Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
30. marts 2002


Ligeglad med fred
21. MAR. – Henning Prins' glimrende indlæg den 20. marts om danskernes manglende stillingtagen til atomoprustning og krig, peger på et demokratisk underskud vedrørende de beslutninger, der tages i det danske folketing om følgagtigheden overfor USA’s krigeriske tilbøjeligheder.
Det er sandelig også bemærkelsesværdigt, men skyldes det ikke, at det danske folk ikke viser større opbakning til fredsorganisationernes råb om at stoppe krigsvanviddet?
Hvad er der sket? Fredsorganisationer som Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed, Kvinder for Fred og Aldrig mere Krig har vigende tilgang. De nye organisationer som ’Mod krig og terror’ kan heller ikke mobilisere den store folkelige opbakning – kun Fredsskattefonden, som arbejder for at gøre det muligt, via selvangivelsen at pege på manglende opbakning til det militære uvæsen, og Militærnægterne kan spore en mindre medlemsstigning. Det er sandelig ikke som i 80’erne, hvor atommodstanden og påskemarcherne fik politikerne til at stoppe op, og Danmark markerede sig med fredsbudskaber i den internationale debat.
Hvor bliver den folkelige rejsning af? Er det uvidenhed? Ved man ikke, at USA’s militærbudget er det største nogensinde og nu tre gange så stort som verdens samlede u-landsbistand? Ved man ikke, at Danmark vil fordoble antallet af soldater, som er uddannet til tjeneste i udlandet fra 1.000 til 2.000, og at udgifterne hertil skal dækkes af en forhøjelse af militærbudgettet, mens alle andre budgetter beskæres? Man kan da ikke forestille sig, at den danske befolkning synes, at det er i orden, at USA udvikler atombomber i hobetal, og at danske politikere bare ser haledikkende til.

Hanne Norup Carlsen
Jellerød Have 66, Kokkedal

Global nationalisme
22. MAR. – Til lykke med lederen den 22. marts om global nationalisme, den ramte plet – jeg kan stadig huske, at mine danske venner i 70’erne og selv fremover (dengang der virkelig eksisterede en ordentlig venstrefløj i Danmark), var forbavsende nationalistiske, lige lovlig meget ud fra et internationalistisk synspunkt, set med en udlændings venstreorienterede øjne. Det er endda blevet værre siden, kan jeg forstå.
Så det der er sket i Danmark er egentlig kun en sen bekræftelse af noget jeg havde følt hele tiden mens jeg var der: Den danske venstrefløj var/sandsynligvis stadigvæk er desværre for national-socialistisk til, at den nogensinde kiggede udenfor Danmarks i enhver henseende snævre grænser. De ville ikke stemme på DF, men de ting jeg har hørt nogle ’venstreorienterede’ folk sige.. Der skulle aldrig meget til før deres åndelige Dannebrog blev hejst i løbet af kontroversielle debatter.
Lad os lege lidt: Når jeg siger: »Danmark er langtfra så fremragende som I bilder jer ind« – hvordan reagerer I så?

Brigitte Schön
Hammerschmidtgasse 5/1/5
A-1190 Wien, Østrig

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her