Globalt
Man kan betragte Rifbjergs indlæg i samfundsdebatten som det nødvendige dampudslip, som følger af en stor kunstners, for os lykkelige, stadige udtryksbehov. l så fald må man tage det sure med det søde.
Men man kan også tage manden på ordet se indlægget som et led i den borgerlige offentligheds udveksling af synspunkter med henblik på, gennem meningsudveksling, at nå frem til en større sandhed. Det sidste er efter min mening at tage indlægget alvorligt.
Med det afsæt har jeg en kommentar til Klaus Rifbjergs artikel den 16.-17. marts: »Hvad fandt vi i ruinerne?«.
Dørevangelister
Mange har forsøgt at diskutere med f.eks. overbeviste DKPer, med dørevangelister fra Jehovas Vidner eller haft lyst til at svare på læserbreve fra ansatte i Tvind-koncernen.
Hvis sådanne diskussioner skal have nogen mening, viser det sig hurtigt, at det, der må diskuteres, er grundlaget, det basale, fordi uenigheder om dette og hint i sidste ende grunder i fundamentalt forskellige opfattelser af, ja, hvordan verden dybest set er skruet sammen.
. Derfor er en debat med f.eks. Søren Krarup ikke mulig, med mindre man accepterer hans fundament.
Og det er vi jo ikke alle, der vil, og derfor bliver enhver anden debat blot en polemik.
Forgæves debat
På samme måde mener jeg, det forholder sig med Rifbjerg, når han går ind i en mere omfattende politisk debat: Fundamentet er pacifismen, og ud fra dette fundament anskues alt.
Det er som det hedder i vore dage fair nok, men når opfattelsen er så grundfæstet og uproblematiseret, så er en debat forgæves, for man kan sjældent diskutere sig frem til en ændring af fundamentale måder at have verden på.
Hvad man måske kan, er at acceptere grundlaget for at så at se, om argumentationen ud herfra er konsistent.
Jeg er ikke enig i Rifbjergs udgangspunkt, og det er så det. Men jeg mener desuden, at hans argumentation kommer i modstrid med hans eget udgangspunkt.
Eller sagt på en anden måde: Den følelsesstyrke, der bærer argumentationen afdækker, for mig at se, ikke bare den naturlige vrede, der kommer af, at man vil forsvare noget, som efter ens opfattelse er umisteligt og værdifuldt, men er også udtryk for den vrede, der bunder i, at andre ikke på forhånd accepterer udgangspunktet, fundamentet.
Og hvad er så forskellen på Rifbjerg og dem, han angriber?
Jeg elsker sgu ikke den nuværende regering, men hvis man på forhånd mener, at den er pervers og kvalmende og at Nyrup er en Goebbels, ja, hvad er der så blevet af kravet om, »at hvis man ikke behandler andre mennesker som ligeværdige, uanset om de går med turban, fez eller klaphat, ender det med en katastrofe«?
Bondejokker til fals
Og hvor er manden, Rifbjerg, selv henne i dette her? Han er på forhånd på den rigtige side, for selv om han nok flere steder taler os, »som er forvandlet fra homo sapiens til homo manipulatus«, og at »vi« måske er »en samling kværulantiske bondejokker til fals for den første den bedste ideologiske plattenslager« ja, så er det er falsk solidaritet, for i sidste ende bliver dette »vi« pludselig et »de«, nemlig »lemminger« i modsætning til Rifbjerg, sådan at vi får de »hævngerrige og misundelige« over for dem, der forstår, »at det er os selv vi må beskytte os imod«.
I denne altomfattende opdeling af verden i dem og os kan jeg ikke finde mig selv. Jeg mener ikke, at jeg og mange med mig har lukket øjnene f.eks. for de særlige Saudi-Arabiske forhold, for Nordalliancens tvetydighed, for olieinteressernes afgørende indflydelse, for gruen over bombardementerne. Og jeg vil ikke puttes ind i den altomfattende gruppe fortabte, som Rifbjergs man dækker, når han skriver, at der ikke spares på store ord, og at selvsikkerheden er enorm, når man taler om, at nu skal terrorismen udryddes.
Få uden for min personlige bekendtskabskreds har betydet mere for mig end Klaus Rifbjerg, som jeg i kraft af alderen har kunnet følge som en slags lillebror siden 50erne.
Men også storbrødre kan gribe galt i posen, selv om de nok ikke bryder sig om at indrømme det.
