Læsetid 3 min.

Cancer i demokratiet

Hvornår er danskerne sidst blevet bedt om at tage stilling til atomoprustning og krig på USA’s side?
20. marts 2002

Krig
I 1930’erne var der mange danskere, ikke mindst politikere, der lagde bestik for fremtiden ud fra en tro på, at det mægtige Tyskland, som man ellers næsten ikke sympatiserede med, ville blive en sejrende magt. Denne tro holdt sig hos mange helt op til tyskernes nederlag ved Stalingrad. Så var det tid at rette op på kursen og blive næsten frihedskæmper sågar. Sådan gør mennesker jo: Stikker en finger i vejret og mærker, hvorfra det blæser.
Lige nu blæser der en stiv kuling fra vest, så ørerne nærmest blafrer. Og danske politikere (og vel også en masse af den gemene hob), orienterer sig efter den. Danmark er vistnok endda gået i krig mod en fjende, der ikke ligefrem hører til de traditionelle, nemlig afghanerne, hvoraf en del skulle være fæle terrorister og resten bare uheldige. Om vi nu faktisk er i krig (jeg har ikke hørt noget om nogen krigserklæring?), eller om vi bare er på landsknægtetogt sammen med nogle raske drenge ovre fra Amerika, er lidt svært at få at vide. Til gengæld er vi både tapre og stolte på vore drenges vegne, når fyrværkeriet springer mellem fingrene på dem og de kommer hjem i ligposer.
Det var ikke meningen, for nok er Danmark nærmest i krig, men man skal jo ikke overdrive, så de tapre jenser tilhører sanitørkorpset, altså sådan noget med at feje og rydde op, og det skulle man jo ikke kunne blive slået ihjel af.
Nu er det noget tvivlsomt noget at sammenligne historiske epoker, men det er svært at lade være. For der er sammenfald mellem Hitlertiden og så Bush-æraen. Kort udtrykt kan man sige, at begge disse herrer har formået at lære danskerne at sluge kameler. Hele, vel at mærke!

Bekymrede danskere
Ikke alle danskere. En masse danskere går rundt lige i øjeblikket og er meget bekymrede.
De føler, at den ansvarlighed, de selv bærer rundt på, er komplet uanbringelig i det demokrati, til hvilket der var stillet meget store forventninger i retning af større deltagelse i beslutningerne og netop, som vi har fået tudet ørene fulde af i årevis: Større ansvarlighed.
Samtidig er de rådvilde. En styrtsø, nej, et Niagara af informationer hagler ned over os arme mennesker fra en medieverden, der ikke tør afsløre over for kunderne, at den er lige så forvirret. Derfor er det komplet umuligt at prioritere den viden, man søger, for den ligger og flyder rundt mellem alt det andet informationsskrammel, uden særlige kendetegn.
Men noget er alligevel så småt ved at tegne et billede. Et billede, der i sin sindrige detaljerigdom er lysende banalt: Amerikas Forenede Stater har lagt en masterplan om at overtage verdensherredømmet!

Bush’ brutale regi
Til dem, der straks råber paranoia! vil jeg sige: Et hvilket som helst lousy plot fra en z-film er mere sofistikeret end det brutale regi, Bush og hans røverbaroner fra olie- og våbenindustrien opererer i.
Hér smides alle generende hensyn over bord, enhver legitimering er overflødig, internationale traktater er ikke det papir værd, de er trykt på og alt kan kort gøres op i et for eller imod. Er du for, bomber vi dig ikke, ellers…
Og de mener det sgu, amerikanerne. Eller oliebaronerne og våbensmedene, skulle jeg sige. Nu vil de til at lave taktiske atomvåben, yderst velegnede til at kaste ned i hovedet på asiatiske masser i deres kæmpebyer, men uden at røgen fra ruinerne generer vestlige næsebor for meget.
Når vores politikere, de fleste af dem, er så tavse og når al vores udenrigspolitik er lukket land for offentligheden, så er det, man gerne ville vide, hvad disse folkevalgte egentlig tænker.
Er de, som så mange andre, ved at pisse i bukserne over de perspektiver, røverregeringen i Washington ruller op, eller mener de helt ærligt, at det er en politik, de kan støtte.

Manglende tillid
Det er en sørgelig mangel på tillid til dem, der har vist dem tillid, politikerne udviser. Måske ville danskerne, hvis de fik klar besked, sige: Jamen vi er da helt klar på at bombe ’slyngelstater’ og ’terrorister’ sønder og sammen, og for resten vil vi da skide på menneskerettighederne, folkeretten og alt det pis og papir. Man kunne da prøve.
Politikerne kunne måske også prøve at fortælle danskerne lidt om, hvad al denne følgagtighed over for en fremmed stormagt egentlig betyder for det danske demokrati.
Sidder der én eneste politiker i folketing eller regering, der kan sige, at han/hun har et folkeligt mandat til at føre krig, til at støtte atomoprustning og til at ignorere internationale overenskomster? Der er gået cancer i demokratiet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu