Kronik

Disneysjovs dumme dominans

Det giver mig tredobbelt myrekryb at høre, når folk siger, at de vil ha’ lov til at glo fjernsyn, for nu er de trætte efter arbejde. De kan lige så godt slukke for hjernen
1. marts 2002

Det virtuelle rum
Det er fredag i dag og alene af den grund burde jeg være glad. Men det er jeg ikke. Familien er samlet omkring fjernsynet til ugens højdepunkt: Disneysjov. Sammen med flere slags slik, glider fornøjelighederne forlystende ned.
Forstemmende og forfærdeligt forplanter familiens valg sig i mit indre. De er totalt opslugte. Intet kan eller må forstyrre dem. Jeg kan ikke få et eneste spørgsmål ind. Efterhånden er denne aften – fredag aften – blevet min yndlingsaversion. Tv’et kværner løs med 180 kilometer i timen, og jeg deler ikke den øvrige families begejstring. Hvis jeg satte dagsordenen, skulle vi foretage os noget sammen. Jeg ville læse højt af H. C. Andersen, eller gå en tur i vintermørket med lommelygter og store tykke frakker.
I morgen lørdag, har jeg booket os ind på familiesvømning i den lokale hal fra kl. 8-9. Men også denne fornøjelse prøver tv-verdenens barske tvangsgreb at destruere. På lige det tidspunkt genudsendes Disneysjov og det annonceres ved slutningen af fredag aftens udgaven. Min femårige søn registrerer informationen med største bevågenhed, og han er ikke til at skjule noget for.
De dage jeg regerer vores hjem egenrådigt, får børnene lov til at se 30 minutters tv på DR1 – hvis jeg vel at mærke synes, at det er et fornuftigt program. Den første reaktion på mit: »Nej, I må ikke se tv«, er altid skrig og skrål.
Det tager jeg ikke så tungt. Børnene sørger over min beslutning, tænker jeg, og det går da også hurtigt over. Hér begår langt de fleste en brøler overfor deres børn: Når børnene plager og de får et »nej«, skal de også i kølvandet opleve forældrenes vrede direkte mod dem selv i deres sorg. Vi ser det dagligt på indkøbsturen. Børnene hyler og skriger over, at de ikke må få noget slik. Far eller mor skælder barnet ud, når det – forståeligt – græder. Barnet er jo slemt skuffet, og da børn ikke er gode til at sætte ord på følelser, græder de.
Hvis forældre lærer at fastholde et nej, og accepterer at barnet er fortørnet over beslutningen, bliver det lettere for barnet. Hvis barnet samtidig også skal kapere fars eller mors vrede, bliver situationen næsten ikke til at holde ud.
Mit bedste råd til forældre i plagesituationer er derfor: Giv barnet et klart, kontant og kærligt ment nej. Kaper barnets frustrationer ved at hjælpe det med at sætte ord på alle de væmmelige følelser. Snak situationen igennem. Snak om hvornår I køber slik, og til hvilke situationer barnet derfor kan glæde sig til. Nøjagtig samme fremgangsmåde kan benyttes, når barnet ikke skal have lov til at se mere tv.
Men det kræver, at forældre selv letter en vis del og engagerer sig i de forskellige programmer. Dét kan jo være en svær, uoverkommelig opgave, hvis man selv sidder bevidstløs foran flimmeren dag efter dag, og lader de endeløse, torskedumme programmer optage hjernen og hjertet.
Til hverdag vil jeg gerne se nyheder og have fornuftige forbrugerprogrammer i baggrunden, mens jeg laver noget andet. Men jeg sætter mig aldrig foran fjernsynet og ’kuller ud’.
Jeg bruger min tid, der er det mest kostbare, jeg ejer og har. , når de tillader, at utallige fordummende serieproduktioner får lov til at fylde aften efter aften og weekender med.
I USA, der er lysår foran os hvad tv angår, ser folk fjernsyn fra de står op om morgenen til de skal på arbejde. Jo mere klokken bliver, jo dummere bliver programmerne. Det afspejler ganske klart målgruppen af tv-seere. De mest dumme må være dem der stadigvæk sidder foran fjernsynet klokken 11 om formiddagen, hvor alle andre normalt tænkende mennesker er på arbejde.
Det har også sneget sig ind hos os. Især børnene placerer forældre bevidstløst foran fjernsynet, så snart de er stået op. De indtager deres morgenmad til alverdens tåbelige tegneserier. Hvad tænker I dog på, I, flertallet af forældre? Børn har brug for at tale lidt med far og mor om dagen og vejen, inden alle går hver til sit ude i det virkelige liv.
Ja, det er sandelig ikke pæne ord, jeg vil sige til alle jer tv-narkomaner. Men hvem siger, at man skal være pæn i en kronik? Disse skriblerier er nu engang udsprunget af et indædt had til Disneysjov, der får lov til at ødelægge selv de dejligste sommeraftener, hvor vi kunne fjolle rundt ude på plænen med en bold, lave et bål eller gå en tur på stranden.

