Kronik

Fru Danmark og hr. EU

Danske kvinders EU-skepsis tages af både højre- og venstrefløj til indtægt for et blødt og kvindeligt Danmark, mod det hårde, mandige EU...
Debat
7. marts 2002

Økonomi og politik
Danmark: Kendt, indtil for nylig i hvert fald, som demokratiets højborg, åbenhedens centrum og ligestillingens paradis står om knap fire måneder over for sin hidtil største internationale opgave. Vi har formandskabet i EU fra den 1. juli til den 31. december.
Konventet om Europas fremtid skal netop under det danske formandskab holde størstedelen af sine møder om den reform af Den Europæiske Union, der skal vedtages på en regeringskonference i år 2004. Det er første gang, afgørende planer for EU’s fremtid skal lægges af andre end stats- og regeringschefer i lukkede rum kl. fem om morgenen. Det er en særdeles positiv udvikling. Og den danske regering har endda en plads i Konventets præsidium, fordi Danmark har formandskabet, mens Konventet er samlet. Kæmpechance!
Men. Danmark sender tre mænd til Konventet: Henrik Dam Kristensen (S) og Peter Skaarup (DF) for Folketinget og Henning Christophersen (V) som repræsentant for regeringen. Niels Helveg-Petersen (RV) er stedfortræder fra Folketinget.
Med al respekt for de herrers store EU-kundskab, så er det et virkelig dårligt signal at sende til resten af Europa – og til kvinderne i Danmark. To danske kvinder, Europa-parlamentarikerne Lone Dybkjær (RV) og Helle Thorning-Schmidt (S), er heldigvis stedfortrædere i Konventet.

Hvorfor bruger man ikke fra dansk side denne enestående chance? Hvorfor udpeger ingen af Folketingets tre største partier en kvinde som deres repræsentant? Hvorfor? Når nu de to største ja-partier, Venstre og Socialdemokratiet, siden 1992 har hulket over »de skeptiske kvinder«, der volder Danmark så store kvaler i det europæiske samarbejde. Eller hvorfor stiller Dansk Folkeparti ikke med en kvinde, når nu det netop er »de skeptiske kvinder«, der efter sigende giver nej-fløjen vind i sejlene?
Og hvad skal man gøre som feminist og konstruktiv europæer? At skrige kommer man nok ikke langt med. Det ville sandsynligvis også blot bringe én over i modsætningsparrene:

Kvinde-Mand
Skrige-Tale
Hysterisk-Fornuftig
Følelsesladet-Rationel
Nejsiger-Jasiger

Og så er vi tilbage i den sædvanlige danske EU-debat, der efter min bedste overbevisning er låst i nogle kønnede forståelser af, hvad det vil sige at være Mand og Kvinde, og hvad det vil sige at stemme ja og nej.
Vi står over for to modpoler. Debatten har et meget stærkt enten-eller-præg: Enten vil man ægteskab eller skilsmisse mellem Fru Danmark og Hr. EU. Men polerne har det til fælles, at de begge bygger på traditionelle kønsforståelser, når de skal forklare, hvorfor EU er godt eller dårligt.
Det må vi ud over, hvis danskerne – kvinder som mænd – skal kunne diskutere, hvad vi egentlig vil med EU og EU’s fremtid. Og ingen – ikke engang dem, der ønsker ja – ser ud til at have modet til at gøre andet end at holde mund og sende de sædvanlige mænd af sted. Det er meget forstemmende. Og kan få store konsekvenser for ja-fløjen og Danmarks rolle i Europa på længere sigt. Vi er nødt til at diskutere køn, hvis vi vil diskutere Danmark og Europa – og komme videre.

Problemet med Danmarks repræsentanter på Konventet er ikke, at kvinder kun kan repræsenteres af kvinder. Men repræsentation er det første og mest synlige udgangspunkt for at blive taget alvorligt i politik. Og nu er det sådan, at det er kvinderne, der har afgjort nej-afstemningerne.
Ja-fløjen: Køn er ikke vigtigt – Så fat det dog kvinder!
Ja-fløjen søger at overbevise kvinderne via ’rationalitet’. EU er godt, kvinderne har bare ikke forstået det endnu. Forud for afstemningen om Amsterdam-traktaten i 1998 udtalte Helle Degn (S) således: »Jeg siger til sygeplejerskerne og hjemmehjælperne og de andre skeptiske kvinder, at de ikke kan nøjes med at hygge sig i deres omsorgsverden.«
Elisabeth Arnold (R) kom med debattens skarpeste udmelding, da hun både i radio og til en avis udtalte at »kvinder er skeptiske på grund af uvidenhed, og kvinder som ikke ved bedre bør blive hjemme ved afstemningen.«
Anne Knudsen, chefredaktør på Weekendavisen, kritiserede kvinderne for »notorisk ikke at interessere sig et hak for udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik«. Kvinder tænker med hjertet, ikke med hjernen, specielt hvis de er offentligt ansatte (dét er nej-kvinderne): »Og når kvinderne kommer ’ud i virkeligheden’, hvor de ikke har hånds- og halsret over umyndige børn, hjælpeløse syge og umyndiggjorte fattige, plejer de da også at opdage, at de godt kan tænke med hovedet. Det er en tendens man kun kan opmuntre.«

Dette syn på kvinder som ’dummere’ eller i hvert fald ’mindre rationelle’ end mænd bygger på en klassisk liberal samfundsforståelse. I denne forståelse skelnes mellem en offentlig og en privat sfære, og dette skel er karakteristisk for det danske samfund og for det meste af den vestlige verden.
Ja-fløjen og det meste af det officielle Danmark bygger sin politik på denne liberale samfundsforståelse. Man argumenterer følgelig for, at kvinder blot skal indtage det offentlige rum, hvis de vil have indflydelse – altså søge repræsentation. Sådan argumenterer også de fleste ja-kvinder i dag. Kvinder skal angiveligt informeres ud af deres skepsis over for EU. De har simpelthen blot ikke ’forstået’ realiteterne endnu. De har ikke været nok ude i virkeligheden – ude i den offentlige sfære.
Men netop denne skelnen mellem offentligt og privat gør det umuligt for ja-fløjen at se kvinders skepsis som et politisk og kollektivt problem. På den måde afskærer ja-fløjen sig fra at diskutere det politiske indhold i debatten og dermed diskutere EU som politisk projekt med vælgerne og ikke mindst med nej-fløjen.

Nej-fløjen: Det (national)romantiske kvindebillede: Nej-kvinderne er, ifølge valganalytikere, ofte feministisk orienterede. Den klassiske feministiske diskussion handler om forholdet til staten og skellet mellem offentligt og privat, indeholdt i staten.
Det er ofte ikke ligefrem rosende ord, der bliver skrevet eller sagt af feminister om staten. Specielt i betragtning af, at den danske velfærdsstat har givet kvinderne mulighed for at komme ind på arbejdsmarkedet, fordi staten har overtaget nogle af de private aktiviteter, primært børnepasning og ældrepleje.
Til gengæld synes kritikken af staten at forstumme, når det handler om EU i den danske debat. EU er nemlig et meget værre projekt end den gode velfærdsstat. Vi er langt foran i Danmark, og EU vil sætte os tilbage i tid, når det gælder ligestilling.
På nej-fløjen er argumentet således mere kontrært – nogle ville sige klassisk feministisk: Ingen ’mand’ (Hr. EU) skal bestemme over ’os’ (Fru Danmark).
Drude Dahlerup, en af de ledende nej-fortalere, der har sat kvinder på dagsordenen i forhold til EU, mener at det »tjener kvinderne til ære, at der er så stor skepsis over for unionsbyggeriet med de mange flommede talemåder og den store fremtid, godt hjulpet af hymner og flag.«
Også mange andre feminister uden for Danmark har sat EU og kvinder på dagsordenen udfra samme tanke, nemlig at EU er et elitært, maskulint projekt. Men de argumenterer ofte for, at dette kan imødegås ved en udvikling af EU politisk såvel som kulturelt, fordi EU trods alt har gjort det bedre for kvinderne end nationalstaterne.
Det rammer helt modsatte tangenter på nej-fløjen i Danmark. Her spilles konstant på modsætningerne elite-folk, maskulin-feminin, magt-antimagt og rationalisme-følelse: »Nej, vent ikke på, at fader EU skal komme og forære dig ligestilling. Ligeværd og ligestilling er ikke noget man får, det er noget man slås for.« Drude Dahlerup taler varmt for, at ligeværd og ligestilling kommer nedefra, nemlig fra en folkelig mobilisering.

Præcis hér ser jeg et tankevækkende overlap mellem nej-fløjens venstre og højre side, hvor utilsigtet det end er. Jeg forstår godt, at Drude Dahlerup er vred over at blive sat i bås med Mogens Camre, men de underliggende opfattelser af køn er de samme som hans, selv om venstrefløjens argumenter er traditionelt feministiske, mens højrefløjens er direkte selvforherligende og fremmedfjendske.
For grundopfattelsen er enten, at kvinder ved bedre og derfor kan gennemskue det onde i EU-projektet, eller at Danmark/danskerne ved bedre og opviser samme gennemskuende talenter.
Begge udgaver fastholder kategoriseringerne: Kvinder er sådan og sådan eller danskere er sådan og sådan, og de har de ’rigtige’ ligestillingsværdier, mens de fremmede, specielt deres mænd, har forkerte værdier. EU er et rationelt, kynisk, maskulint projekt, der ligger langt fra kvinders mere følelsesmæssige og intuitive tilgang til politik. Danmark ved vi, hvad er, her har vi selv været med til at skabe ligestilling, og det er der ikke nogen, der skal komme og lave om på. Nej-fløjen konstruerer på denne måde ’Kvinder’ som den indre kerne i det nationalromantiske danske fællesskab.

På den måde bliver der tilsvarende meget lidt plads til at debattere EU som politisk projekt på nej-fløjen. Man stoler ikke på det, har ikke tillid til det. Nej-fløjen anerkender ikke ja-fløjens rationalitets-baserede argumenter som legitime, for de er ikke baseret på ’ægte’ følelser. På den måde bliver det meget svært at indgå i en politisk dialog.
Målinger af hvorvidt EU er enten godt eller dårligt for kvinder har meget ringe værdi i dagens danske EU-debat. Det kan aldrig blive et enten-eller spørgsmål. EU er en politisk arena, den er permanent og den har absolut stigende betydning og indflydelse på vores hverdag.
Og så er EU-politik et relativt åbent og endnu udefineret område. Der er gode muligheder for feministisk politik. Eller kvindepolitik. Kald det noget andet, hvis det er for svært at sluge. Jeg er til gengæld sikker på, at det ville interessere mange kvinder. Dem dér, I ved, der afgjorde to af Danmarks fire folkeafstemninger i de sidste ti år. Men det kræver, at de – vi – bliver taget alvorligt!
Og som ja-siger forstår jeg desværre så inderligt godt, at mange kvinder kan have svært ved at tage sig af EU-debatten, når nu hverken regeringen, nej-fløjen, der blev tilbudt en plads på Konventet og ikke tog den, eller de to største partier i Folketinget uden for regering (S og DF) tager sig af kvinderne.
Hvis de gjorde, ville de i det mindste begynde en politisk debat om EU’s fremtid med også at involvere kvinder i Konventet.

*Sofie Carsten Nielsen er stud.scient.pol., bidragyder til antologien ’De røde sko. Feminisme nu’, der udkommer på Tiderne Skifter i morgen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her