Kronik

Mig og min klon

’En glidebane mod masseproducerede superkrigere og slaver’, påstår modstanderne af kloning. Men deres skrækscenarier er totalt usandsynlige
Debat
6. marts 2002

Tro og filosofi
Superkrigere og slaver masseproduceres på menneskefarme! Tyskland under ledelse af hitlerkloner erklærer krig mod Danmark! Ceaucescu får en ny chance! Tusindvis af vanskabninger lider en smertefuld død i forsøget på at hjælpe barnløse par!
Er dette et kig ind i fremtidens rædselskabinet? eller er det blot science fiction?
Vi får i denne tid tudet ørerne fulde om konsekvenserne ved kloning. Emnet har sat sindene i kog i mange hjem, ikke blot i Danmark, men verden over. Alle er tilsyneladende enige om, at det er sund fornuft at tage afstand fra kloning.
Men hvorfor egentlig? Er der overhovedet gode grunde til at sige nej til kloning? Jeg er ikke overbevist af argumenterne mod kloning. Mit ærinde her er at vise hvorfor og stille spørgsmålet om, hvorvidt argumenterne kan siges at være et udtryk for sund fornuft, eller om de tværtimod er et udtryk for en teknofobi opstået i kølvandet på science fiction-kulturen. For netop science fiction-kulturen, i form af for eksempel tv-serien The X-files eller film som Blade Runner og The Boys from Brazil, har efterladt mange vrangforestillinger om kloning, som giver anledning til en række argumenter imod kloning.
Et argument, der bliver fremført i debatten er således, at hvis vi tillader reproduktiv kloning risikerer vi, at ondskab reproduceres, således at vi pludselig står midt i et scenario, vi ikke kan håndtere, f.eks. med tusind hitlerkloner eller stalinkloner. Et andet lignende argument er, at narcissistiske, gamle, rige mennesker vil lade sig klone blot for selvglædens skyld, hvilket mange finder moralsk anstødeligt.
Sådanne argumenter kan sikkert få de fleste til at gyse, men de bygger også på visse, givetvis urealistiske, antagelser. Først og fremmest vil tusind hitlerkloner kræve tusind kvinder, der er villige til, ikke blot at gennemgå en graviditet og en fødsel, men også til at give barnet fra sig efter fødslen.
Kan det lade sig gøre? Ja, det er selvfølgelig muligt at forestille sig, at man betaler tusind kvinder for at gennemgå en graviditet og en fødsel, men kan man forestille sig, at ingen af kvinderne vil knytte sig til barnet, eller fortryde og få foretaget en abort?
Uanset om dette blot er praktiske forbehold, som kan forceres, så viser det i det mindste, at kvinden er en vigtig del af processen, som man ikke uden videre kan lade ude af betragtning, sådan som det oftest gøres, når kloning diskuteres.

Dette bringer mig videre til et andet, centralt spørgsmål; nemlig om det overhovedet er meningsfuldt at tale om at klone sig selv i den forstand, der er afgørende her, nemlig at fremstille eksakte kopier af sig selv? Ud over at der er biokemiske grunde til, at jeg og min klon ikke vil være fuldstændigt identiske, det er enæggede tvillinger, naturens kloner, jo heller ikke, så er der også en række miljømæssige grunde til, at min klon og jeg ikke vil identiske.
Tænk bare på hvor meget der er sket med vores virkelighed i løbet af de sidste 30 år eller 50 år! Min klon vil f.eks. vokse op i en tid, hvor alle har mobiltelefoner og computere, og hvor ord som e-mail, fastfood og integration er velkendte. Klonen vil have andre forældre, søskende og venner, gå i en anden skole, have andre spise- og idrætsvaner og så videre.
Derfor er der gode grunde til at tro, at min klon faktisk ikke i nogen afgørende forstand vil være identisk med mig. Det betyder også, at det ikke vil være en god investering for den narcissistiske mand at betale en kvinde til at føde sin klon, da klonen sandsynligvis ikke vil være en tro kopi af ham. Selv hvis han kidnapper barnet og opfostrer barnet som han selv blev opfostret (hvis det overhovedet er muligt!), vil han skulle vente mange år, før hans anstrengelser bærer frugt og han ser ’sig selv’.
Dette imødekommer også et argument, der kunne lyde noget i retning af, at det ikke bør være et mål at holde alle, der tilfældigvis er levende nu, ’i live’ i lang tid, da vi må vente os noget af de kommende generationer. Til det kan man for det første svare, at kloning netop ikke er en måde at holde folk ’i live’ på. For det andet vil klonerne faktisk bringe noget nyt til verden, da de ikke i nogen afgørende forstand er kopier af deres ’forgængere’. Dog kan argumentet også ses som et biologisk argument, der ikke imødekommes af mine overvejelser.
Man kunne nemlig formode, at den genetiske udvikling af mennesket er en vigtig del af vores betingelser som mennesker. Til det vil jeg sige: Ja, det er en mulighed, mens det næppe er en mulighed, at hele generationer vil bestå af kloner, eller at det overhovedet bliver kutyme at få børn på den måde. Jeg er sikker på, at langt de fleste vil ønske at få børn, der er et resultat af både deres og deres partners gener.

Dette bringer mig videre til det velkendte glidebaneargument, som bliver (mis)brugt hver gang, vi har at gøre med etiske problemstillinger. Ideen i glidebaneargumentet er forestillingen om, at hvis vi først tillader en forholdsvis lille forandring, vil det føre til en anden lidt større forandring og så videre gennem en serie af uundgåelige skridt, indtil vi står midt i det værst tænkelige scenarium. Derfor er det bedre, at vi ikke foretager den første lille ændring, som skubber os ud på glidebanen.
I forbindelse med reproduktiv kloning kan argumentet f.eks. bruges som ovenfor beskrevet ved at hævde, at hvis vi tillader reproduktiv kloning, så vil alle klone sig selv og ingen vil længere få børn på gammeldags manér.
Herhjemme har argumentet endvidere været brugt af nogle af medlemmerne i Etisk Råd herunder rådets formand Erling Tiedemann, der ikke mener, det er muligt at tillade terapeutisk kloning og i længden være i stand til at forbyde den langt mere kontroversielle reproduktive kloning.
Ligeledes har begrundelsen for ikke at tillade dyrekloning været, at det vil være et skridt på vejen til menneskekloning. I disse dage har Etisk Råd sadlet om, hvad angår dyrekloning, som rådet ikke længere er imod. Ifølge Erling Tiedemann er grunden til dette holdningsskift, at dyrekloning i forvejen foregår over hele verden, hvorfor glidebanen ikke bliver mere eller mindre aktuel eller faretruende af, at dyrekloning også foregår i Danmark.
Historisk set er glidebaneargumentet som sagt en gammel kending. Et gennemgående problem ved argumentet er, at forsvarerne af glidebanesynspunktet ikke kan sandsynliggøre en glidebane, og heller ikke bliver afkrævet en sådan sandsynliggørelse. Tilsvarende bliver der set bort fra ethvert bevis for, at en glidebane er usandsynlig.
Tidligere har argumentet f.eks. været brugt i forbindelse med in vitro fertilisation (IVF), den såkaldte reagensglasmetode for behandling af barnløshed, der netop illustrerer problemstillingen. Der blev spået mange mulige skrækscenarier i kølvandet på fødslen af den første reagensglasbarn, Louise Brown, i 1978, blandt andet at disse børn, undfanget i et koldt, sterilt laboratorium, og ikke i moderens varme, trygge livmoder, ville udvikle sig til monstre og andenrangsborgere, der ville blive udnyttet og brugt som slaver!
IVF-behandling blev også anset for at være en glidebane til mekanisk reproduktion – ikke blot for barnløse, men for alle efter forgodtbefindende. Det burde være klart, at dette ikke er sket. Datidens tanker om IVF virker i dag obskure. Nutidens tanker om kloning vil sikkert blive betragtet på samme måde om 20 år.

Den sidste type af argumenter mod kloning, jeg vil sætte spørgsmålstegn ved, er argumenter om ’naturlighed’. Et argument er således, at kloning er unaturligt og derfor moralsk forkasteligt.
Der kan nok næppe herske tvivl om, at kloning ikke er ’naturlig’. Men der er flere problemer med at argumentere mod kloning på denne måde. For det første er det uhyre vanskeligt at benytte et begreb om det naturlige som kriterium for, hvad der er moralsk forkasteligt, fordi der er alt for mange afvigelser fra det såkaldt naturlige, der ikke er kontroversielle, men som de fleste derimod finder positive, f.eks. vacciner. Videre er der det problem, når man taler om ’naturlighed’ i forbindelse med etiske spørgsmål, at ’naturlighed’ tillægges en normativ betydning.
Men dette er en fejl! Naturlighed i sig selv har ikke nogen normativ betydning. Hvorfor skulle det forhold, at noget er ’naturligt’ i sig selv være godt eller ønskværdigt? Endvidere kan man jo altid hævde, at mennesket vel er ’naturligt’ og har en naturlig trang til at udforske verden. Hvis vi således sætter en stopper for f.eks. kloning, vil vi sætte en stopper for naturens gang. Det samme kan siges om religiøst begrundede afvisninger af kloning; Gud har skabt mennesket og udstyret mennesket med muligheden for at udvikle kloning!
Måske kan de argumenter, jeg har diskuteret ovenfor, bedre ses samlet som et udtryk for en frygt for alvorlige negative konsekvenser af kloningsteknologien. Dette er forståeligt.
Dog er min egen frygt snarere den, at vi på grund af frygt for usandsynlige skrækscenarier går glip af de meget positive muligheder, som kloning rummer, f.eks. dyrkning af organer, sygdomsbehandling, hjælp til barnløse par med mere. Tør vi virkelig gå glip af det?

*Kirsten Hansen er mag.art. i filosofi og forskningsassistent på Københavns Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her