I denne kolde og mørke tid, kan man også sagtens have det dejligt, dét er ganske vist. Vi kunne nyde noget skøn musik, vi kunne bage noget lækkert brød, tænde stearinlys, gå en tur i det kolde vejr og komme hjem med en glubende appetit til det lune, friskbagte brød. Vi kunne selv spille musik og synge. Eller spille spil, finde malepensler og maling frem og se om det kun er børnene, der tør udfolde deres kreative evner på de store stykker papir.
Gemmeleg er faktisk også sjovt, selvom man er voksen. Hvornår har du sidst kravlet ind i bunden af dit klædeskab, holdt vejret af frygt for at din ægtefælle finder dig? En anden ting jeg nyder efter, at jeg har fået børn, og derfor kommer i byen yderst sjældent, er: At sætte nogle bankende basrytmer, berusende Bocelli eller mindevækkende McCartney på anlægget, og danse. Børnene bliver ellevilde. De elsker når mor danser. Selv den vildeste teenager kommer til at ligne en smeltende snemand, når mors krop koket kaperer koncerten.
Jeg har set børn helt ned til fire år have deres eget tv på værelset. Dét grænser til omsorgssvigt, dersom de små poder bevidstløst får lov til at styre deres forbrug af det absolut fordummende medie. Disse stakler lever et liv, hvor de voksne ikke snakker om programmerne med dem. Når disse bliver teenagere fortsætter mønsteret. Far og mor har ikke deres fortrolighed. De snakker ikke sammen om løst og fast, for det har de ikke været vænnet til, fra de var helt små.
Når min femårige søn ser noget så gyseligt som Cartoon Network – for far giver lov – genfortæller han handlingen i en uendelighed for mig. Derved får jeg et indblik i, hvad han oplever. Ofte synes jeg, at det er for voldsomt, og så får vi en snak om det.

Min søn forsvarer de skide programmer med næb og klør. Hans meninger får perspektiv, fordi han ved præcist hvor mor står, og hvad mor mener. Det er så sundt for børn på denne måde, at danne meninger og tage stilling. De sygner ikke hen foran den fordummende kasse, men deltager aktivt foran.
For det er præcis dét, tv er: Fordummende. Folk glor kritikløst ind i kassen og zapper lidt rundt, i en falsk tiltro til, at det er udvælgende og engageret medvirken. De elsker de forskellige tåbelige serier, der er så indholdsløse, så man skal være blind for ikke at få øje på det.
I USA er der talrige eksempler på tv-serier, der har været på i over 30 år. De fleste har én eller anden dødssyg serie, de følger med i.
De tror, at de kender skuespillerne som deres egen familie og det er lige før, at skuespillerne indtager familiære roller. Tabloid-pressen skriver gerne om disse mennesker, for publikum køber gerne det pågældende læsestof. Hvor vil det være en sand fryd, dersom folk vil engagere sig lige så meget i deres egne børn, som i disse tv-figurer.
Men sandheden er, at børn vokser op med far og mor placeret i hver deres fjernsynsstol, og da dét er deres rollemodeller, vil børnene gøre ligeså. Medmindre de altså går hen og bliver mønsterbrydere, og det kan man da kun håbe på.
Da jeg var barn, overværede jeg hvordan de voksne i mit hjem var kritiske i forhold til informationer, politikernes tiltag og alt hvad vi stødte på. De var kritiske på en konstruktiv og venlig måde.
Når min far ser fjernsyn, sidder han troligt med en blok papir, og fifler med matematik. Sådan gør man, når man er professor i matematik. Fjernsynet kommer i anden række. Og det er jo præcis dén sociale arv, jeg bærer rundt på. Der er ting, der er vigtigere her i denne verden. Ting som jeg selv udvælger og definerer.
Men for langt den største del af befolkningen ser vi, at de totalt kritikløst zapper rundt i møgirriterende serier og programmer aften efter aften. Tænk, al den tid der går stil spilde. Tænk, hvis vi grangiveligt kunne lægge den sammen og bruge den på en konstruktiv måde.
Det må modsvare, at vi kan udrette mirakler på flere felter. Selv nu hvor min far er pensionist, brænder han for matematik. Han bruger sin tid på matematik og læsning. Tiden skal stadigvæk udnyttes optimalt, siger han. Vi sygner hen, når vi ikke har noget at gå op i, når tv’et sætter dagsordenen, og vi bliver siddende i stolen uden at foretage os noget som helst konstruktivt.

Da jeg som barn kom rundt i mine venners hjem, oplevede jeg næsten alle steder, at far og mor havde deres faste siddepladser foran skærmen. Jeg var ganske forundret over det pudsige fænomen.
Dét har vi aldrig praktiseret hjemme hos mig. Vel fordi vi ikke sad fast klinet foran skærmen hver aften, men gik til og fra tv-nichen, alt efter hvad vi hver især havde bestemt os for at ville se. I dag er forholdene stort set uforandrede. Børnene er dog rykket ind i isolation på deres værelse med eget tv og sågar video.
At min mand og jeg ser vidt forskelligt på tv, stammer fra vores vidt forskellige opvækstvilkår. Børnene trives ved det. De lærer, at verden er fuld af forskellige meninger om rigtigt og forkert. De ser hvordan det bedre argument, er det magtfulde element i den demokratiske familieform.

*Greta Jo Kristensen Haldborg er økonom og mor til blandt andet en tegnefilmselskende femårig

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu