hvorved den vestlige liberale kapitalismes hegemoni vil blive styrket) eller om Kinas vokseværk vil komme til at betyde større strukturelle udfordringer for den kapitalistiske vestligt dominerede verdensorden. Trods alt er optimismen fremherskende i Vesten, hvor det almindelige synspunkt er, at Kina er en sekulær kulturnation og en udfordring, som, såfremt den håndteres rigtigt, kan rumme nye positive muligheder for både Kina og Vesten.
De første to kræfter er mest i fokus i verden af i dag, og det er også forholdet mellem dem, jeg først og fremmest vil analysere her.
Konflikten mellem Vesten og Islam blev bragt på banen som begreb af Samuel Huntington som et civilisationssammenstød:
»Det 20. århundredes strid mellem det liberale demokrati og marxismen-leninismen er kun et flygtigt overfladefænomen« sammenlignet med den årtusindgamle og dybt konfliktfyldte relation mellem Islam og kristendommen, mente Huntington.
For mange politikere, kommentatorer og akademikere er verden muligvis blevet et bedre sted siden Sovjetunionens opløsning. Men den er ikke nødvendigvis blevet et sikrere sted, idet nye typer trusler er dukket op fra såkaldte slyngelstater, som i kombination med islamismens fremmarch må vække dyb bekymring. Denne optik er ikke blot bestemmende for Vestens udenrigspolitik, men også for de vestlige landes etniske integrationspolitik indadtil.
I vestlige mainstream-medier og store dele af den akademiske litteratur er den dominerende tilgang til studiet af Vesten og Islam i almindelighed og islamismen i særdeleshed stadig præget af en metodisk brug af dikotomier, dvs. opstilling af uforligelige modsætningspar, der skal fremhæve kontrasten mellem modernitet versus tradition, fremskridt versus tilbageståenhed, religion versus sekularisme, barbari versus civilisation osv.
Efter min mening bør interaktionerne mellem Vesten og Islam imidlertid ikke bringes på begreb på så ensidig og kulturessentialistisk vis. Det er vigtigt også at se islamismen som en politisk bevægelse, der er direkte vendt mod Vestens hegemoni, og som i denne egenskab kan fungere som udløser for politisk handling og som forandrende kraft.
Ordet sekularisering beskriver en lang periode med historiske og samfundsmæssige udviklinger, heriblandt revolutioner inden for videnskab og teknologi, kulturel og intellektuel frigørelse, Den Industrielle Revolution og kapitalismens fremvækst.
Marginaliseringen af religionen i Europa bliver set som en overgangs- og transformationsproces fra troens tidsalder til fornuftens tidsalder. Men sekularisering er også forbundet med forestillingen om en triumferende kultur. Den vestlige kultur er gennemsyret af tanken om, at dens sekulære værdier har universel gyldighed. Denne kulturelle triumfalisme (i religionen den doktrin, at en bestemt troslære er evig og uforgængelig, red.) er efter alt at dømmme en af de fundamentale årsager til, at der opstår konflikter mellem Vesten og ikke-vestlige kulturer.
Vi bør ikke glemme, at alle religioner i verden er ikke-vestlige i deres oprindelse. Derfor var religion i Vesten ikke som i andre kulturer en iboende hindring for sekulær udvikling. Og dette er også grunden til, at de fleste politiske ideologier (heriblandt også anti-religiøse ideer) i den moderne verdenshistorie det være sig socialisme, anarkisme, korporativisme, konservatisme, marxisme, kommunisme, socialdemokratisme etc. blev skabt inden for den vestlige civilisation.
Logikken er, at politiske ideologier er tættere forbundet med sekularisme end med religion, som er karakteriseret ved aldrig at tillade konkurrerende verdensanskuelser.
Kan vi parafrasere ovenstående sådan, at netop kristendommens ikke-vestlige oprindelse muliggjorde, at den protestantiske reformation kunne finde sted? Reformationen indebar en ændring og i sidste ende en omfattende omdannelse af kristendommen til et deformeret moralsystem (protestantismen), som tog afsked med de oprindelige religiøse ideer. Derfor kunne Max Weber også formulere tesen om, at protestantismen spillede en positiv rolle i kapitalismens hurtige udvikling i Europa.
Vor tids sekulære politik i Vesten (demokrati og adskillelse mellem religion og stat/politik) er ifølge nogle idéhistorikere en klar manifestation af et deformeret værdisystem, der har ført til en ny og deformeret religion den ekspressive individualisme. Dens evangelium er hverken forherligelse af Gud eller af fædrelandet, men af selvet (egennyttens logik). Dette deformerede trossystem har problemer ikke blot med Islam, men med ikke-vestlige kulturer generelt.
Imidlertid deler mange ikke-vestlige filosofier og religioner, heriblandt islam, ikke den forståelse, at religion alene er et spørgsmål om personlig tro, og at ens samfundsmæssige adfærd må skelnes fra ens tro.
I modsætning til kristendommen har Islam aldrig begrænset sig selv til den personlige tros domæne og privatlivet. Tværtimod var Islam fra begyndelsen stærkt optaget af politik og regeringsførelse og af at finde frem til et retfærdigt samfund og en retfærdig politisk orden.
