Kronik

Danmark er inde i en mørk tid

I begyndelsen af 2000-tallet vendte danskerne ryggen til Europa og verden. Dermed begyndte en periode, som fremtidens historikere muligvis vil kalde The Danish Dark Ages
Debat
18. marts 2002

I begyndelsen af 2000-tallet vendte danskerne ryggen til Europa og verden. Dermed begyndte en periode, som fremtidens historikere muligvis vil kalde
The Danish Dark Ages

Historisk set
I begyndelsen af det enogtyvende århundrede begyndte en ny middelalder i Danmark. Den blev ikke som den forrige middelalder, hvor danernes rige fra 1000-tallet blev en del af et europæisk kristent fællesskab. I den ny middelalder meldte Danmark sig ud af mange former for europæiske og internationale fællesskaber.
Fra en afstand af et århundrede kan vi i dag som historikere se tilbage på de første år af det enogtyvende århundrede som et afgørende vendepunkt i danernes historie.
Det begyndte, som det ofte gør, med de syv fede år. Fra 1994 oplevede danskerne en stor stigning i deres rigdom. Arbejdsløsheden raslede ned; nye firmaer flyttede til Danmark, og samtidig opstod der nye ordninger for at få folk i arbejde. For første gang i lang tid kom der overskud i betalingsbalancen til udlandet. Folk købte varige forbrugsgoder som aldrig før, rejste til udlandet, ombyggede deres huse og i det hele taget nød deres rigdom.
Uddannelsesinstitutioner optog flere elever end nogensinde, og de unges studievilkår blev væsentlig forbedret. Kulturlivet blomstrede. Danmark fik megen anerkendelse i udlandet på grund af bistanden til det, som dengang hed den tredje verden.
Midt i den danske velstandsbølge opstod der endnu flere krav og forventninger fra borgerne for bedre service fra den offentlige sektor. Der var klager over mangler i behandlingen af forskellige sygdomme, specielt kræft, over ventelister til operationer, selv over manglende rengøring på mange hospitaler. Samtidig blev befolkningen ældre, og der var færre, der ønskede at tage sig af de gamles og de syges behov.
Næsten alle danskere var enige om, at noget skulle gøres for at forbedre sundhedsvæsenet, mens befolkningen var meget splittet angående ’de fremmede’, som det hedder på dansk. Dette ord bruges ikke længere på andre europæiske sprog. Både indvandrere, efterkommere af indvandrere, asylsøgere og anerkendte flygtninge blev anset af mange indfødte danskere som et problem. Landets største avis skiftede en tidligere indvandrervenlig linje ud med en skrækkampagne, der blev taget op i andre medier. Budskabet gik ud på, at de ’fremmede’ nassede på det danske velfærdssamfund.
11. september 2001 kom terrorangrebet på USA, hvorefter Danmark som andre lande i NATO bakkede USA op og lovede støtte. Næsten alle danskere udtrykte sympati for amerikanerne og en tidligere 11. september (1973 i Chile) blev glemt. I november udskrev den danske statsminister valg, muligvis i håb om, at hans ledelse i den nye ’krig mod terror’ kunne give ham stemmer.
Socialdemokratiet havde nu ledet regeringen siden 1993 og forsøgte at få anerkendelse for velstandsbølgen, som ellers havde præget det meste af den vestlige verden i slutningen af 90’erne. Statsministeren havde aldrig vundet stor personlig popularitet. Under valgkampen tog han ikke afstand fra en meget hadsk debat om indvandrere og flygtninge. Regeringen havde strammet udlændingeloven adskillige gange, men hver ny stramning udløste krav om endnu flere af samme skuffe.
Lederen af oppositionspartiet, Venstre, der kaldte sig Danmarks liberale parti, var meget dygtigere til at bruge medierne og virke troværdig. Han lovede befolkningen forbedringer inden for hospitalsvæsenet og ældreplejen. Da statsministeren rev sider ud fra en bog, som denne partileder havde skrevet om en fremtidig ’minimalstat’, sympatiserede de færreste med dette forsøg på at skabe opmærksomhed omkring bogens politiske indhold. Først senere gik det op for befolkningen, hvad der egentlig stod i bogen som en opskrift for et nyt Danmark.
Valget i november 2001 blev en jordskredssejr både for Venstre og for det populistiske Dansk Folkeparti, der blev støtteparti i en ny Venstre-Konservativ regering. Allerede nytårsaften var den nye stil slået igennem i Dronningens tale til befolkningen. En hilsen fra det forrige år til nydanskere blev udeladt. Statsministeren, i sin tale nytårsdag 2002, nævnte ikke denne gruppe med et eneste ord, som om den slet ikke eksisterede. Han omtalte heller ikke Det europæiske fællesskab, der samme dag var gået ind i en historisk møntunion. Hvor Danmark blev udenfor som et land, der gerne ville malke Europa, men ikke bidrage til nye former for fællesskab.
I løbet af januar opstod der mange rygter om de forskellige nedskæringer, der skulle komme som et resultat af regeringens ’omprioritering’ af det offentlige forbrug. Da det nye statsbudget blev fremlagt, var det tydeligt, at omflytningen af pengene havde mere med ideologi end økonomi at gøre. Støtte til frivilligt arbejde for at bistå flygtninges integration, for eksempel, blev fjernet, selv om dette kun betød 15 millioner kroner i statskassen. Et center for ligestilling mellem mænd og kvinder blev lukket. Miljøprojekter både i Danmark og i den tredje verden blev standset. Rådet for trafiksikkerhed blev skåret drastisk ned i bevillingen og måtte standse en kampagne for at påvirke unge fartsnydere. Samtidig blev hastighedsgrænserne sat voldsomt op, og inden for få år fik Danmark Europarekord i trafikdrab.
Der blev talt meget om integration af flygtninge og indvandrere, men et nyt ministerium beskæftigede sig mere med at standse ankomsten af indvandrere til Danmark end at bistå dem, som i forvejen var i landet. På grund af en ny regel om, at man skulle opholde sig i landet i mindst syv år, inden en varig opholdstilladelse kunne gives, blev mange anerkendte flygtninge fra slutningen af 1990’erne sendt tilbage til de lande, hvorfra de mange år tidligere var flygtet. I visse tilfælde blev tvang brugt.
Dette gjaldt specielt for de afghanske flygtninge, efter at regeringen i sommeren 2002 udtalte, at Afghanistan nu var et sikkert land. Opholdstilladelser for flere tusinde flygtninge blev inddraget, og politiet lejede charterfly for at flyve dem tilbage til Kabul.

De afghanske flygtninge blev hentet på deres bopæle overalt i landet. De blev ført til indsamlingslejre, hvor mange blev holdt i isolation, indtil de i håndjern blev ført ind i flyene. Mange gjorde modstand og måtte bedøves, og De Forenede Nationers generalsekretær udtrykte skuffelse over »danskernes brutalitet og mishandling af sagesløse mennesker«.
Samtidig krævede Dansk Folkeparti, at alle opholdstilladelser for andre flygtningegrupper skulle gennemgås. Den uro, der blev skabt iblandt udlændinge, betød en styrkelse af de fundamentalistiske tendenser, der allerede fandtes hos den unge generation fra Mellemøsten.
Radikaliseringen af den muslimsk-danske ungdom fandt sted samtidig med en polarisering inden for den brede danske befolkning. Den gældende velfærdsmodel blev udskiftet med en liberal ideologi, der på overfladen sikrede omsorgen for de syge og gamle, men i hverdagen betød noget andet. Hver interessegruppe forsøgte at pleje sin egen sag. Det ’konsensus-samfund’, der siden 1920’erne havde præget Danmark, forsvandt.
Den nye regering blev anklaget for at skjule sin ideologiske dagsorden bag en facade af omsorg. Der opstod en stemning af mismod og angst, hvor den tidligere optimisme og væksttro blev til usikkerhed og tilbageholdenhed.
Ganske vist var Danmark påvirket af en generel krise i verdensøkonomien, som havde været undervejs længe inden 11. september 2001. Men da resten af Europa fandt sine ben igen i slutningen af 2002, gav den nye danske pessimisme anledning til en længerevarende recession. Regeringens respons var at fastholde valgløftet om ingen skattestigninger, selv om økonomer vurderede effekten af denne politik som minimal. Men økonomi kan være næsten lige med psykologi, og den danske velstandsstigning blev afløst af en belejringsmentalitet. Dansk Folkeparti krævede, at Danmark løste egne problemer ved at melde sig ud af Den europæiske union. Støtten til polske bønder blev udlagt som en forringelse af danskernes levevilkår. »Vi må løse egne problemer først,« sagde lederen som svar på EU’s kritik af danske forhold.
Danmark blev udråbt til ’Europas ny New Zealand’, et sted, hvor afstanden mellem rige og fattige blev større, og hvor de dygtigste unge søgte andre græsgange i udlandet. Nedskæringer i universiteterne og de tekniske uddannelser blev ganske vist lempet i 2001 i forhold til de oprindelige planer, men de unge opsnappede den generelle holdning: De skulle kunne klare sig selv og ikke regne med en forskerkarriere inden for Danmarks grænser.
Der opstod et tab af indfødte kræfter, og samtidig holdt udlændinge sig langt væk fra Danmark. På trods af en ’green card’-ordning for at tiltrække højtuddannede fra udlandet, kom der næsten ingen. Danmark havde fået ry for at være et land, hvor indvandrere kunne blive smidt ud af landet, selv om de i mange år havde bidraget til samfundet.

Det nye mismod blev en selvbekræftende faktor i de første år af dette århundrede. Globalisering standsede ved landets grænser. Danmark forblev det eneste land i Europa, hvor en arbejdsgiver fortsat kunne afvise en ansøgning, fordi den kom fra en ved navn Mohammed.
Regeringen var klemt i sin nødomfavnelse af Dansk Folkeparti. Der var stadigvæk kræfter, specielt i Det Konservative Folkeparti, der mindede om gammel humanisme og kulturværdier. Men regeringens inderkreds satsede næsten udelukkende på mediepleje og blev ved med at love skattestop og bedre hospitaler. Danskerne blev et folk, der investerede i alderdommen, mens de unge blev overladt til at klare sig selv.
Således begyndte en ny dansk middelalder. I den ny middelalder blev det velanset i Danmark at advare mod de fremmede og at isolere landet fra usunde udenlandske kulturstrømninger. Bortset for de amerikanske: Amerika blev fortsat anset som Guds eget land, med ret til at forsvare egne interesser uden hensyntagen til andre lande og deres problemer. Danmark tog Amerikas provinsialisme til sig uden samtidig at efterligne den amerikanske åbenhed over for nye mennesker og ideer.
I begyndelsen af 2000-tallet vendte danskerne ryggen til Europa og verden. Dermed begyndte en periode som fremtidens historikere muligvis vil kalde The Danish Dark Ages.

*Brian Patrick McGuire er lektor i middelalderhistorie ved Roskilde Universitetscenter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her