Læsetid: 2 min.

Kedeligt kursskifte

EU holder det årlige topmøde om beskæftigelse – der er optræk til liberale drejninger
Debat
14. marts 2002

EU
EU har medvirket til at give fremgang og velstand for de fleste borgere i Vesteuropa. Men arbejdsløsheden og den sociale udstødning er fortsat alt for stor. Det er uanstændigt, at der er 15 millioner arbejdsløse i EU.
I begyndelsen af 90’erne var EU-landene præget af monetaristiske strømninger. Men afslutningen på årtusindet blev et vendepunkt. Efter en markant indsats fra dansk side blev beskæftigelsen en vigtig del af Amsterdam-traktaten.
EU har fulgt op på Amsterdam-traktaten med en række topmøder helliget beskæftigelsen. På topmødet i Lissabon i marts tog man skridt til en forpligtende, koordineret indsats mod arbejdsløshed. I Stockholm fortsatte man under det svenske formandskab denne udvikling, nu ser det imidlertid ud til, at det spanske formandskab søger at skrue ambitionsniveauet ned og dermed lade de nødvendige diskussioner om Europas sociale ansvar lide en stille død. Her ligger vægten på økonomiske, finansielle reformer og teknologiske foranstaltninger. Kommissionens udspil er noget bedre, men langt fra tilfredsstillende.

For snævert perspektiv
Junibevægelsen og dele af venstrefløjen vil sikkert se Barcelona-topmødet som en bekræftelse af EU som et liberalt instrument. De bliver imidlertid fanget i et for snævert nationalt perspektiv. I stedet for at surmule på sidelinjen bør centrum-venstre i Danmark kræve, at fuld beskæftigelse og bæredygtig, miljømæssig udvikling skal være selve kernen i Barcelona-topmødet og EU. Der må sættes koordinerende mål for vækst og nedbringelsen af arbejdsløsheden, og disse skal afspejle sig i den førte politik.
Der er brug for en grøn, koordineret, europæisk skattepolitik, en omlægning af EU’s landbrugspolitik, omlægning af strukturfondene til investeringer i grøn vækst, udvikling og beskæftigelse, dialog med ansøgerlandene i Central- og Østeuropa om en socialt ansvarlig overgangspolitik og større adgang for landene i Den Tredje Verden til EU’s markeder.
EU bør også arbejde for at få styr på de internationale finansmarkeder og få begrænset og beskattet spekulative kapitalbevægelser. Den sociale dimension i EU’s arbejde skal udbygges, og også borgere fra tredjelande, der opholder sig i EU, bør have bedre social sikring, når de flytter fra et land til et andet.
Den politiske udvikling i Europa vil de højrepopulistiske og liberale kræfter selvfølgelig forsøge at stjæle fra 90’ernes progressivitet. Det afspejler sig desværre allerede i overskrifterne til EU’s topmøde i Barcelona.
Hvis en fortsat politisk og økonomisk udvikling ikke skal føre til endnu mere folkelig skepsis og passivitet over for EU, er det afgørende, at den sociale profil i det europæiske samarbejde pudses af.
Fornyelsen af EU skal skabe social fremgang især for de grupper, der – med rette – føler, at den økonomiske globalisering truer deres nationalt baserede velfærd.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her