Filosofisk set anser Islam religionen for at være integreret i staten og samfundet. En sådan integration af religion og politik i samme rum indebærer en gensidig indflydelse imellem dem, hvis mål er at skabe mere menneskelige rammer for folks liv i det politiske samfund igennem reformer og forandringer.
Det må forventes, at den religiøse tro kan influere de troendes handlinger og samfundsmæssige adfærd, heriblandt dem, der både er borgere og vælgere.
Det er interessant at notere sig dette historiske fænomen. Det moderne kapitalistiske system, der udviklede sig ved at frigøre sig fra religionens snærende bånd, er endt med selv at blive en dogmatisk religion. Dens trosartikel er, at markedskapitalismen er eneste mulige vej til lykke og velfærd. Den tillader intet rum for afvigende meninger og alternative veje.
I vores tid er markedet teologisk hævet til en status af naturlov, der implicerer, at det skulle være værdifrit og objektivt. På samme måde som Gud kan markedet ikke bedømmes efter normative værdiopfattelser. Ifølge den costaricanske befrielsesteolog Franz Hinkelammert er markedet hævet til en så hellig status, at det kan »dømme over liv og død, men ikke selv blive bedømt efter de konsekvenser, det påfører ethvert individs liv og død.«
Den amerikanske religionsprofessor Harvey Cox bemærker, at der på mange måder er en stærk lighed mellem Vestens teologiske doktriner om religion og den moderne markedsideologi, ifølge hvilken det almægtige marked på samme måde som Gud besidder almagt (har universel ultimativ magt), alvidenhed (har opnået al viden og sandhed) og allestedsnærværelse (eksisterer overalt, uanset om man kan se det eller ej). I dag er markedskapitalismen i sandhed blevet et globalt system. Dette system har ikke blot gennemtrængt ethvert aspekt af menneskers liv og selve naturen, men holder også enhver nation fangen inden for sin akkumulations-, profitmaksimerings- og konkurrencelogik og sine religiøse doktriner om udvikling og fremskridt i form af teknologisk revolution, finansielle og handelspolitiske liberaliseringer, nedskæringer på velfærdsprogrammer, selskabsomlægninger, produktionsrelokering, den billige arbejdskrafts fri bevægelighed etc.
Følgelig har markedskapitalismen skabt en både national og global form for apartheid, der skaber fattigdom, ulighed og sociale opbrud overalt.
Det var uventet, at den nye udfordrer af den internationale orden i den post-kolde krig, der som historiens slutning afløste øst-vest-konflikten skulle blive en genopblussende religiøsitet og nationalisme under forskellige ofte voldelige navne og etiketter.
Med afsæt i deres egen historie er mange i Vesten tilbøjelige til at antage, at udviklingen og den sociale, kulturelle og økonomiske modernisering i sidste ende ville føre til religionens marginalisering. Beklageligvis har dette vist sig ikke at være tilfældet.
I det moderne verdenssystem, hvor en kapitalistisk verdensøkonomi først så dagens lys i Vesteuropa og derfra ekspanderede til at omfatte resten af verden, har kernen i dette system været det kristne Vesteuropa og Nordamerika.
Den islamiske verden er længe blevet marginaliseret i en sådan grad, at den efterhånden er blevet det subsystem, der er hårdest trængt af globaliseringen. Stillet over for et magtfuldt Vesten, som promoverer politisk og social pluralisme, økonomisk markedsgørelse, materialistisk livsstil og multikulturalisme, er Islam nødsaget til at søge sin identitet, fællesskab og autoritet andetsteds.
Islams billede er i Vestens øjne forbundet med turbaner, slør, terrorisme og vold. Selv om man ikke kan benægte nogle af de uomtvistelige onder af forskellig art, som Islam og islamismen involverer, så repræsenterer de kun en del af sandheden, og de kan ikke og bør ikke skygge for den anden side af historien at Islam er en kraft for forandring. Kun ved at indse dette vil vi blive i stand til at danne os et korrekt helhedsbillede af islamismens opkomst og ekspansion.
Islamismen er ideelt egnet ikke blot som en radikal måde at forkaste Vesten på, men også som en udløser af protest og handling mod moderniseringens sociale opbrud, mod skævvreden udvikling, korruption, oligarkier, undertrykkelse og uretfærdighed. Hvad vigtigere er, så er den aktivt involveret i at tilvejebringe en ny identitet og social velfærd for desillusionerede, afmægtige og fattige mennesker.
Af denne grund er den politiske islamisme ved at transformere sig fra være en oppositionsbevægelse og et marginaliseret politisk projekt til at blive en kontra-hegemonisk bevægelse, der kæmper på frontlinien mellem Vesten og »Resten«.
Islamismens styrke tager ikke form efter religiøse diskurser og retorik, men i kraft af sin sociale sammensætning og politiske programmer.
Vesten må på en eller anden måde forstå, anerkende og imødekomme islamismens politiske motivationer og visioner snarere end at insistere på at betone dens religiøse identitet og påstå en falsk årsagssammenhæng mellem islam og terrorisme.
*Li Xing er forsker ved Aalborg Universitets Institut for Historie, Internationale Studier og Samfundsforhold
*Oversat af Niels Ivar
Larsen
