Kronik

Jeg er både stolt og nyttig

Så gik formandskabet for Danske skønlitterære Forfattere. Tilbage står spørgsmålet, hvorfor en forfatterorganisation ikke må varetage sine medlemmers interesser
5. marts 2002

Så gik formandskabet for Danske skønlitterære Forfattere. Tilbage
står spørgsmålet, hvorfor en forfatterorganisation ikke må varetage sine medlemmers interesser

Retfærd og velfærd
Fordommene om forfattere – og kunstnere i det hele taget – er endeløse. Min favorit er denne her:
For år tilbage skulle jeg til fødselsdag og var iført en lille sort og sko med stilethæle. Jeg skulle fotograferes før festen, og da fotografen så mig, udbrød hun: Sådan troede jeg ikke, en forfatter fra provinsen så ud!
Og så er der slagskyggerne fra romantikken – forfatteren, der døde af TB, begik selvmord eller visnede i et gulag. Forfattere er ensomme og skriver kun om natten, og selvfølgelig bliver man først berømt efter sin død, så lad os for alt i verden huske Emily Brontë og glemme Tolstoj med hans lykkelige ægteskab og kunstneriske succes.
Højdepunktet er dog det her: »Ingen politiker har villet lade os etablere en klassisk fagforening med a-kasse osv. For hvis vi fik sådan én, ville vi jo hæve understøttelse i liggende stilling.« Opfattelsen stemmer ikke med den stik modsatte, nemlig at vi jo alligevel ikke kan lade være med at skrive.
Resultatet af disse og andre fordomme er, at forfattere ikke har forhandlingsret, de skal støttes og er således at opfatte som andenklasses borgere.
Eller som lektor ved Biblioteksskolen, Lisbeth Worsøe-Schmidt, så smagfuldt udtrykte det i Politiken den 27. februar: »Mange danske forfattere er lykkeriddere, som sidder og håber, de snart skriver en bestseller.«
Måske skal man være taknemmelig for, at lektoren i det mindste mener vi sidder, hvor politikerne mener, vi ligger. I det hele taget skal vi være taknemmelige, især over at få lov til at lave det, vi gerne vil. Det får journalisten, ingeniøren og sygeplejersken jo ikke.

Jeg har et erhverv, som jeg er stolt af, og for at det ikke skal være løgn, opfatter jeg mig også som en nyttig borger. Ikke først og fremmest fordi mine romaner giver arbejde til utallige mennesker i forlagsbranchen, biblioteksvæsnet, medierne og uddannelsessystemet, men først og fremmest fordi jeg er med til at holde sproget ved lige og udvikle det, udveksle erfaringer med andre – især de altid oversete læsere – og ganske enkelt fordi jeg er med til at underholde på en måde, som jeg mener, jeg kan være bekendt.
Så bortset fra alderens rynker og grå hår har jeg ingen problemer med at se mig selv i spejlet. Ikke engang om morgnen. Men jeg skal føle mig som en andenklasses borger og må ikke drømme om at rejse, plante roser i haven eller købe tangosko med stilethæle til 2.000 kr. og hvad nu kvinder ellers drømmer om.
Det gør mig vred. Jeg har været så mange år i erhvervslivet, at jeg kender til den faste løn, fagforeningskontingentet, ret til ferie og forskellige grader af respekt for min arbejdsindsats.
Alt det mistede jeg som forfatter. Jeg fik biblioteksafgift og kunne søge legater hos Statens Kunstfond og opdagede forskellen på lønarbejdet og forfattertilværelsen. Arbejdslegaterne fra Kunstfonden var klart nok støtte i modsætning til bibliotekspengene, der lige så klart var vederlag for de af mine bøger, der stod på hylderne til brug for lånerne. Her var tale om et objektivt, målbart forhold: Så og så mange bøger, så og så mange penge beregnet efter en særegen fordelingsnøgle:
De første mange år som forfatter fik jeg lige så meget for en roman på 300 sider som for en lille læse-let bog på 48 sider (format som en pixibog). Det krænkede min retfærdighedssans men også hele min baggrund og opdragelse. For havde vi ikke lært, at man blev belønnet, hvis man ydede noget? Og så stod man der som moden kvinde og skulle leve med en indlysende urimelighed!
Det tjener afdøde Hans Lyngby Jepsen til uvisnelig hæder, at han brugte næsten 20 år af sit liv på at få rettet op på denne urimelighed. Efter en overgangsperiode på fire år endte opretningen med, at en bogs sidetal blev afgørende – med den tilføjelse, at lyrikerne fik et højere pointtal end andre forfattere, fordi en digtsamling sjældent er på over 100 sider. Da den årlige bogoptælling blev elektronisk og således ikke kostede bibliotekarerne en skrækkelig masse ekstraarbejde, ja, så begyndte det at ligne noget fornuftigt.

For at undgå misforståelser (bl.a. hørt i Radioavisen den 27. februar): Pointsystemet går pr. bog på hylderne, ikke pr. udlånt bog.
I kølvandet på en mere retfærdig fordeling kom konflikterne i Dansk Forfatterforening, hvor de tilsyneladende demokratiske vedtægter altid førte til, at forfattere af voksen skønlitteratur blev majoriseret og altså ikke kunne forsvare deres interesser. Så for godt ti år siden flækkede foreningen, og Danske Skønlitterære Forfattere blev etableret til at varetage vores interesser.
Støttebegrebet er blevet cementeret med forklaringer, der mest ligner politiske krumspring. Desuden er flere og flere grupper blevet indrulleret i biblioteksordningen, så når den nuværende kulturminister praler af verdens mest generøse biblioteksafgift, glemmer han bekvemt, at pengene ikke kun går til de her forkælede forfattere.
Men hvem der end får del i afgiften: Det forhadte støttebegreb består og er årsag til utallige misforståelser: Det offentlige står for indkøb til bibliotekerne samtidig med, at det offentlige betaler for at borgerne gratis kan låne bøger, cd’er osv. Der er altså ikke tale om støtte men vederlag, kompensation, afgift, også dét barn kan gives mange navne.
Politikens lederskribent satte det fint på plads den 24. februar:
»Før forvirringen bliver total, og alt bliver muligt for Brian Mikkelsen og Berlingske Tidendes tæskehold, var det måske en ide at holde fast i, at kulturpolitik bedrives for samfundets skyld og ikke for kunstnernes.«
Allerede før valget sidste efterår var der i Danske Skønlitterære Forfattere drøftelser om en forbedring af pointsystemet for voksenromaner. Det er bl.a. den slags forhold, der er foreningens historiske udgangspunkt og berretigelse.
Vi regnede ikke med at få støtte til dét fra Dansk Forfatterforening, selv om foreningen har en skønlitterær gruppe. Så når medier, politikere osv. nu anklager Brian Mikkelsen for at så splid mellem to forfatterorganisationer, er det hyklerisk. Kulturministeren fisker bare i rørte vande som enhver anden politiker uanset magtbasens størrelse.

At det er usympatisk, er en anden sag, ikke mindst på baggrund af, at ministeren har været på ferie og til olympiade og derfor ikke har fulgt meningsudvekslingerne de sidste tre uger. En understregning af ministerens usympatiske adfærd finder man i hans kronik i Berlingske Tidende den 20. februar: »Tålmodighed betaler sig.« (Magen til smattet, patroniserende tekst skal man lede længe efter): »Men som enhver anden kassemester skal jeg afveje udgifter efter indtægter... Derfor er det nødvendigt med besparelser. Også selv om det gør ondt.«
*Kassemester? Bogmomsen indbringer langt over en milliard om året, og når alle udgifter til bibliotekspenge, råd og nævn og lønninger og Statens Kunstfond er trukket fra, har den danske stat et nettooverskud af bogmomsen på 300 mio. Ergo er forfatterne ikke snyltere!
*Kassemester? Jeg troede, Brian Mikkelsen var kulturminister og ville forsvare sit ressort og ikke køre grønthøsteren hen over det på finansministerens vegne!
Man kan fundere over, hvorfor grønthøsteren er taget i brug. En overgang tænkte jeg, at det skyldtes kulturministeriets lave status – så, who cares? Det kunne jeg dog ikke tro. Kultursektoren er et vækstområde og kan vinde prestige og betydning i stil med, hvad vi har set inden for miljøet.
Senere har det slået mig, at grønthøsteren må i brug, når man ikke prioriterer, fordi man hverken har en politik for kunst eller kultur, det hele er ét fedt. Bortset fra sport og reklamer.
Hov, stop, kan det nu også forholde sig sådan? Brian Mikkelsens valgløfter var guf i skabende kunstneres ører? Nåja, joh, men politikere plejer jo ikke at holde deres valgløfter, så hva faen...

Men så var der de forlig, både Venstre og De Konservative indgik under den forrige regering. Ved bogmessens afslutning i november sidste år sagde Brian Mikkelsen i en direkte radioudsendelse, at han havde deltaget i 95 procent af de kulturpolitiske forlig under den forrige regering. En del af de forlig gik ud på at forøge bibliotekspengene med et vist antal millioner. Men så vågnede vi op og så, at ikke bare skulle beløbet ikke forøges i 2002 som aftalt. Der skulle tværtimod skæres over hele linien inklusive i bibliotekspengene.
Måske er den slags tilladt i henhold til Folketingets spilleregler, men moralsk er det både en svinestreg og gedulgt kulturpolitik, der vil noget. Det er også en ubegribelig, fantasiløs måde at skabe en forandringens økonomiske politik på.
Hver dag sin lille sensation. Den 27. februar: Formandskabet for Danske Skønlitterære Forfattere forlader bestyrelsen under stor mediebevågenhed.
Bestyrelsen har længe været uenig om strategien over for kulturministeren og også om musketer-eden mellem de to forfatterforeninger. For som Len Deighton skrev i Horse Under Water i 1963: Power is like a fried egg... no matter how equally you try to divide it someone is sure to get most.

Som en ung kollega mailede til mig: »Hvordan kan man være formand for en forening uden at have opdaget dens formål?«
Sporene skræmmer altså endnu, og de skønlitterære frygter at blive gidsel for den stærkere Dansk Forfatterforening, der især plejer fagbogsfolkets interesser (foreningens skønlitterære gruppe er usynlig og lader andre svine hænderne til). Som allerede nævnt – kulturministeren har ikke skabt splittelsen, kun spillet på den.
Selv mistror jeg sammenhold for sammenholdets skyld, det lugter af stalinisme. Ingen har ondt af, at en fagforening plejer sine medlemmers interesser.
Hvorfor så få ondt af, at en forfatterorganisation varetager sine medlemmernes interesser? Er det simpelthen fordi vi er forfattere? De skønlitterære forfattere er imod alle bebudede nedskæringer, men foretrækker i modsætning til det afgåede formandsskab at forhandle, også selv om vi risikerer at blive kaldt både usolidariske og grådige.
Det er ikke morsomt. For skønlitterære forfattere er stadig uden forhandlingsret, vi er fortsat andenklasses borgere, en slags klienter, som både Bodil Steensen-Leth og Leif Davidsen har skrevet i debatindlæg sidste uge. Og klienter må hverken have selvrespekt eller føle faglig stolthed! Vi må heller ikke som alle andre mennesker drømme om dyre sko med stilethæle, vi skal ydmygt lægge os ned og lade grønthøsteren køre hen over os!

*Inge Eriksen er forfatter, bor i Nordjylland og har senest modtaget Beatrice-prisen uddelt af Det Danske Akademi i efteråret 2001

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu