Læsetid: 2 min.

Brun sæbe

Junibevægelsens evolutionære glidebane mod EU-tilhængernes accept
Debat
6. marts 2002

EU
politisk sagsbehandler for Folkebevægelsen mod EU
Det er fascinerende den 28. februar via artiklen »Konvent skal bringe magten hjem fra Bruxelles« at være vidne til den måske sidste fase af Jens Peter Bondes personlige politiske evolutionsforløb. Nu kan man jo have den opfattelse, at al udvikling betyder, at man bevæger sig hen mod et stadigt højere udviklingsstadie. Men man kan også mene, at udviklingen kan løbe af sporet og medføre eksempelvis degeneration.
For at vende tilbage til Jens Peter Bondes udviklingsforløb, så startede han jo i tidernes morgen som EF/EU-modstander, siden hen har han haft en mellemfase som EU-skeptiker, og nu er han med hans egne ord blevet til »eurorealist«, hvad det så end er.
Som bevis på sin nye »realisme« vil Jens Peter Bonde formodentlig henvise til sit/Junibevægelsens alternative EU-forfatningsforslag. »Europaaftalen«, som Junibevægelsen med respekt for den rigtige EU-new speak har valgt at kalde deres forslag, har selvfølgelig ikke en kinamands chance for at blive realitetsbehandlet i EU-konventet eller andre steder for den sags skyld. Den EU-tilhænger, -skeptiker, -modstander eller eurorealist, der læser forslaget, vil også konstatere, at det sker der ikke nogen skade ved – tingene hænger simpelthen ikke sammen i Junibevægelsens forfatningsforslag. Fagligt set må det eksempelvis konkluderes, at hvis det indre marked, som Junibevægelsen ønsker at videreføre, skal kunne fungere, så må man også være parat til at acceptere, at der løbende vil være tusindvis at teknisk-administrative love, der skal vedtages eller ændres.
At sætte EU’s komiteprocedurer ud af kraft her, mener jeg er tåbeligt. I realiteten tror jeg også, hvis Junibevægelsens forfatning skulle gå hen og blive til EU’s forfatning, at der ikke vil gå lang tid før man uformelt havde oprettet en række ad hoc-udvalg til at tage sig af den semi-lovgivning. Tingene vil nu blot ske endnu mere skjult, selv set i forhold til hvordan tingene foregår under det nuværende EU-regime.
Som EU-modstander kan jeg politisk kun opfatte Junibevægelsens såkaldte »Europaaftale« som et nærmest desperat forsøg på at udvande EU-modstanden for at opnå politisk accept fra EU-tilhængernes side for at få lov til at ’sidde med ved bordet’<.
Folkebevægelsen mod EU ønsker at bruge EU-Konventets arbejde som et led i forberedelsen til den folkeafstemning, der forhåbentlig kommer i Danmark om EU-forfatningen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her