Læsetid: 4 min.

Det eksistentielle køn

Det er ufedt at de unge feminister reducerer kønnet til social konstruktion
Debat
9. marts 2002

Kommentar
Der er godt og dårligt nyt i den aktuelle danske kønsdebat. Det gode er, at en stribe begavede og velskrivende unge kvinder har indset, at det er én stor løgn, at patriarkatet skulle være afgået ved døden, og at de efter at have været gennem bekendelsesgenren nu griber til analytisk bevisførelse og påviser de stereoptype mande- og kvindebilleder, vi stadig møder overalt i samfundet, ikke mindst i medierne. Det dårlige er, at samme udmærkede kvinder bekender sig til én teori om kønnet: den såkaldte socialkonstruktivisme, teorien om at køn er en social konstruktion og intet har med biologi at gøre.
I den nys udkomne antologi De røde sko kritiseres danskerne, bl.a. via en svensk skribents perspektiv, for at halte håbløst bagefter, når det gælder kønsteori og kønsdebat. Vi gider ikke diskutere det der med kønnet, det var noget, der blev klaret i 70’erne, og nu er ligestillingen en realitet – det hævder jo sågar vores ligestillingsminister, Henriette Kjær.
Alt imens statistikker, mediebilleder og vores egen selvoplevelse viser, at kønnet faktisk er en afgørende faktor i vores sociale identitet, hvis vi bare begynder at reflektere en lille smule. Men det er altså det, danskerne ikke gider: at reflektere blot en smule over kønnet.
Hvorfor står det så grelt til i Danmark af alle steder? Er det den sædvanlige »hids-dig-ned-og-tag-en-bajer«-mentalitet? Eller var rødstrømpebevægelsen så særlig traumatisk i Danmark, at vi alle (rødstrømpernes sønner, døtre, mænd og sågar mange af dem selv) må distancere og ironisere os langt bort fra den mindste fært af feminisme? Her er en historie, som trænger til at blive fortalt.

Krop og kode
Med de nye feminister har vi imidlertid fået en stribe reflekterende, unge danske kvinder, der tager kønnet alvorligt, og det er glædeligt. Det knap så glædelige er, at disse unge kvinder bekender sig entydigt til en konstruktivistisk kønsteori. At de betragter det som afgjort, at køn er en social konstruktion og intet andet.
De nye feminister opererer med en enkel modsætning mellem denne konstruktivisme, der betragter kønnet som social konstruktion, og den såkaldte »essentialisme«, der mener, at biologien er afgørende for vores kønsidentitet. Men faktisk bliver der i den aktuelle akademiske kønsfilosofi arbejdet intenst på at finde et tredje alternativ til disse rigide positioner. Et alternativ, der tager højde for at kroppens kønsspecifikke potentialer er med til at forme vores selv- og verdensoplevelse, samtidig med at disse potentialer kodes kulturelt. At moderskabspotentialet f.eks. er en afgørende og identitetsskabende faktor for en kvinde, samtidig med at vi selvfølgelig har nogle kulturelt bestemte billeder på dette moderskab. Der kan være grund til at kritisere de kulturelt bestemte billeder på moderskabet, men det ændrer ikke ved at selve moderskabspotentialet er afgørende for en kvindes oplevelse af sig selv og verden, hvad enten hun (frivilligt eller ufrivilligt) realiserer det eller ej.
Konstruktivismen har leveret en række skarpsindige analyser af, hvordan »mandlighed« og »kvindelighed« er noget, der konstrueres, alt imens det postuleres at være naturligt. Og hvordan de herskende forestillinger om, hvad der er mandligt og kvindeligt, således er ideologiske, idet ideologi netop er sociale normer, forklædt som natur.
Der er ingen tvivl om, at der er brug for konstruktivismens afdækkende arbejde, dens undergravelse af de rådende kønsnormer. Problemet er bare, at selv når kønnets konstruerede maske rives af, bliver kønnet alligevel tilbage. Ikke nødvendigvis som biologisk essens. Men som problem. Som gåde. Som mulighed.

Gåden
At kønnet skulle være en biologisk essens, er det vel i dag kun de mest forhærdede neurologer og biokemikere der vil skrive under på (om end man ikke skal undervurdere disses gennemslagskraft i den brede offentlighed). Men man kan godt placere kønnet i kroppen uden nødvendigvis at betragte det som en essens. Den egentlige essentialisme må være den, der tænker kroppen ud fra dens kemiske sammensætning og kønnet som en særlig hormonformel, der afgør vores karakter. Der er imidlertid forskel på, om man definerer den kønnede krop kemisk, eller om man definerer den anatomisk: som en krop der er karakteriseret ved kønsspecifikke organer, former og funktioner.
Den krop, der for mig at se ikke kan tænkes bort fra kønnet, er denne anatomiske krop: En krop, hvis former og funktioner (penis, livmoder, ejakulation, amning, graviditet osv.) er med til at forme vores tanker, følelser og sansninger, samtidig med, at denne formgivelse naturligvis
ikke foregår uafhængig af kulturelle koder. Den kønsspecifikke, anatomiske krop både giver og tilskrives betydning, og hvis man ikke reflekterer over dette komplekse samspil mellem krop og kultur, får man en forenklet forståelse af, hvad køn er for noget.
Når en eller anden biologiprofessor vil vise mig sin kemiske formel for ’kvindelighed’, mens konstruktivisten viser mig kønnet som ren makeup og maskerade, så hævder jeg, at kønnet sidder et tredje sted: i eksistensen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her